Ruts bok 2:12
Herren betale din Gjerning! og din Løn skal være fuldkommen fra Herren, Israels Gud, til hvem du er kommen, for at være tryg under hans Vinger.
Herren betale din Gjerning! og din Løn skal være fuldkommen fra Herren, Israels Gud, til hvem du er kommen, for at være tryg under hans Vinger.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og Noomi havde en Kynding, som hørte hendes Mand til, en Mand af Vælde og Formue, af Elimelechs Slægt; og hans Navn var Boas.
2Og Ruth, den Moabitiske, sagde til Noomi: Kjære, jeg vil gaae paa Marken, og jeg vil sanke op af Axene efter den, for hvis Øine jeg finder Naade; og hun sagde til hende: Gak, min Datter.
3Og hun gik, og kom og sankede op paa Marken efter Høstfolkene; og det hændte sig ved en Hændelse for hende, at den Deel af Marken hørte Boas til, som var af Elimelechs Slægt.
4Og see, Boas kom fra Bethlehem, og sagde til Høstfolkene: Herren være med eder! og de sagde til ham: Herren velsigne dig!
5Og Boas sagde til sin den unge Karl, som var sat over Høstfolkene: Hvem hører denne unge Qvinde til?
6Og den unge Karl, som var sat over Høstfolkene, svarede og sagde: Det er den moabitiske unge Qvinde, som er kommen tilbage med Noomi af Moabiternes Land.
7Og hun har sagt: Kjære, jeg vil sanke op og samle iblandt Negene efter Høstfolkene; og hun er kommen og har staaet siden imorges og indtil nu; nu sad hun lidet hjemme.
8Da sagde Boas til Ruth: Hører du ikke, min Datter? du skal ikke gaae at sanke op paa en anden Ager, og gak ikke heller over herfra, men hold dig her til mine unge Piger.
9(Hold) dine Øine til den Ager, hvor de skjære paa, og gak efter dem; har jeg ikke befalet de unge Karle, at Ingen skal røre dig? og tørster dig, da gak til de Kar, og drik af det, som de unge Karle øse.
10Da faldt hun paa sit Ansigt og bøiede sig ned til Jorden; og hun sagde til ham: Hvorfor har jeg fundet Naade for dine Øine, at du kjender mig, og jeg er fremmed?
11Og Boas svarede og sagde til hende: Det er mig nok tilkjendegivet alt, hvad du har gjort ved din Mands Moder efter din Mands Død, at du har forladt din Fader og din Moder og dit Fædreneland, og er gaaet til et Folk, som du kjendte ikke tilforn.
13Og hun sagde: Lad mig finde Naade for dine Øine, min Herre, fordi du har trøstet mig, og fordi du har talet kjærligen til din Tjenesteqvinde; og jeg, jeg er ikke som en af dine Tjenestepiger.
14Og Boas sagde til hende: Naar det er Tid til at æde, da kom herhid og æd af Brødet, og dyp din Bid i Eddiken; og hun satte sig ved Høstfolkenes Side, og han rakte stegte Ax til hende, og hun aad og blev mæt og levnede.
15Og hun stod op at sanke; og Boas befoel sine unge Karle og sagde: Lader hende ogsaa opsanke iblandt Negene, og beskjæmmer hende ikke.
18Og hun løftede det op og kom i Staden, og hendes Mands Moder saae det, som hun havde opsanket; og hun tog frem og gav hende det, hun havde levnet, da hun var bleven mæt.
19Da sagde hendes Mands Moder til hende: Hvor opsankede du idag, og hvor havde du at gjøre? velsignet være den, som dig kjendte! Da gav hun sin Mands Moder tilkjende, hos hvem hun havde havt at gjøre, og sagde: Den Mands Navn, som jeg har havt at gjøre hos idag, er Boas.
20Og Noomi sagde til sin Sønneqvinde: Velsignet være han for Herren, som ikke haver forladt sin Miskundhed mod de Levende eller mod de Døde! og Noomi sagde til hende: Den Mand (hører) os nær (til), han er (en) af vore Løsere.
21Og Ruth, den Moabitiske, sagde: Ogsaa (maa du vide), at han har sagt til mig: Du skal holde dig til mine unge Karle, indtil de have endt al den Høst, som jeg har.
22Og Noomi sagde til Ruth, sin Sønneqvinde: Det er godt, min Datter, at du gaaer ud med hans unge Piger, at man ikke skal være dig imod paa en anden Ager.
