4 Mosebok 16:33
Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte over dem, og de omkom midt af Menigheden.
Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte over dem, og de omkom midt af Menigheden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
30 Men dersom Herren skaber (noget) Nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de nedfare levende i Helvede, da skulle I kjende, at disse Mænd have opirret Herren.
31 Og det skede, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem.
32 Og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som var hos Korah, og alt Godset.
9 Og Eliabs Børn vare Nemuel og Dathan og Abiram; det er den Dathan og Abiram, som vare udnævnte af Menigheden, de, som trættede mod Mose og mod Aron i Korahs Selskab, der de trættede mod Herren.
10 Og Jorden oplod sin Mund og opslugte dem og Korah, der det Selskab døde, der Ilden fortærede to hundrede og halvtredsindstyve Mænd, og de bleve til et Tegn.
11 Men Korahs Børn de døde ikke.
34 Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede for deres Røst; thi de sagde: Paa det at Jorden ikke opsluger os.
17 Jorden lod sig op og opslugte Dathan, og den skjulte over Abirams Hob.
18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige.
6 og hvad han gjorde ved Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, som var Rubens Søn, at Jorden oplod sin Mund og opslugte dem og deres Huse og deres Pauluner og alt levende Væsen, som var i Følge med dem, midt iblandt det ganske Israel.
18 Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem, og lagde Røgelse paa dem; og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, og Mose og Aron (med).
19 Og Korah samlede den ganske Menighed imod dem, til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed blev seet for den ganske Menighed.
20 Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
21 Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik.
22 Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud! som er alt Kjøds Aanders Gud, om den ene Mand vilde synde, vilde du derfor blive vred paa al Menigheden?
23 Og Herren talede til Mose og sagde:
24 Tal til Menigheden og siig: Gaaer op trindt omkring, fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig.
25 Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram; og de Ældste af Israel gik efter ham.
26 Og han talede til Menigheden og sagde: Kjære, viger fra disse ugudelige Mænds Pauluner, og rører ikke ved Noget af det, som dem hører til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder.
27 Og de gik op fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig, trindt omkring; men Dathan og Abiram gik ud og stode i deres Pauluners Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaae Børn.
12 vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
49 Men de, som døde i Plagen, vare fjorten tusinde og syv hundrede, foruden dem, som døde for Korahs Handels Skyld.
15 Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
2 Da foer en Ild ud fra Herrens Ansigt og fortærede dem; og de døde for Herrens Ansigt.
45 Forføier eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik; og de faldt ned paa deres Ansigter.
23 Dens Grave ere gjorte ved Siderne i Hulen, og dens Forsamling var trindt omkring dens Grav; de ere alle ihjelslagne (og) faldne ved Sværd, som gjorde Forskrækkelse i de Levendes Land.
24 Der er Elam og al dens Mangfoldighed trindt omkring dens Grav; de ere alle ihjelslagne (og) faldne ved Sværd, og de nedfore med dem, som have Forhud, hen under Jorden, de, som gave deres Forskrækkelse i de Levendes Land, og bare deres Skjændsel med dem, som fare ned i Hulen.
10 Gjør imod dem, som (imod) Midianiterne, som (imod) Sisera, som (imod) Jabin ved Kisons Bæk,
5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen.
37 ja de Mænd, som havde udført ondt Rygte om Landet, de døde i den Plage for Herrens Ansigt.
3 Vor Fader er død i Ørken, og han var ikke midt iblandt det Selskab, som forsamledes imod Herren i Korahs Selskab; men han døde i sin Synd, og han havde ikke Sønner.
11 Vee dem! thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrtet sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld, og ere ødelagte ved Corahs Gjenstridighed.
17 Ogsaa de nedfore med ham i Graven til dem, som vare ihjelslagne med Sværd, og dem, (som havde været) hans Arm, som havde siddet i hans Skygge midt iblandt Hedningerne.
9 Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.
1 Og Korah, Jizehars Søn, Kahaths, Levi Søns, Søn, tog (til sig) baade Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, og On, Pelets Søn, Rubens Børn.
12 Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem.
26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
35 Jeg Herren haver sagt: Jeg vil visseligen gjøre dette ved al denne onde Menighed, som haver forsamlet sig imod mig; de skulle faae Ende i denne Ørk og døe der.
22 Alt det, som havde Livs Aands Aande i sin Næse, af alt det, som var paa det Tørre, døde.
16 Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron.
10 Deres Galde, som omkringgive mig, (ja) deres Læbers Møie lad skjule dem (selv).
13 De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
14 De Døde, de skulle ikke leve (igjen), Dødningerne skulle ikke opstaae, fordi du haver hjemsøgt og ødelagt dem, og fordærvet al deres Ihukommelse.
16 See, disse vare (Aarsag) for Israels Børn, ved Bileams Ord, at antvorde dem til at forgribe sig imod Herren formedelst Peors Handel, hvorfor Plagen var i Herrens Menighed.
15 Tilmed var og Herrens Haand imod dem, til at forstyrre dem af Leiren, indtil de fik Ende.
16 Og det skede, der alle Krigsmændene havde faaet Ende, saa de vare døde midt udaf Folket,
3 da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
14 Derfor haver Graven udvidet sig selv og opladt sin Mund umaadeligen, at (baade) dets ypperlige (Folk) og dets menige (Folk), baade den, som buldrer, og den, som er glad udi den, skal (der) nedfare.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.