| Bibelvers

Verse 7

Kom ihu, glem ikke, at du fortørnede Herren din Gud i Ørken; fra den Dag, da du udgik af Ægypti Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I været gjenstridige imod Herren.

Referenced Verses

5 Mos 31:27 : 27 Thi jeg, jeg kjender din Gjenstridighed og din haarde Nakke; see, medens jeg end lever hos eder idag, have I været gjenstridige imod Herren, og hvor meget mere efter min Død?
2 Mos 14:11 : 11 Og de sagde til Mose: Mon der ikke vare Grave i Ægypten, at du derfor udførte os til at døe i Ørken? hvi gjorde du os dette, at udføre os af Ægypten?
2 Mos 16:2 : 2 Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken.
2 Mos 17:2 : 2 Og Folket kivede med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kive med mig? hvad ville I friste Herren?
4 Mos 11:4 : 4 Og det menige Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begjærlighed; derfor begyndte ogsaa Israels Børn igjen at græde og sagde: Hvo vil give os Kjød at æde?
4 Mos 21:5 : 5 Og Folket talede imod Gud og imod Mose: Hvorfor opførte I os af Ægypten, for at døe i Ørken? thi (her) er hverken Brød eller Vand, og vor Sjæl kjedes ved det meget ringe Brød.
4 Mos 25:2 : 2 Og de indbøde Folket til deres Guders Offere; og Folket aad, og de tilbade for deres Guder.
5 Mos 8:2 : 2 Og du skal ihukomme al den Vei, som Herren din Gud haver ladet dig gaae disse fyrretyve Aar i Ørken, for at ydmyge dig, at forsøge dig, at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ei.
4 Mos 14:1-9 : 1 Da raabte al Menigheden høit, og de udgave deres Røst; og Folket græd den samme Nat. 2 Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi havde døet i Ægypti Land! eller gid vi maatte døe i denne Ørk! 3 Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten? 4 Og den Ene sagde til den Anden: Lader os sætte (os) en Høvedsmand og vende tilbage til Ægypten. 5 Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt. 6 Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder. 7 Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igjennem, til at bespeide det, er et saare meget godt Land. 8 Dersom Herren haver Behagelighed til os, da fører han os ind i dette Land og giver os det, et Land, som flyder med Melk og Honning. 9 Aleneste værer I ikke gjenstridige imod Herren, og I, frygter ikke for Folket i det Land, thi vi ville æde dem; deres Beskjærmelse er veget fra dem, men Herren er med os, frygter ikke for dem. 10 Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene; da blev Herrens Herlighed seet i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn
4 Mos 16:1-9 : 1 Og Korah, Jizehars Søn, Kahaths, Levi Søns, Søn, tog (til sig) baade Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, og On, Pelets Søn, Rubens Børn. 2 Og de stode op for Mose Ansigt, og to hundrede og halvtredsindstyve Mænd af Israels Børn, Menighedens Fyrster, udnævnte af Forsamlingen, navnkundige Mænd. 3 Og de samledes imod Mose og imod Aron, og de sagde til dem: I (gjøre for) meget af det; thi den ganske Menighed er alsammen hellig, og Herren er midt iblandt dem, og hvi ophøie I eder over Herrens Menighed? 4 Der Mose det hørte, da faldt han paa sit Ansigt. 5 Og han sagde til Korah og alt hans Selskab, sigende: Imorgen skal Herren give tilkjende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvilken han udvælger, den skal han lade komme nær til sig. 6 Gjører dette: Tager eder Ildkar, Korah og alt hans Selskab, 7 og lægger Ild i dem, og lægger Røgelse paa dem for Herrens Ansigt imorgen; og det skal skee, hvilken Mand Herren udvælger, den er hellig; I (gjøre for) meget af det, Levi Børn! 8 Og Mose sagde til Korah: Kjære, hører, Levi Børn! 9 Er det eder for lidet, at Israels Gud haver adskilt eder fra Israels Menighed, at lade eder komme nær til sig, til at betjene Herrens Tabernakels Tjeneste og til at staae for Menighedens Ansigt, til at tjene dem? 10 Og han haver ladet dig komme nær til, og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig; og I søge ogsaa Præstedømmet. 