Salmenes bok 74:8
De sagde i deres Hjerte: Lader os berøve dem tilhobe; de opbrændte alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
De sagde i deres Hjerte: Lader os berøve dem tilhobe; de opbrændte alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Og nu, de Ting, som vare udgravede derudi tillige, dem have de sønderslaget med Hellebard og Hammere.
7De kastede din Helligdom i Ilden, de vanhelligede dit Navns Bolig indtil Jorden.
3Thi see, dine Fjender larme, og dine Hadere opløfte Hovedet.
4De gjøre trædskeligen et hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaae mod dine Skjulte.
5De sagde: Kommer, og lader os udslette dem, (at de ere) ikke et Folk, og at Israels Navn skal ikke ydermere ihukommes.
12Sæt dem, (ja) deres Fyrster, som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste (Mænd) som Sebah og som Zalmuna,
13dem, som sagde: Vi ville til Eiendom indtage os Guds Boliger.
14Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
7Thi man haver ædet Jakob, og de have ødelagt hans Bolig.
11Herre! vil du holde dig rolig ved disse Ting? vil du tie og fortrykke os saa saare?
65Du skal give dem et Skjul over (deres) Hjerte, din Forbandelse hører dem til.
66Du skal forfølge (dem) i Vrede, og ødelægge dem fra (at være) under Herrens Himmel.
19Og de opbrændte Guds Huus og nedbrøde Jerusalems Mure, og de opbrændte alle dens Paladser med Ild, og alle deres kostelige Kar bleve fordærvede.
24Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
25Udøs din Vrede over dem, og lad din grumme Vrede gribe dem.
10Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
1Asaphs Psalme. Gud! Hedningerne ere komne i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de gjorde Jerusalem til Steenhobe.
8De aade mit Folks Syndoffer, og de opløftede (hver) sin Sjæls (Begjæring) til deres Misgjerning.
8De komme (Andre) til at forsmægte, og tale af Ondskab om (at gjøre) Vold; de tale af det Høie.
9De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
20Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
9Vi see ikke vore Tegn; der er ingen Prophet ydermere, og Ingen hos os, som veed, hvorlænge (det skal vare).
3Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb fra os.
9Din Haand skal finde alle dine Fjender, din høire Haand skal finde dine Hadere.
10Du skal gjøre dem som en gloende Ovn i din Vredes Tid; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og en Ild skal fortære dem.
18og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de vare ikke Guder, men Menneskens Hænders Gjerning, Træ og Steen, og de fordærvede dem.
19Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de vare ikke Guder, men Menneskens Hænders Gjerning, Træ og Steen, og de fordærvede dem.
6Og han haver med Vold nedrevet sit Gjærde som en Haves, fordærvet sin Forsamling; Herren haver ladet glemme Forsamling og Sabbat i Zion, og foragtet Konge og Præst i sin Vredes Grumhed.
11I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
3Opløft dine (Fødders) Trin til at ødelægge evindelig; Fjenden haver handlet ilde med Alting i Helligdommen.
13(for) deres Munds Synd, (for) deres Læbers Ord; ja, lad dem gribes i deres Hovmodighed og for Forbandelse og Løgn, som de fortælle.
18Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
6Naar de nærme sig, er deres Hjerte som en Ovn, naar de lure; den, som bager dem, sover den ganske Nat, om Morgenen brænder han som af gloende Lue.
10Og alle deres Stæder, som de boede udi, og alle deres Slotte opbrændte de med Ild.
16og den Pode, som din høire Haand plantede, og den Søn, som du bekræftede dig.
18Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
19Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
18Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige.
15Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
2Thi deres Hjerte betænker Ødelæggelse, og deres Læber udtale Møie.
25at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
14Thi Israel forglemte den, som havde gjort ham, og byggede Paladser, og Juda gjorde mange faste Stæder; men jeg vil sende Ild i hans Stæder, og den skal fortære hans Paladser.
4Han haver spændt sin Bue som en Fjende, han stillede sig med sin høire Haand som en Modstander, og haver ihjelslaget Alle, som vare ønskelige for Øinene; han udøste sin Grumhed i Zions Datters Paulun som en Ild.
5Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
2Gud skal opstaae, hans Fjender skulle adspredes, og de, som hade ham, skulle flye fra hans Ansigt.
2Herre! udfri mig fra et ondt Menneske, bevar mig fra en fortrædelig Mand.
7De have og tillukket Dørene paa Forhuset og udslukket Lamperne, og ikke røget Røgelse og ei offret Brændoffer i Helligdommen for Israels Gud.
8Derfor er Herrens Vrede over Juda og Jerusalem, og han haver givet dem hen i Ustadighed til Ødelæggelse og til en Hvidsel, ligesom I see med eders Øine.
27og lade deres Sæd falde iblandt Hedningerne, og bortstrøe dem i Landene.
16og formene os at tale til Hedningerne, for at de maatte frelses, saa at de altid opfylde deres Synders Maal. Men Vreden kommer over dem til Undergang.