Verse 27

at de skulde søge Herren, om de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra Enhver af os;

Referenced Verses

• Apg 14:17 : 17 enddog han haver ikke ladet sig selv uden Vidnesbyrd, idet han gjorde os Godt og gav os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde og vore Hjerter med Glæde.
• Rom 1:20 : 20 thi hans usynlige Væsen, (det er) hans evige Kraft og Guddommelighed, beskues fra Verdens Skabelse af, da de forstaaes af Gjerningerne, saa at de have ingen Undskyldning.
• 5 Mos 4:7 : 7 Thi hvilket er saa stort et Folk, som Gud holder sig nær til, som Herren vor Gud (til os), saa tidt vi kalde paa ham?
• Jer 23:23-24 : 23 Er jeg kun en Gud nær hos, siger Herren, og ikke en Gud langt borte? 24 Mon Nogen kan skjule sig i (saa) lønlige (Stæder), at jeg, jeg kan ikke see ham? siger Herren; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger Herren.
• Apg 15:17 : 17 paa det at de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gjør alle disse Ting.
• Rom 2:4 : 4 eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
• 1 Kong 8:27 : 27 Thi mon Gud skulde sandeligen boe paa Jorden? see, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke omfatte dig, langt mindre dette Huus, som jeg haver bygget.
• Sal 19:1-6 : 1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. 2 Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gjerning. 3 En Dag udgyder (sin) Tale til den anden, og en Nat kundgjør den anden Vidskab. 4 (Der er) ingen Tale og ei Ord, (med hvilke) deres Røst jo er hørt. 5 Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden, og deres Taler til Jorderiges Ende; han satte et Paulun for Solen i dem. 6 Og den gaaer ud som en Brudgom af sit Brudehuus; den glæder sig som en vældig (Stridsmand) til at løbe (sin) Bane.
• Sal 139:1-9 : 1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig). 2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra. 3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie. 4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen. 5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig. 6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det. 7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt? 8 Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der. 9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav, 10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast. 11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. 12 Mørkhed er og ikke mørk hos dig, og Natten maa lyse som Dagen, Mørket er som Lyset. 13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.