Verse 49

Men Aron og hans Sønner gjorde Røgoffer paa Brændofferets Alter og paa Røgelsens Alter, (og vare) til allehaande Gjerning i det Allerhelligste og til at gjøre Forligelse for Israel, efter alt det, som Mose, Guds Tjener, havde befalet.

Referenced Verses

  • 2 Mos 30:1-7 : 1 Og du skal gjøre et Røgelsealter til Røgelse; af Sithimtræ skal du gjøre det, 2 en Alen langt, og en Alen bredt, det skal være fiirkantet, og to Alen høit; dets Horn skulle være af det samme. 3 Og det skal du beslaae med puurt Guld, dets Overdeel og dets Sider omkring og dets Horn; du skal og gjøre dertil en Guldkrands trindt omkring. 4 Og to Guldringe skal du gjøre dertil, under dets Krands, paa begge Sider derpaa, det skal du gjøre paa begge Sider derpaa; og man skal stikke Stænger deri, at bære det med dem. 5 Du skal gjøre Stængerne af Sithimtræ, og beslaae dem med Guld. 6 Og det skal du sætte for Forhænget, som er for Vidnesbyrdets Ark, for Naadestolen, som er paa Vidnesbyrdet, hvor jeg vil komme til dig. 7 Og derpaa skal Aron lade røge Røgelse af (kostelige) Urter; hver Morgen, naar han tilbereder Lamperne, skal han lade røge (derpaa).
  • 2 Mos 27:1-8 : 1 Og du skal gjøre et Alter af Sithimtræ, fem Alen langt, og fem Alen bredt, fiirkantet skal Alteret være, og tre Alen høit. 2 Du skal og gjøre dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn skulle være udaf det samme; og du skal beslaae det med Kobber. 3 Og du skal gjøre dets Gryder, til at tage Aske deraf, og dets Skuffer og dets Skaaler og dets Madkroge og dets Ildkar; alle Redskaber dertil skal du gjøre af Kobber. 4 Du skal og gjøre en Rist dertil, gjort som et Garn, af Kobber, og du skal gjøre paa Garnet fire Kobberringe, i de fire Ender derpaa. 5 Og du skal lægge det nedenunder Alterets Afsætning, og Garnet skal række indtil midt paa Alteret 6 Du skal og gjøre Stænger til Alteret, Stænger af Sithimtræ, og du skal beslaae dem med Kobber. 7 Og dets Stænger skulle stikkes i Ringene, og Stængerne skulle være paa begge Alterets Sider, at bære det med. 8 Du skal gjøre det af Fjæle, huult; ligesom han lod dig see paa Bjerget, saa skal du gjøre det.
  • 2 Mos 30:10-16 : 10 Og Aron skal gjøre en Forligelse over Hornene derpaa, een Gang om Aaret; med Syndoffers Blod til Forligelse skal han gjøre Forligelse een Gang om Aaret derpaa, hos eders Efterkommere; det er en saare hellig Ting for Herren. 11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Naar du tager Hovedsummen paa Israels Børn, naar de i Tal opregnes, da skal hver give Herren sin Sjæls Forligelse, naar man tæller dem, at ingen Plage skal komme paa dem, naar man tæller dem. 13 Dette skulle de give, hver, som gaaer over til de Talte: en halv Sekel, efter Helligdommens Sekel; en Sekel (gjælder) tyve Gera; en halv Sekel skal være Opløftelsesoffer for Herren. 14 Hver, som gaaer over til de Talte, fra tyve Aar gammel og derover, skal give Herren et Opløftelsesoffer. 15 Den Rige skal ikke give mere, og den Fattige ikke give mindre end en halv Sekel, som man giver Herren til Opløftelse, til at gjøre Forligelse for eders Sjæle. 16 Og du skal tage de Forligelsens Penge af Israels Børn og give dem til Forsamlingens Pauluns Tjeneste; og det skal være Israels Børn til en Ihukommelse for Herrens Ansigt, til at gjøre Forligelse for eders Sjæle.
