Høysangen 6:11
Jeg er nedgangen i Nøddehaven at see paa Grøden i Dalen, at see, om Viintræet haver blomstret, om Granattræet blomstrer.
Jeg er nedgangen i Nøddehaven at see paa Grøden i Dalen, at see, om Viintræet haver blomstret, om Granattræet blomstrer.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Jeg er min Kjærestes, og hans Attraa er til mig.
11 Kom, min Kjæreste! lad os gaae ud paa Marken, lad os blive Natten over i Byerne.
12 Lad os staae aarle op til Viingaardene, lad os see, om Viintræerne blomstre, om de (smaae) Druer ere udsprungne, (og) om Granattræerne blomstre; der vil jeg give dig min (megen) Kjærlighed.
13 Dudaim give Lugt, og der ere allehaande kostelige (Frugter) for vore Døre, (baade) nye og gamle; o min Kjæreste! jeg haver gjemt (dem) til dig.
1 Hvor er din Kjæreste hengangen, o du deiligste iblandt Qvinderne! hvor haver din Kjæreste vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
2 Min Kjæreste er nedgangen i sin Have til (kostelige) Urtebede, at føde (Hjorden) i Haverne og at sanke Lilier.
3 Jeg er min Kjærestes, og min Kjæreste er min, som føder (Hjorden) iblandt Lilierne.
12 Min Søster, o Brud! du er en tillukket Have, et tillukket Væld, en beseglet Kilde.
13 Dine Poder ere som en Lysthave med Granatæbler, med kostelig Frugt, Copherdruer med Narder,
6 Hvor deilig og hvor liflig er du, o Kjærlighed i Vellyster!
7 Denne din Høide er lig et Palmetræ, og dine Bryster Viinklaserne.
8 Jeg sagde: Jeg vil opstige paa Palmetræet, jeg vil tage fat paa dets Grene, og dine Bryster skulle være som Viinklaser paa Viintræet, og din Næses Lugt som Æbler,
12 Førend jeg vidste det, satte mig min Sjæl paa mit frivillige Folks Vogne.
5 Jeg gjorde mig Urtehaver og Lysthaver, og jeg plantede allehaande frugtbare Træer i dem.
6 Jeg gjorde mig Fiskevande, at vande af dem den Skov, hvori Træer oprinde.
1 Jeg er kommen, min Søster, o Brud! i min Have, jeg haver afbrudt min Myrrha med min kostelige Urt, jeg haver ædet min Honningkage med min Honning, jeg haver drukket min Viin med min Melk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I Elskelige!
2 Jeg sov, (siger hun), men mit Hjerte vaagede; (det er) min Kjærestes Røst, som banker, (sigende): Lad op for mig, min Søster, min Veninde, min Due, min Fuldkomne! thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.
15 O Kilde i Haverne, o Brønd med levende Vande, som flyde fra Libanon!
16 Vaagn op, Norden! og kom, Sønden! blæs igjennem min Have, at dens (kostelige) Urter kunne dryppe. (Gid) min Kjæreste vilde komme til sin Have og æde sine kostelige Frugter!
3 Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min Kjæreste iblandt Sønnerne; jeg begjærer (at være) under hans Skygge og sidde (derunder), og hans Frugt er sød for min Gane.
10 Hvo er denne, som seer ud som Morgenrøden, deilig som Maanen, reen som Solen, forfærdelig som de, der ere under Bannere?
13 Figentræet haver udskudt sine (smaae) Figen, og Viintræerne, (ja) de (smaae) Druer give Lugt; staa du op, min Veninde, min Deilige! og gak (hid).
14 Min Due, (som er) i Klippens Rifter, i Skjul i Taarnet, lad mig see din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er liflig.
6 Indtil Dagen bliver luftig, og Skyggerne flye bort, vil jeg gaae til Myrrha-Bjerg og til Viraks-Høi.
6 Thi jeg saae ud af mit Huses Vindue, igjennem mit Sprinkelværk.
1 Nu vil jeg synge om min Elskelige, min Kjærestes Sang om hans Viingaard: Min Elskelige havde en Viingaard paa en fed Høi.
