Markus 10:9
Hvad altsaa Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
Hvad altsaa Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Og Pharisæerne traadte til ham, fristede ham og sagde til ham: Er det en Mand tilladt at skille sig ved sin Hustru for hvilkensomhelst Sag?
4Men han svarede og sagde til dem: Have I ikke læst, at den, som skabte dem af Begyndelsen, skabte dem Mand og Qvinde,
5og sagde: Derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle blive eet Kjød?
6Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
7De sagde til ham: Hvorfor bød da Moses at give Skilsmissebrev og skille sig fra hende?
8Han sagde til dem: Moses tilstedede eder at skille eder fra eders Hustruer formedelst eders Hjerters Haardhed; men fra Begyndelsen haver det ikke saaledes været.
9Men jeg siger eder, at hvo, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hor, og hvo, som tager en Fraskilt til ægte, han bedriver Hor.
10Hans Disciple sagde til ham: Staaer Mandens Sag saaledes med Hustruen, da er det ikke godt at gifte sig.
5Og Jesus svarede og sagde til dem: Formedelst eders Hjerters Haardhed skrev han eder dette Bud.
6Men fra Skabningens Begyndelse haver Gud gjort dem Mand og Qvinde.
7Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru,
8og de To skulle være eet Kjød; saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød.
10Og hans Disciple spurgte ham atter i Huset om det samme.
11Og han sagde til dem: Hvo, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden tilægte, han bedriver Hor med hende.
12Og dersom en Qvinde skiller sig fra sin Mand og ægtes af en anden, hun bedriver Hor.
30Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been.
31Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød.
32Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Christo og Menigheden.
23Da sagde Adam: Denne Gang er det Been af mine Been, og Kjød af mit Kjød; denne, hun skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
24Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kjød.
25Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og bluedes ikke.
9Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.
10Men dem, som ere gifte, byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen skal ikke skilles fra Manden —
11men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.
15Vide I ikke, at eders Legemer ere Christi Lemmer? skal jeg da tage Christi Lemmer og gjøre dem til Skjøgens Lemmer? Det være langt fra!
16Eller vide I ikke, at hvo, som hænger ved Skjøgen, er eet Legeme (med hende)? thi de To skulle blive, siger han, til eet Kjød.
17Men hvo, som hænger ved Herren, er een Aand (med ham).
18Hver den, som skiller sig ved sin Hustru, og tager en anden tilægte, bedriver Hor, og hver den, som tager den tilægte, som er skilt fra en Mand, bedriver Hor.
31Men der er sagt, at hvo, som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev.
32Men jeg siger eder, at hvo, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Sag, gjør, at hun bedriver Hor; og hvo, som tager en Fraskilt tilægte, bedriver Hor.
4Ægteskabet være hæderligt hos Alle, og Ægtesengen ubesmittet; men Skjørlevnere og Horkarle skal Gud dømme.
2men for Skjørlevnets Skyld have hver (Mand) sin egen Hustru, og hver (Hustru) have sin egen Mand.
1Naar en Mand tager en Hustru og ægter hende, og det skeer, at hun ikke finder Naade for hans Øine, thi han fandt en ubluelig Handel hos hende, da skal han skrive hende et Skilsmissebrev og give i hendes Haand, og lade hende fare af sit Huus.
34Og Jesus svarede og sagde til dem: Denne Verdens Børn tage tilægte og bortgiftes;
35men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken tilægte eller bortgiftes;
17Antaster (Nogen) den med Sværd, (da) bestaaer det ikke, (ei heller) Spyd, Kastegevær eller Pantser.
15Og den Ene handlede ikke (saaledes), thi han havde en ypperligere Aand, men hvad gjorde den Ene? han søgte Guds Sæd; derfor tager eder vare i eders Aand, at Ingen handler troløst imod sin Ungdoms Hustru.
16Thi (Herren) hader, at man lader (sin Hustru) fare, siger den Herre Israels Gud, skjøndt han skjuler den Vold med sit Klædebon, sagde den Herre Zebaoth; derfor tager eder vare i eders Aand, og handler ikke troløst.
2Og Pharisæerne gik til ham og spurgte for at friste ham: Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?
4Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
5Holder eder ikke fra hverandre, uden det skulde skee med fælles (Samtykke) til en Tid, at I kunne overlade eder til Fasten og Bønnen, og kommer atter tilsammen, at Satan ikke skal friste eder formedelst eders Uafholdenhed.
30Thi i Opstandelsen skulle de hverken tage tilægte eller gives tilægte, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.
31Men have I ikke læst om de Dødes Opstandelse det, eder er sagt af Gud, som siger:
14(VI.) Du skal ikke bedrive Hor.
27Er du bunden til en Hustru, søg ikke at blive løst; er du løst fra en Hustru, søg ikke en Hustru.
11Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.
18Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er for sig alene; jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham.
18Og du skal ikke bedrive Hor.
10Du skal ikke pløie med en Oxe og med et Asen tillige.
14Drager ikke i et fremmed Aag med Vantroe; thi hvad Fællesskab haver Retfærdighed med Uret? og hvad Samfund haver Lys med Mørke?