  • 3 Mos 4:20 : 20 Og han skal gjøre ved Studen, ligesom han gjorde ved Syndofferets Stud, saa skal han gjøre ved den; og Præsten skal gjøre Forligelse for dem, saa bliver det dem forladt.
  • 3 Mos 8:1-9 : 1 Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tag Aron og hans Sønner med ham, og Klæderne, og Salveolien, og Syndofferets Stud, og de to Vædere, og en Kurv med usyrede (Brød); 3 og lad samle al Menigheden til Forsamlingens Pauluns Dør. 4 Og Mose gjorde, saasom Herren befoel ham, og Menigheden forsamledes til Forsamlingens Pauluns Dør. 5 Og Mose sagde til Menigheden: Dette er det, som Herren haver befalet at gjøre. 6 Og Mose førte Aron og hans Sønner nær til, og toede dem med Vandet. 7 Og han iførte ham Kjortelen og ombandt ham med Bæltet, og iførte ham Overkjortelen og gav ham Livkjortelen paa, og han ombandt ham med Livkjortelens kunstige (Bælte) og omspændte ham dermed. 8 Og han satte Brystspannet paa ham, og han satte i Brystspannet de Urim og de Thummim. 9 Og han satte den (store) Præstehue paa hans Hoved, og satte Guldpladen paa Huen, for paa hans Pande, (nemlig) den hellige Krone, saasom Herren havde befalet Mose. 10 Og Mose tog Salveolien og salvede Tabernaklet og alle de Ting, som der vare udi, og helligede dem.
  • 3 Mos 21:1-9 : 1 Og Herren sagde til Mose: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og siig til dem: En (Præst) skal ikke gjøre sig ureen paa et Liig iblandt sit Folk; 2 uden over sin nærmeste Slægt, som ham nærmest tilhører, over sin Moder, og over sin Fader, og over sin Søn, og over sin Datter, og over sin Broder, 3 og over sin Søster, som er en Jomfru, som er hans nærmeste Paarørende, som ikke haver været nogen Mands (Hustru); over hende maa han gjøre sig ureen. 4 Han skal ikke besmitte sig, (som den, der er) en Herre iblandt sit Folk, at han vanhelliger sig. 5 De skulle ikke gjøre deres Hoved heel skaldet, og ikke afrage det Yderste af deres Skjæg, og ei skjære et udskaaret Tegn i deres Kjød. 6 De skulle være hellige for deres Gud, og ikke vanhellige deres Guds Navn; thi de offre Herrens Ildoffere, deres Guds Brød, og (derfor) skulle de være aldeles hellige. 7 De skulle ikke tage nogen Horekone eller en, som er krænket; og den Qvinde, som er uddreven fra sin Mand, skulle de ikke tage; thi han (Præsten) er hellig for sin Gud. 8 Derfor skal du holde ham hellig, thi han offrer din Guds Brød; han skal være dig hellig, thi jeg, Herren, er hellig, som eder gjør hellige. 9 Og naar nogen Præsts Datter begynder at bedrive Hor, hun haver vanhelliget sin Fader, hun skal brændes med Ild. 10 Og den, som er Ypperstepræst iblandt sine Brødre, paa hvis Hoved Salveolien er udøst, og hvis Haand man haver fyldt, for at føre ham i Klæderne, han skal ikke blotte sit Hoved og ei sønderrive sine Klæder. 11 Og han skal ikke komme til noget dødt Liig, han skal ikke gjøre sig ureen, (hverken) for sin Fader eller for sin Moder. 12 Og han skal ikke udgaae af Helligdommen, og han skal ikke vanhellige sin Guds Helligdom; thi hans Guds Salveolies Krone er paa ham; jeg er Herren. 13 Og han skal tage en Hustru i hendes Jomfrudom. 14 En Enke eller Uddreven eller krænket Hore, dem skal han ikke tage; men en Jomfru af sit Folk skal han tage til Hustru. 15 Og han skal ikke vanhellige sin Sæd iblandt sit Folk; thi jeg er Herren, som gjør ham hellig. 