Johannes' åpenbaring 6:10
Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du den Hellige og Sanddrue! hvor længe tøver du at dømme og hevne vort Blod paa dem, som boe paa Jorden?
Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du den Hellige og Sanddrue! hvor længe tøver du at dømme og hevne vort Blod paa dem, som boe paa Jorden?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Og der det oplod det fjerde Segl, hørte jeg det fjerde Dyrs Røst sige: Kom og see!
8 Og jeg saae, og see, en blegguul Hest, og den, som sad derpaa, hans Navn var Døden, og Helvede fulgte med ham; og ham blev given Magt over den fjerde Deel af Jorden at ihjelslaae med Sværd og med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr.
9 Og der det oplod det femte Segl, saae jeg under Alteret deres Sjæle, som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de havde.
11 Og dem bleve givne, hver især, lange hvide Kjortler, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile sig endnu en liden Tid, indtil Antallet af deres Medtjenere og deres Brødre blev fuldt, hvilke herefter skulde ihjelslaaes, ligesom de.
12 Og jeg saae, at det oplod det sjette Segl, og see, der skede et stort Jordskjælv, og Solen blev sort som en Haarsæk, og Maanen blev som Blod.
5 Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, Herre, du, som er, og som var, du Hellige, at du haver fældet denne Dom!
6 Fordi de have udøst Helliges og Propheters Blod, haver du og givet dem Blod at drikke; thi de ere det værd.
7 Og jeg hørte en anden, Alterets (Engel), sige: Ja, Herre, Gud, du Almægtige! dine Domme ere sande og retfærdige.
10 og som raabte med høi Røst og sagde: Saliggjørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa Thronen, og Lammet!
18 Og Hedningerne ere blevne vrede, og din Vrede er kommen, og de Dødes Tid, at de skulle dømmes, og at (du skal) give dine Tjenere, Propheterne, Løn, og de Hellige og dem, som frygte dit Navn, de Smaae og de Store, og fordærve dem, som fordærve Jorden.
1 Og derefter hørte jeg som en høi Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Saliggjørelsen og Æren og Prisen og Magten være Herren vor Gud!
2 Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han haver dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han haver krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand.
3 Og de sagde anden Gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed.
16 og sagde til Bjergene og Klipperne: Styrter over os og skjuler os for hans Aasyn, som sidder paa Thronen, og for Lammets Vrede!
17 Thi hans Vredes den store Dag er kommen og hvo kan bestaae?
10 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad kjendes iblandt Hedningerne for vore Øine, at dine Tjeneres Blod, som er udøst, bliver hevnet.
4 Og jeg saae Throner, og de satte sig paa dem, og det blev dem givet (at holde) Dom; og (jeg saae) deres Sjæle, som vare halshugne for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret, ei heller dets Billede, og ikke havde taget Mærket i deres Pande og paa deres Haand; og de bleve levende og regjerede med Christo de tusinde Aar.
24 Og i den er Propheters og Helliges Blod fundet, og alle deres, som ere myrdede paa Jorden.
13 Og En af de Ældste talede og sagde til mig: Disse, som ere iførte de lange hvide Kjortler, hvo ere de? og hvorfra ere de komne?
14 Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: Disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres lange Kjortler, og have gjort dem hvide i Lammets Blod.
15 Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem.
18 (O du) Jord! skjul ikke mit Blod, at der jo maa være Rum for mit Raab!
6 Disse have Magt at tillukke Himmelen, at der ingen Regn skal falde i deres Propheties Dage, og de have Magt over Vandene, at forvandle dem til Blod, og at slaae Jorden med allehaande Plager, saa ofte de ville.
7 Og naar de faae fuldendt deres Vidnesbyrd, skal det Dyr, som opstiger af Afgrunden, føre Krig imod dem, og overvinde dem og ihjelslaae dem.
6 Og jeg saae Qvinden drukken af de Helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg forundrede mig, der jeg saae hende, med en stor Forundring.
8 Og der det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, havende hver sin Harpe og Guldskaaler, fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner.
9 Og de sang en ny Sang, sigende: Du er værdig til at tage Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet haver med dit Blod kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter.
10 Og du haver gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere, over Jorden.
11 Og jeg saae, og hørte mange Engles Røst omkring Thronen og Dyrene og de Ældste; og deres Tal var titusinde Gange Titusinde, og tusinde Gange Tusinde,
12 der sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er værdigt til at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis og Ære og Velsignelse!
13 Og den sjette Engel basunede, og jeg hørte en Røst af de fire Horn paa det Guldalter, som (stod) for Gud;
7 som sagde med høi Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen, og tilbeder den, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder!
2 Og jeg saae en vældig Engel, som udraabte med høi Røst: Hvo er værdig til at oplade Bogen og bryde dens Segl?
6 Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som mange Vandes Lyd og som stærke Tordeners Lyd, som sagde: Halleluja! fordi Herren, Gud, den Almægtige, haver antaget Riget.
1 Og jeg hørte en stærk Røst fra Templet, som sagde til de syv Engle: Gaaer hen og udgyder Guds Vredes Skaaler paa Jorden.
3 Og han raabte med høi Røst, som en Løve brøler; og der han havde raabt, talede de syv Tordener deres Røster.
7 Og eet af de fire Dyr gav de syv Engle syv Guldskaaler, fyldte med Guds Vrede, hans, som lever i al Evighed.
6 I fordømte, I dræbte den Retfærdige; han staaer eder ikke imod.
10 Og jeg hørte en høi Røst i Himmelen, som sagde: Nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat.
11 Og de have overvundet ham ved Lammets Blod, og ved Ordet, de vidnede; og de hengave deres Liv til Døden.
7 Men skulde Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabe til ham Dag og Nat, enddog han er langmodig imod dem?
5 Og Engelen, som jeg saae staae paa Havet og paa Jorden, opløftede sin Haand til Himmelen,
3 Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang og Lammets Sang, sigende: Store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! retfærdige og sande ere dine Veie, du, de Helliges Konge!
11 og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder, og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger.
10 Og han sagde: Hvad haver du gjort? din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden.
11 Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og hvo, som annammer dets Navns Mærke.
20 Og Persekarret blev traadt udenfor Staden, og der gik Blod ud af Persekarret, indtil Hestenes Bidsler, tusinde og sex hundrede Stadier langt.
15 Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.
15 Og en anden Engel udgik af Templet, som raabte med høi Røst til den, som sad paa Skyen: Udstræk din Segel og høst! thi Timen at høste er kommen, efterdi Jordens Høst er moden.
3 De udøste deres Blod trindt omkring Jerusalem som Vand, og (der var) Ingen, som begrov (dem).