14 Min Kjæreste er mig en Copherdrue i Viingaardene udi En-Gedi.
6 Seer ikke paa mig, at jeg er sortagtig, thi Solen haver brændt mig; min Moders Børns (Vrede) er optændt imod mig, de have sat mig til Viingaardenes Vogterinde; (men) jeg bevarede ikke min Viingaard, som jeg havde.
7 Giv mig tilkjende, du, hvilken min Sjæl elsker! hvor du føder (Hjorden), hvor du lader den ligge om Middagen; thi hvorfor skulde jeg være som den, der skjuler sig hos dine Medbrødres Hjorde?
8 Dersom du veed det ikke, du deiligste iblandt Qvinderne! (da) gak ud paa Faarenes Fodspor, og fød dine Kid ved Hyrdernes Boliger.
5 Da stod jeg op at lade op for min Kjæreste, og mine Hænder dryppede af Myrrha, og mine Fingre af Myrrha, som løb over paa Haandfangene paa Laasen.
6 Jeg, jeg lod op for min Kjæreste, men min Kjæreste havde vendt sig bort, han var gaaen forbi; (da) udgik min Sjæl ved det, han havde talet, jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte ad ham, men han svarede mig ikke.
7 Vægterne, de, som gaae omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vægterne paa Murene toge mit Slør fra mig.
2 (Jeg sagde:) Jeg vil nu staae op og gaae omkring i Staden, paa Stræderne og paa Gaderne, jeg vil lede efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, og fandt ham ikke.
3 Vægterne, de, som gik omkring i Staden, fandt mig; (til dem sagde jeg:) Have I seet den, som min Sjæl elsker?
4 Der jeg kom lidet frem fra dem, fandt jeg den, som min Sjæl elsker; jeg greb ham, og vil ikke lade ham fare, indtil jeg faaer ledet ham til min Moders Huus, og til hendes inderste Kammer, som undfangede mig.
13 O du, som boer i Haverne! Medbrødre agte paa din Røst, lad mig høre (den).
2 Jeg vilde lede dig, jeg vilde føre dig til min Moders Huus, du skal oplære mig; jeg vil give dig at drikke af krydret Viin, af mit Granatæbles Most.
5 Hvo er hun, som opfarer af Ørken og hælder sig til sin Kjæreste? Jeg opvakte dig under Æbletræet, der undfangede din Moder dig, der undfangede hun, som fødte dig.
6 Hvo er hun, der kommer op fra Ørken som Støtter af Røg, gjennemrøget (af) Myrrha og Virak (og) allehaande Pulver fra Apothekeren?
7 Dine Kinder ere som et Stykke af Granatæble imellem dine Lokker.
12 Viintræet er tørret, og Figentræet er vansmægtet; (dertil) Granattræet, ja Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørrede, ja, Fryd er fortørret fra Menneskens Børn.
1 Jeg er en Rose i Saron, en Lilie i Dalene.
11 Bjergene bleve skjulte med dets Skygge, og dets Grene (vare) som Guds Cedere.
12 Det udbredte sine Grene til Havet, og sine unge Qviste til Floden.
10 Min Kjæreste svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde, min Deilige! og gak (hid).
5 Vend dine Øine om fra mig, thi de, de gjøre mig heftig; dit Haar er som en Gjedehjords, som vel trives (og kommer) fra Gilead.
10 Jeg er en Muur, og mine Bryster ere ligesom Taarne; da var jeg for hans Øine som hun, der finder Fred.
11 I Zions Døttre! gaaer ud og beseer Kong Salomo med den Krone, som hans Moder kronede ham med paa hans Trolovelsesdag, paa hans Hjertes Glædesdag.
30 Jeg gik over en lad Mands Ager og over et Menneskes Viingaard, som fattedes Forstand,