16 Og Herren talede til Mose og sagde: 17 Tal til Aron og siig: Naar der er en Mand af din Sæd i deres Slægter, som er Lyde paa, han skal ikke komme nær til, at offre sin Guds Brød. 18 Thi ingen Mand, som Lyde er paa, skal komme nær til, (være sig) en blind Mand eller lam, eller som haver (noget Lem) for kort eller for langt, 19 eller en Mand, som haver Bræk paa Fod eller Bræk paa Haand, 20 eller som er krogrygget, eller en Dværg, eller haver Meen paa sit Øie, eller som har tør Skurv eller Fnat, eller som har Brok. 21 Og ingen Mand, som haver Lyde paa sig, af Arons, Præstens, Sæd, skal gaae frem, at offre Herrens Ildoffere; der er Lyde paa ham, han skal ikke gaae frem, til at offre sin Guds Brød. 22 (Dog) maa han æde sin Guds Brød, (baade) af de særdeles hellige Ting og af de (andre) hellige Ting.
  • 4 Mos 15:25 : 25 Saa skal Præsten gjøre Forligelse for al Israels Menighed, saa bliver det dem forladt; thi det er en Vanvittighed, og de skulle føre deres Offer frem til et Ildoffer for Herren, og deres Syndoffer for Herrens Ansigt, for deres Vanvittighed.
  • 4 Mos 16:16-17:13 : 16 Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron. 17 Og tager hver sit Ildkar, og lægger Røgelse paa dem, og hver føre sit Ildkar nær til for Herrens Ansigt, to hundrede og halvtredsindstyve Ildkar, og du og Aron, hver sit Ildkar. 18 Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem, og lagde Røgelse paa dem; og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, og Mose og Aron (med). 19 Og Korah samlede den ganske Menighed imod dem, til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed blev seet for den ganske Menighed. 20 Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde: 21 Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik. 22 Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud! som er alt Kjøds Aanders Gud, om den ene Mand vilde synde, vilde du derfor blive vred paa al Menigheden? 23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Tal til Menigheden og siig: Gaaer op trindt omkring, fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig. 25 Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram; og de Ældste af Israel gik efter ham. 26 Og han talede til Menigheden og sagde: Kjære, viger fra disse ugudelige Mænds Pauluner, og rører ikke ved Noget af det, som dem hører til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder. 27 Og de gik op fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig, trindt omkring; men Dathan og Abiram gik ud og stode i deres Pauluners Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaae Børn. 28 Og Mose sagde: Derpaa skulle I kjende, at Herren haver sendt mig at gjøre alle disse Gjerninger, (og) at de ikke ere af mit Hjerte: 29 Dersom disse døe, som alle Mennesker døe, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da haver Herren ikke sendt mig. 30 Men dersom Herren skaber (noget) Nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de nedfare levende i Helvede, da skulle I kjende, at disse Mænd have opirret Herren. 31 Og det skede, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem. 32 Og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som var hos Korah, og alt Godset. 33 Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte over dem, og de omkom midt af Menigheden. 34 Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede for deres Røst; thi de sagde: Paa det at Jorden ikke opsluger os. 35 Og en Ild foer ud fra Herren og fortærede de to hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som offrede Røgelse. 