23Saa holdt hun sig til Boas unge Piger, at opsanke, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var endt; og hun blev hos sin Mands Moder.
4Han skal bedække dig med sine Vingefjædre, og du skal haabe under hans Vinger; hans Sandhed er et Skjold og Pantser.
14Da sagde Qvinderne til Noomi: Velsignet være Herren, som ikke vilde lade dig fattes en Løser idag, og hans Navn blive priset i Israel!
15Og han skal være dig til at vederqvæge Sjælen og at opholde din Alderdom; thi din Sønneqvinde, som dig elskede, har født ham, hun, som er dig bedre end syv Sønner.
9Og han sagde: Hvo er du? og hun svarede: Jeg er Ruth, din Tjenesteqvinde, udbred din Vinge over din Tjenesteqvinde, thi du er Løseren.
10Og han sagde: Velsignet være du for Herren, min Datter! du har gjort din sidste Miskundhed bedre end den første, at du har ikke gaaet efter de unge Karle, enten fattig eller rig.
11Og nu, min Datter, frygt ikke; alt det, du siger, vil jeg gjøre dig, thi mit Folk i den ganske Stad veed, at du er en duelig Qvinde.
19Og du har givet tilkjende idag, at du har gjort mig Godt; thi Herren havde indelukket mig i din Haand, og du slog mig ikke ihjel.
7Din Retfærdighed er som Guds Bjerge, dine Domme ere en stor Afgrund; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.
12Mon en Eenhjørning skal ville være din Tjener? mon den skal blive Natten over ved din Krybbe?
7Naar jeg kommer dig ihu paa mit Leie, da vil jeg eftertænke om dig i Nattevagterne.
6Og nu gjøre Herren Miskundhed og Troskab mod eder; og jeg, jeg vil ogsaa gjøre mod eder det Gode, fordi I gjorde denne Gjerning.
1Og Noomi, hendes Mands Moder, sagde til hende: Min Datter! mon jeg ikke skulde søge Rolighed for dig, at det maa gaae dig vel?
2Og nu, mon ikke Boas, hos hvis unge Piger du har været, være af vort Frændskab? see, han kaster Byg inat paa Loen.
8Da sagde Noomi til begge sine Sønners Hustruer: Gaaer hen, vender tilbage, hver til sin Moders Huus; Herren gjøre Miskundhed imod eder, ligesom I have gjort imod de Døde og imod mig!
9Herren give eder, at I maae finde Rolighed, hver i sin Mands Huus! og hun kyssede dem, og de opløftede deres Røst og græd.
11Og alt Folket, som var i Porten, og de Ældste sagde: (Vi ere) Vidner; Herren give, at den Qvinde, der kommer i dit Huus, (maa blive) som Rachel og som Lea, hvilke begge byggede Israels Huus! og bliv du mægtig i Ephratha, og bliv navnkundig i Bethlehem!
12Og dit Huus være som Perez Huus, hvilken Thamar fødte Juda, af den Sæd, som Herren skal give dig af denne unge Qvinde.
21Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed.
30Og det skal skee, naar Herren gjør min Herre efter alt det Gode, som han haver talet over dig, og budet dig at være en Fyrste over Israel,
20Og han udførte mig i (frit) Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
7Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
12Gud haver talet een Gang, det haver jeg tvende Gange hørt, at Styrke hører Gud til.
16Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.
17Og din Tjenerinde sagde: Min Herre Kongens Ord skal dog være mig til Trøst; thi som en Guds Engel er, saa er min Herre Kongen til at høre det Gode og det Onde, og Herren din Gud skal være med dig.
13Bliv (her) Natten over i denne Nat, og det skal skee imorgen, dersom han vil løse dig, godt, da maa han løse (dig); men dersom han ikke haver Lyst til at løse dig, da vil jeg løse dig, jeg, (saa vist som) Herren lever; lig indtil Morgenen.
12Og nu, Kjære, sværger mig ved Herren, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gjøre Miskundhed imod min Faders Huus og give mig et sikkert Tegn,
22thi du skal samle Gløder paa hans Hoved, og Herren skal betale dig det.
32Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte dig paa denne Dag imod mig!
2Thi du skal æde Frugten af dine Hænders Arbeide; salig er du, og (det gaaer) dig Vel.
7Der Boas havde ædet og drukket, og hans Hjerte var vel (tilmode), da kom han at lægge sig yderst i en Hob; og hun kom sagteligen og slog op ved hans Fødder, og lagde sig.