11 Derfor er du og alt dit Selskab, de, som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham? 12 Og Mose sendte hen, at kalde ad Dathan og ad Abiram, Eliabs Sønner; og de sagde: Vi komme ikke op. 13 Er det for lidet, at du haver opført os af et Land, som flyder med Melk og Honning, for at lade os døe i Ørken? thi du vil ogsaa aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os. 14 Ja du haver ikke ført os ind i et Land, som flyder med Melk og Honning, eller givet os Agre og Viingaarde til Arv; vil du grave Øinene ud paa disse Mænd? vi ville ikke komme op. 15 Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg haver ikke taget eet Asen fra dem, og jeg haver ikke gjort Een ondt iblandt dem. 16 Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron. 17 Og tager hver sit Ildkar, og lægger Røgelse paa dem, og hver føre sit Ildkar nær til for Herrens Ansigt, to hundrede og halvtredsindstyve Ildkar, og du og Aron, hver sit Ildkar. 18 Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem, og lagde Røgelse paa dem; og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, og Mose og Aron (med). 19 Og Korah samlede den ganske Menighed imod dem, til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed blev seet for den ganske Menighed. 20 Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde: 21 Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik. 22 Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud! som er alt Kjøds Aanders Gud, om den ene Mand vilde synde, vilde du derfor blive vred paa al Menigheden? 23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Tal til Menigheden og siig: Gaaer op trindt omkring, fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig. 25 Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram; og de Ældste af Israel gik efter ham. 26 Og han talede til Menigheden og sagde: Kjære, viger fra disse ugudelige Mænds Pauluner, og rører ikke ved Noget af det, som dem hører til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder. 27 Og de gik op fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig, trindt omkring; men Dathan og Abiram gik ud og stode i deres Pauluners Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaae Børn. 28 Og Mose sagde: Derpaa skulle I kjende, at Herren haver sendt mig at gjøre alle disse Gjerninger, (og) at de ikke ere af mit Hjerte: 29 Dersom disse døe, som alle Mennesker døe, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da haver Herren ikke sendt mig. 30 Men dersom Herren skaber (noget) Nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de nedfare levende i Helvede, da skulle I kjende, at disse Mænd have opirret Herren. 31 Og det skede, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem. 32 Og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som var hos Korah, og alt Godset. 33 Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte over dem, og de omkom midt af Menigheden. 34 Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede for deres Røst; thi de sagde: Paa det at Jorden ikke opsluger os. 35 Og en Ild foer ud fra Herren og fortærede de to hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som offrede Røgelse.
4 Mos 20:2-5 : 2 Og Menigheden havde intet Vand; da forsamledes de mod Mose og mod Aron. 3 Og Folket kivede med Mose, og de sagde, sigende: Gid vi havde og udgivet Aanden, der vore Brødre udgave Aanden for Herrens Ansigt. 4 Og hvorfor førte I Herrens Menighed i denne Ørk, at vi skulde der døe, vi og vore Dyr? 5 Og hvorfor førte I os op af Ægypten, at føre os til dette onde Sted, (som er) ikke et Sted til Sæd og Figen og Viintræ og Granatæble, og (her) er ikke Vand at drikke?
5 Mos 32:5-6 : 5 Det haver fordærvet sig for ham, (de vare) ikke hans Børn, (hvilket var) deres Lyde; det er en forvendt og forvirret Slægt. 6 Skulle I vederlægge Herren dette, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som haver kjøbt dig? han, han gjorde dig og beredte dig.
Neh 9:16-18 : 16 Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud. 17 Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke; 18 enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.