36 Og Herren talede til Mose og sagde: 37 Siig til Eleasar, Arons Søn, Præsten, at han skal optage Ildkarrene af Branden og udsprede Ilden bort, thi de ere hellige; 38 nemlig deres Ildkar, som syndede imod deres Sjæle, og man skal slaae dem i brede Plader, at beslaae Alteret med; thi de offrede dem for Herrens Ansigt, og de ere hellige, og de skulle være Israels Børn til et Tegn. 39 Saa tog Eleasar, Præsten, de Ildkar af Kobber, som de Opbrændte havde offret med, og slog dem ud til Plader, til at beslaae Alteret med, 40 Israels Børn til en Ihukommelse, paa det at ingen fremmed Mand, som er ikke af Arons Sæd, skal komme nær til, at gjøre Røgoffer af Røgelse for Herrens Ansigt, og at han ikke skal blive som Korah og som hans Selskab, eftersom Herren havde sagt ham formedelst Mose. 41 Men om anden Dagen knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron, og sagde: I, I have slaaet Herrens Folk ihjel. 42 Og det skede, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte de sig til Forsamlingens Paulun, og see, Skyen skjulte det, og Herrens Herlighed blev seet. 43 Og Mose og Aron kom foran Forsamlingens Paulun 44 Og Herren talede til Mose og sagde: 45 Forføier eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik; og de faldt ned paa deres Ansigter. 46 Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret, og læg Ild (derpaa) af Alteret, og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden, og gjør Forligelse for dem; thi en (hastig) Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt. 47 Og Aron tog det, saasom Mose havde sagt, og løb hen midt iblandt Forsamlingen, og see, Plagen var begyndt iblandt Folket; saa gav han Røgelse (derpaa) og gjorde Forligelse for Folket. 48 Og han stod imellem de Døde og imellem de Levende, og Plagen stilledes. 49 Men de, som døde i Plagen, vare fjorten tusinde og syv hundrede, foruden dem, som døde for Korahs Handels Skyld. 50 Og Aron kom til Mose igjen for Forsamlingens Pauluns Dør, og Plagen var stillet. 1 Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn, og tag af dem en Kjep for hver Faders Huus, af alle deres Fyrster, for (deres) Fædres Huus, tolv Kjeppe; du skal skrive hver Mands Navn paa hans Kjep. 3 Og du skal skrive Arons Navn paa Levi Kjep; thi der skal være een Kjep for (hver) Øverste over deres Fædres Huus. 4 Og du skal lade dem blive i Forsamlingens Paulun lige for Vidnesbyrdet, der, hvor jeg vil forsamles til eder. 5 Og det skal skee, hvilken Mand jeg udvælger, hans Kjep skal blomstre; at jeg kan stille Israels Børns megen Knur imod mig, hvormed de knurre imod eder. 6 Og Mose sagde det til Israels Børn, og alle deres Fyrster gave ham for en (hver) Fyrste en Kjep, efter deres Fædres Huus, (det er) tolv Kjeppe; og Arons Kjep var midt iblandt deres Kjeppe. 7 Og Mose lod Kjeppene blive for Herrens Ansigt i Vidnesbyrdets Paulun. 8 Og det skede om anden Dagen, da kom Mose til Vidnesbyrdets Paulun, og see, Arons Kjep, for Levi Huus, havde blomstret; (ja) den havde baade udskudt Knopper og fremført Blomster og baaret modne Mandler. 9 Og Mose bar alle Kjeppene ud fra Herrens Ansigt til alle Israels Børn; og de saae (dem), og de toge hver sin Kjep. 10 Og Herren sagde til Mose: Bær Arons Kjep ind igjen lige for Vidnesbyrdet, i Forvaring, til et Tegn imod de gjenstridige Børn; og du skal gjøre en Ende paa deres megen Knur imod mig, at de skulle ikke døe. 11 Og Mose gjorde det; ligesom Herren befoel ham, saaledes gjorde han. 12 Og Israels Børn sagde til Mose, sigende: See, vi maae opgive Aanden, vi omkomme, vi omkomme allesammen. 13 Enhver, som kommer nær, den, som kommer nær til Herrens Tabernakel, han skal døe; mon vi da skulle faae Ende og opgive Aanden?
