Salmenes bok 74:8
De sagde i deres Hjerte: Lader os berøve dem tilhobe; de opbrændte alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
De sagde i deres Hjerte: Lader os berøve dem tilhobe; de opbrændte alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Og nu, de Ting, som vare udgravede derudi tillige, dem have de sønderslaget med Hellebard og Hammere.
7 De kastede din Helligdom i Ilden, de vanhelligede dit Navns Bolig indtil Jorden.
3 Thi see, dine Fjender larme, og dine Hadere opløfte Hovedet.
4 De gjøre trædskeligen et hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaae mod dine Skjulte.
5 De sagde: Kommer, og lader os udslette dem, (at de ere) ikke et Folk, og at Israels Navn skal ikke ydermere ihukommes.
12 Sæt dem, (ja) deres Fyrster, som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste (Mænd) som Sebah og som Zalmuna,
13 dem, som sagde: Vi ville til Eiendom indtage os Guds Boliger.
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
7 Thi man haver ædet Jakob, og de have ødelagt hans Bolig.
11 Herre! vil du holde dig rolig ved disse Ting? vil du tie og fortrykke os saa saare?
65 Du skal give dem et Skjul over (deres) Hjerte, din Forbandelse hører dem til.
66 Du skal forfølge (dem) i Vrede, og ødelægge dem fra (at være) under Herrens Himmel.
19 Og de opbrændte Guds Huus og nedbrøde Jerusalems Mure, og de opbrændte alle dens Paladser med Ild, og alle deres kostelige Kar bleve fordærvede.
24 Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
25 Udøs din Vrede over dem, og lad din grumme Vrede gribe dem.
10 Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
1 Asaphs Psalme. Gud! Hedningerne ere komne i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de gjorde Jerusalem til Steenhobe.
8 De aade mit Folks Syndoffer, og de opløftede (hver) sin Sjæls (Begjæring) til deres Misgjerning.
8 De komme (Andre) til at forsmægte, og tale af Ondskab om (at gjøre) Vold; de tale af det Høie.
9 De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
20 Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
9 Vi see ikke vore Tegn; der er ingen Prophet ydermere, og Ingen hos os, som veed, hvorlænge (det skal vare).
3 Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb fra os.
9 Din Haand skal finde alle dine Fjender, din høire Haand skal finde dine Hadere.
10 Du skal gjøre dem som en gloende Ovn i din Vredes Tid; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og en Ild skal fortære dem.
18 og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de vare ikke Guder, men Menneskens Hænders Gjerning, Træ og Steen, og de fordærvede dem.
19 Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de vare ikke Guder, men Menneskens Hænders Gjerning, Træ og Steen, og de fordærvede dem.
6 Og han haver med Vold nedrevet sit Gjærde som en Haves, fordærvet sin Forsamling; Herren haver ladet glemme Forsamling og Sabbat i Zion, og foragtet Konge og Præst i sin Vredes Grumhed.
11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
3 Opløft dine (Fødders) Trin til at ødelægge evindelig; Fjenden haver handlet ilde med Alting i Helligdommen.
13 (for) deres Munds Synd, (for) deres Læbers Ord; ja, lad dem gribes i deres Hovmodighed og for Forbandelse og Løgn, som de fortælle.
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
6 Naar de nærme sig, er deres Hjerte som en Ovn, naar de lure; den, som bager dem, sover den ganske Nat, om Morgenen brænder han som af gloende Lue.
10 Og alle deres Stæder, som de boede udi, og alle deres Slotte opbrændte de med Ild.
16 og den Pode, som din høire Haand plantede, og den Søn, som du bekræftede dig.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige.
15 Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
2 Thi deres Hjerte betænker Ødelæggelse, og deres Læber udtale Møie.
25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
14 Thi Israel forglemte den, som havde gjort ham, og byggede Paladser, og Juda gjorde mange faste Stæder; men jeg vil sende Ild i hans Stæder, og den skal fortære hans Paladser.
4 Han haver spændt sin Bue som en Fjende, han stillede sig med sin høire Haand som en Modstander, og haver ihjelslaget Alle, som vare ønskelige for Øinene; han udøste sin Grumhed i Zions Datters Paulun som en Ild.
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
2 Gud skal opstaae, hans Fjender skulle adspredes, og de, som hade ham, skulle flye fra hans Ansigt.
2 Herre! udfri mig fra et ondt Menneske, bevar mig fra en fortrædelig Mand.
7 De have og tillukket Dørene paa Forhuset og udslukket Lamperne, og ikke røget Røgelse og ei offret Brændoffer i Helligdommen for Israels Gud.
8 Derfor er Herrens Vrede over Juda og Jerusalem, og han haver givet dem hen i Ustadighed til Ødelæggelse og til en Hvidsel, ligesom I see med eders Øine.
27 og lade deres Sæd falde iblandt Hedningerne, og bortstrøe dem i Landene.
16 og formene os at tale til Hedningerne, for at de maatte frelses, saa at de altid opfylde deres Synders Maal. Men Vreden kommer over dem til Undergang.