Salmenes bok 18:9
Der opgik en Røg af hans Næse, og en Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
Der opgik en Røg af hans Næse, og en Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
10 Og han bøiede Himmelen og foer ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
11 Og han foer paa Cherub og fløi; og han blev seet over Veirets Vinger.
12 Og han satte Mørkhed til Pauluner trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling (og) tykke Skyer.
13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
14 Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.
10 Og han bøiede Himmelen og foer ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
11 Og han foer paa Cherub og fløi; og han fløi (hasteligen) paa Veirets Vinger.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
13 Af Skinnet, (som var) for ham, fore hans Skyer frem, (ja) Hagel og gloende Kul.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
5 Herre! bøi dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, at de ryge.
8 Han binder Vandet tilsammen i sine Skyer, dog brister Skyen ikke under dem.
9 Han holder fast for (sin) Throne, han udbreder sin Sky over den.
3 Thi see, Herren skal gaae ud fra sit Sted, og nedfare og træde paa Høiene i Landet.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
3 Gud kom fra Theman, og den Hellige fra Parans Bjerg, Sela! hans Majestæt skjulte Himmelen, og hans Lov fyldte Jorden.
4 Og (hans) Skin var som Lyset, (der gik) ham tvende Horn af hans Haand, og der var hans Styrkes Skjul.
5 Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
13 Derfor siger du: Hvad veed Gud? skulde han kunne dømme i Mørket?
14 Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke seer, og han vandrer omkring Himmelens Kreds.
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Gardin.
3 Han hvælver sine Sale i Vandene, han gjør de tykke Skyer (til) sin Vogn, han, som vandrer paa Veirets Vinger.
2 Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Thrones Befæstelse.
3 Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
4 Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
17 Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
9 der jeg satte Sky til dets Klædning, og Mørkhed til dets Svøb,
1 Ligesom Ild optænder det, der smeltes, (ligesom) Ild kommer Vand til at syde, — for at lade dine Fjender kjende dit Navn, (og) Hedningerne skulle bæve for dit Ansigt.
8 som alene udbreder Himmelen og træder paa Havets Bølger,
18 Og Sinai Bjerg røg ganske for Herrens Ansigt, som foer ned over det i Ilden; og der opgik en Røg af det, som Røg af en Ovn, og alt Bjerget bævede saare.
23 der han bød de øverste Skyer oven af og oplod Himmelens Døre,
8 Gud! der du drog ud frem for dit Folk, der du gik frem i de øde (Stæder), Sela —
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
11 Og I kom nær til og stode nede ved Bjerget, og Bjerget brændte med Ild, indtil midt op i Himmelen, der var Mørke, Sky, ja (forfærdeligt) Mørke.
9 Men det: Han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lavere Egne?
32 Han skjuler Lyset (som) med flade Hænder, og byder derover derved, at en (Sky) kommer derimod.
6 Han skal fare ned som Regn paa det afhugne (Græs), som Draaber, der vædske Jorden.
3 Han lader den gaae ret frem under al Himmelen, og hans Lys er over Jordens Vinger.
4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
25 Og der var en Lyd over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved; naar de stode, lode de deres Vinger synke.
3 Jeg klæder Himmelen med Sort, og gjør dens Dække (som) en Sæk.
6 han, som fornedrer sig til at see i Himlene og paa Jorden,
2 Om de end grove sig ned i Helvede, skal (dog) min Haand hente dem derfra, og om de end opfore i Himmelen, vil jeg dog kaste dem ned derfra.
29 Mon ogsaa Nogen forstaaer de tykke (Skyers) Udbredelser (og) hans Pauluns megen Brusen?