Sal 78:8-9 : 8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og gjenstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke var trofast med Gud. 9 Ephraims Børn, som vare rustede Bueskyttere, de vendte sig paa Stridens Dag. 10 De holdt ikke Guds Pagt, og vægrede sig ved at vandre i hans Lov. 11 Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see. 12 Han gjorde underlige Ting for deres Fædre i Ægypti Land, paa Zoans Mark. 13 Han adskilte Havet og lod dem gaae igjennem, og stillede Vandet som en Dynge. 14 Og han ledede dem om Dagen ved en Sky, og den ganske Nat ved Ildens Lys. 15 Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde. 16 Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder. 17 Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken. 18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle. 19 Og de talede imod Gud, de sagde: Mon Gud kunde berede et Bord i Ørken? 20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk? 21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel, 22 fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse, 23 der han bød de øverste Skyer oven af og oplod Himmelens Døre, 24 og han lod Manna regne paa dem at æde, og gav dem Himmelkorn. 25 Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Tæring til Mættelse. 26 Han lod Østenveir fare frem under Himmelen, og førte Søndenveir frem ved sin Styrke. 27 Og han lod Kjød regne paa dem som Støv, og flyvende Fugle som Havets Sand. 28 Og han lod disse falde midt i sin Leir, trindt omkring iblandt sine Boliger. 29 Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til. 30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund, 31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel. 32 Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger. 33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse. 34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. 35 Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser. 36 Og de vilde bedrage ham med deres Mund, og løi for ham med deres Tunge. 37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. 38 Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed. 39 Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage. 40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder. 41 Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel. 42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød, 43 hvorledes han havde sat sine Tegn i Ægypten, og sine underlige Ting paa Zoans Mark, 44 og havde vendt deres Strømme til Blod, og deres flydende Vande, at de ikke kunde drikke dem. 45 Han havde sendt allehaande Uting paa dem, som aad dem, og Frøer, som fordærvede dem. 46 Og han gav Kornormen deres Grøde, og Græshoppen deres Arbeide. 47 Han slog deres Viintræer med Hagelen, og deres Morbærtræer med Hagelstene. 48 Og han overantvordede deres Dyr til Hagelen, og deres Fæ til Gløder. 49 Han sendte sin grumme Vrede paa dem, Grumhed og Vrede og Angest, som sendtes ved onde Tings Bud. 50 Han afveiede en Sti for sin Vrede, han sparede ikke deres Liv fra Døden, og han overantvordede deres Hob til Pestilentse, 51 Og han slog alle Førstefødte i Ægypten, den første Kraft i Chams Pauluner. 52 Og han lod sit Folk uddrage som Faar, og førte dem i Ørken som en Hjord. 53 Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender. 54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans høire Haand havde forhvervet. 55 Og han uddrev Hedningerne fra deres Ansigt og lod (Landet) tilfalde dem ved (deres) Arvs Snor, og han lod Israels Stammer boe i deres Pauluner. 56 Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd. 57 Og de vendte tilbage og vare troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. 58 Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder. 59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. 60 Derfor forlod han den Bolig i Silo, det Paulun, som han havde sat til at boe udi iblandt Menneskene. 61 Og han gav sin Styrke i Fængsel, og sin Herlighed, i Fjendens Haand. 62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd, og blev fortørnet paa sin Arv. 63 Ild aad dets unge Mandkjøn, og dets Jomfruer bleve ugifte. 64 Dets Præster faldt ved Sværd, og dets Enker græd ikke. 65 Da opvaagnede Herren som en Sovende, som en Vældig, der raaber med Fryd af Viin. 66 Og han slog sine Fjender bag til, han gjorde dem en evig Skam. 67 Og han forkastede Josephs Paulun, og udvalgte ikke Ephraims Stamme. 68 Men han udvalgte Judæ Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. 69 Og han byggede sin Helligdom som Høie, som Jorden, (hvilken) han haver grundfæstet evindelig. 70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne. 71 Fra at gaae efter Faarene, som vare med Lam, lod han ham komme til at føde Jakob, sit Folk, og Israel, sin Arv. 72 Og han fødte dem efter sit Hjertes Fuldkommenhed, og ledede dem ved sine Hænder med megen Forstand.
Sal 95:8-9 : 8 da forhærder ikke eders Hjerte, som (det skede) i Meriba, som paa Fristelsens Dag udi Ørken, 9 hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning. 10 Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie; 11 saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
Esek 16:61-63 : 61 Og du skal ihukomme dine Veie og skamme dig, naar du tager dine Søstre, som ere større end du, til de mindre end du; og jeg vil give dig dem til Døttre, dog ikke af din Pagt. 62 Og jeg, jeg vil stadfæste min Pagt med dig, og du skal fornemme, at jeg er Herren, 63 paa det du skal komme det ihu og blues, og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, naar jeg faaer gjort Forsoning for dig for alt det, som du haver gjort, siger den Herre Herre.
Esek 20:43 : 43 Og der skulle I ihukomme eders Veie og alle eders Handeler, med hvilke I ere besmittede, og I skulle væmmes ved eder selv for alle eders Ondskaber, som I have gjort.
Esek 36:31 : 31 Da skulle I komme eders de onde Veie ihu og eders Idrætter, som ikke vare gode; og I skulle væmmes ved eder selv for eders Misgjerninger og for eders Vederstyggeligheder.
1 Kor 15:9 : 9 Men sidst af Alle blev han og seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes en Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed.
Ef 2:11 : 11 Derfor kommer ihu, at I, som forhen vare Hedninger efter Kjødet og bleve kaldte Forhud af den saakaldte Omskjærelse, den i Kjødet, som skeer med Haanden,
1 Tim 1:13-15 : 13 mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner. Men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro. 14 Men vor Herres Naade haver viist sig overvættes stor med Tro og Kjærlighed i Christo Jesu. 15 Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden for at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største.