  • 5 Mos 18:1-8 : 1 Præsterne, Leviterne, ja den ganske Levi Stamme skulle ikke have Deel eller Arv med Israel; de skulle æde Herrens Ildoffere og hans Arv. 2 Derfor skal han ikke have Arv iblandt sine Brødre; Herren, han er hans Arv, ligesom han haver sagt til ham. 3 Men dette skal være Præsternes Rettighed af Folket, af dem, som offre Offeret, enten Oxe eller Lam, at man skal give Præsten Boven og Kjæverne og Kallunet. 4 Det Første af dit Korn, din nye Viin og din Olie, og den første Uld af dine Faar skal du give ham. 5 Thi Herren din Gud haver udvalgt ham af alle dine Stammer til at staae at tjene i Herrens Navn, han og hans Sønner alle Dage. 6 Og naar en Levit kommer fra een af dine Porte af al Israel, der, hvor han er fremmed, og han kommer efter al sin Sjæls Lyst til det Sted, hvilket Herren skal udvælge, 7 da skal han tjene i Herrens sin Guds Navn, ligesom alle hans Brødre, Leviterne, som staae der for Herrens Ansigt. 8 De skulle æde lige Deel, foruden hans solgte (Gods), som han haver af Fædrene.
  • 5 Mos 34:5 : 5 Og Mose, Herrens Tjener, døde der i Moabs Land efter Herrens Mund.
  • Jos 1:1 : 1 Og det skede efter Mose, Herrens Tjeners, Død, da sagde Herren til Josva, Nuns Søn, som havde tjent Mose, sigende:
  • Job 33:24 : 24 saa skal han forbarme sig over ham og sige: Forløs ham, at han ikke farer ned i Fordærvelsen; jeg haver fundet en Forsoning.
  • Hebr 7:11-14 : 11 Hvis der altsaa var Fuldkommenhed (at opnaae) ved det levitiske Præstedømme, — thi til dette var Folket lovbundet — hvi gjordes det da ydermere behov, at en anden Præst skulde opstaae efter Melchisedeks Viis og ikke benævnes efter Arons Viis? 12 Thi naar Præstedømmet omskiftes, skeer og nødvendigen en Omskiftelse af Loven. 13 Thi han, om hvem dette siges, hørte til en anden Stamme, af hvilken Ingen haver taget vare paa Alteret. 14 Thi det er vitterligt, at vor Herre er oprunden af Juda, til hvilken Stamme Moses Intet haver talet om Præstedømme.
  • 3 Mos 1:5 : 5 Og han skal slagte den unge Stud for Herrens Ansigt, og Præsterne, Arons Sønner, skulle bære Blodet nær til, og stænke Blodet omkring paa Alteret, som (staaer ved) Forsamlingens Pauluns Dør.
  • 3 Mos 1:7-9 : 7 Og Arons, Præstens, Sønner skulle gjøre Ild paa Alteret, og de skulle ordentligen lægge Ved paa Ilden. 8 Og Præsterne, Arons Sønner, skulle ordentligen lægge Stykkerne, Hovedet og Indvoldens Fedme, paa Veden, som er paa Ilden, som er paa Alteret. 9 Men dets Indvold og dets Been skal man toe i Vandet, og Præsten skal gjøre et Røgoffer af det altsammen paa Alteret; (det er) et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
  • 2 Mos 29:33 : 33 Og de skulle æde disse Ting, formedelst hvilke Forligelsen er skeet, til at fylde deres Hænder, til at hellige dem; og en Fremmed skal ikke æde (dem), fordi de ere hellige.
  • 2 Mos 29:36-37 : 36 Og du skal lave hver Dag en Stud til Syndoffer, til Forligelse, og gjøre Syndoffer for Alteret, naar du gjør Forligelse derpaa; og du skal salve det, for at hellige det. 37 Syv Dage skal du gjøre den Forligelse for Alteret og hellige det; og Alteret skal være en saare hellig Ting; hver den, som rører ved Alteret, skal være hellig.