Lukas 18:7
Men skulde Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabe til ham Dag og Nat, enddog han er langmodig imod dem?
Men skulde Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabe til ham Dag og Nat, enddog han er langmodig imod dem?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man altid bør bede og ikke blive træt.
2Og han sagde: Der var en Dommer i en Stad, som ikke frygtede Gud og undsaae sig ikke for noget Menneske.
3Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modstander.
4Og han vilde længe ikke; men derefter sagde han ved sig selv: Ihvorvel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske,
5dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke idelig skal komme og plage mig.
6Men Herren sagde: Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger.
8Jeg siger eder: Han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?
7og han derinde skulde svare og sige: Gjør mig ikke Umage; Døren er nu tillukket, og mine smaae Børn ere med mig i Senge; jeg kan ikke staae op at give dig.
8Jeg siger eder: Dersom han endog ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld og giver ham saameget, han haver behov.
10Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du den Hellige og Sanddrue! hvor længe tøver du at dømme og hevne vort Blod paa dem, som boe paa Jorden?
9Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
33Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør.
2Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
4Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
17Jeg, jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
17Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
11Mit Skjold er hos Gud, som frelser de Oprigtige af Hjertet.
7See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
9Ved (Volds) Mangfoldighed komme de (Ugudelige) dem, som lide Vold, til at raabe; de skrige for de Stores Arm.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
27Og da skal han sende sine Engle og forsamle sine Udvalgte fra de fire Verdens Hjørner, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.
29Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger Herren, skulde ikke min Sjæl hevne sig paa saadant Folk som dette?
8— thi denne Retfærdige, imedens han boede iblandt dem, ængstede sig Dag fra Dag i sin retfærdige Sjæl over de ryggesløse Gjerninger, som han saae og hørte —
2Herre! hvorlænge skal jeg skrige, og du vil ikke høre? (ja) raabe til dig for Vold, og du vil ikke frelse?
18Og derfor skal Herren bie, at han kan benaade eder, og derfor ophøie sig, at han kan forbarme sig over eder; thi Herren er Dommens Gud; salige ere Alle, som bie efter ham.
28at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
1Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
7Derfor værer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See! Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt og bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn.
12Lovsynger Herren, som boer i Zion, kundgjører iblandt Folkene hans Gjerninger!
12Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til Bjerget at bede; og han blev Natten over i Bønnen til Gud.
20Og dersom Herren ikke forkortede de Dage, blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld, som han haver udvalgt, haver han forkortet de Dage.
3Herre! hvorlænge skulle de Ugudelige, hvorlænge skulle de Ugudelige fryde sig?
1En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
23Dersom du plager dem, og de da raabe til mig, da skal jeg visseligen høre deres Raab.
7De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.
84Hvor mange skulle din Tjeners Dage være? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig?
5Og han sagde til dem: Hvilken af eder monne have en Ven, og vilde gaae til ham om Midnat for at sige til ham: Kjære, laan mig tre Brød,
4Da skulle de raabe til Herren, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den samme Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.
10Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad kjendes iblandt Hedningerne for vore Øine, at dine Tjeneres Blod, som er udøst, bliver hevnet.
9Herren forhaler ikke Forjættelsen, — saaledes som Nogle agte det for en Forhaling — men haver Langmodighed med os, idet han ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til Omvendelse.
3Herre! vær mig naadig, thi til dig raaber jeg den ganske Dag.
21Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!
18Derfor vil jeg ogsaa handle (imod dem) med Grumhed, mit Øie skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; og de skulle raabe for mine Øren med høi Røst, og jeg vil ikke høre dem.
34Og hans Herre blev vred og overantvordede ham til dem, som pine, indtil han betalte alt det, han var ham skyldig.
7Thi den Herre Zebaoths Viingaard er Israels Huus, og Judæ Mænd ere hans Lysters Plantelse; og han forventede Ret, og see, (da er der) Plagen, (og) Retfærdighed, og see, (da er der) Skrig.
4Han skal kalde ad Himmelen ovenfra, og ad Jorden for at dømme sit Folk:
12Disse Sidste have ikkun arbeidet een Time, og du haver gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede.
2Hvor længe ville I dømme Uret og ansee de Ugudeliges Personer? Sela.
1Herre! du Gud, hvem Hevnen hører til, du Gud, hvem Hevnen hører til, aabenbar dig herligen.
59og disse mine Ord, som jeg haver bedet om Naade med for Herrens Ansigt, maae komme nær for Herren vor Gud Dag og Nat, at han vil udføre sine Tjeneres Ret og sit Folks Israels Ret, hver Dags Sag paa sin Dag;