Verse 7

Derefter vendte de om og kom til den Kilde Mispat, det er Kades, og sloge det ganske Amalekiters Land, og de Amoriters ogsaa, som boede i Hazczon-Thamar.

Referenced Verses

  • 2 Krøn 20:2 : 2 Og (Nogle) kom og gave Josaphat tilkjende og sagde: Der kommer en stor Hob imod dig fra hiin Side Havet, fra Syrien, og see, de ere i Hazezon-Thamar, det er En-Gedi.
  • 1 Mos 16:14 : 14 Derfor kaldte man den Kilde: Den Levendes Kilde, som seer mig; see (den er) imellem Kades og imellem Bered.
  • 1 Mos 20:1 : 1 Og Abraham reiste derfra i Landet Sønder paa, og boede imellem Kades og imellem Schur, og var fremmed i Gerar.
  • 1 Mos 36:12 : 12 Og Thimna var Eliphas, Esaus Søns, Medhustru, og hun fødte Eliphas Amalek; disse ere Adas, Esaus Hustrues, Sønner.
  • 1 Mos 36:16 : 16 den Fyrste Korah, den Fyrste Gaetam, den Fyrste Amalek; disse ere Fyrsterne af Eliphas i det Land Edom, disse vare Adas Sønner.
  • 2 Mos 17:8-9 : 8 Og Amalek kom og stred imod Israel i Rephidim. 9 Da sagde Mose til Josva: Udvælg os Mænd, og drag ud, strid imod Amalek; jeg vil staae øverst paa Høien imorgen, og Guds Kjep skal være i min Haand. 10 Og Josva gjorde, som Mose sagde ham, og han stred imod Amalek; men Mose, Aron og Hur gik op øverst paa Høien. 11 Og det skede, naar Mose opløftede sin Haand, da fik Israel Overhaand, men naar han lod synke sin Haand, da fik Amalek Overhaand. 12 Men Mose Hænder vare tunge, derfor toge de en Steen og lagde under ham, og han satte sig derpaa; og Aron og Hur holdt hans Hænder op, En paa den ene Side, og En paa den anden Side; og hans Hænder bleve (holdne) fast, indtil Solen gik ned. 13 Og Josva slog Amalek og hans Folk med skarpe Sværd. 14 Og Herren sagde til Mose: Skriv dette til en Ihukommelse i Bogen, og læg det i Josvæ Øren; thi jeg vil visseligen udslette Amaleks Ihukommelse fra at være under Himmelen. 15 Og Mose byggede et Alter og kaldte dets Navn: Herren (er) mit Banner. 16 Og han sagde: Thi der er en (udrakt) Haand paa Herrens Throne; Herrens Strid skal være imod Amalek, fra Slægt til Slægt.
  • 4 Mos 13:26 : 26 Og de gik og kom til Mose og til Aron og til al Israels Børns Menighed, til Parans Ørk, til Kades; og de bragte dem og al Menigheden Svar igjen, og de lode dem see Landets Frugt.
  • 4 Mos 14:43 : 43 Thi Amalekiterne og Cananiterne ere der for eders Ansigt, og I skulle falde ved Sværdet; thi fordi I have vendt eder tilbage fra Herren, da skal Herren ikke være med eder.
  • 4 Mos 14:45 : 45 Da kom Amalekiten og Cananiten ned, som boede paa det samme Bjerg, og de sloge dem og sønderknuste dem indtil Horma.
  • 4 Mos 20:1 : 1 Og Israels Børn, ja den ganske Menighed, kom i den Ørk Zin, i den første Maaned, og Folket blev i Kades; og Maria døde der, og blev der begraven.
  • 4 Mos 24:20 : 20 Og der han saae Amalekiterne, da tog han til sit Sprog og sagde: Amalek er Hedningernes Begyndelse, men det Sidste af ham skal ganske ødelægges.
  • 5 Mos 1:19 : 19 Saa reiste vi fra Horeb og gik igjennem hele denne store og forfærdelige Ørk, hvilken I saae, paa Veien til det amoritiske Bjerg, saasom Herren vor Gud befoel os; og vi kom til Kades-Barnea.
  • 5 Mos 1:46 : 46 Saa bleve I i Kades mange Dage, efter de Dage, som I bleve (der).
  • Jos 15:62 : 62 og Nibsan og Saltstaden og En-Gedi, sex Stæder og deres Landsbyer.
  • 1 Sam 15:1-9 : 1 Og Samuel sagde til Saul: Herren sendte mig til at salve dig til Konge over sit Folk, over Israel; saa hør nu Herrens Ords Røst. 2 Saaledes siger Herren Zebaoth: Jeg vil visseligen hjemsøge det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham paa Veien, der han drog op af Ægypten. 3 Gak nu hen, og du skal slaae Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han haver, og du skal ikke spare ham; men du skal slaae ihjel baade Mand og Qvinde, baade spædt og diende Barn, baade Oxe og Lam, baade Kameel og Asen. 4 Og Saul lod Folket høre det, og talte dem i Telaim, to hundrede tusinde Fodfolk og ti tusinde Mænd af Juda. 5 Der Saul kom til Amaleks Stad, da satte han et Baghold i Dalen. 6 Og Saul sagde til Keniten: Gaaer hen, viger, drager ned fra Amalek, at jeg skal ikke lægge dig øde med ham, thi du, du gjorde Miskundhed mod alle Israels Børn, der de droge op af Ægypten; saa drog Keniten fra Amalek. 7 Da slog Saul Amalek fra Hevila, indtil man kommer til Schur, som ligger lige for Ægypten. 8 Og han greb Agag, de Amalekiters Konge, levende, og han ødelagde alt Folket med skarpe Sværd. 9 Men Saul og Folket sparede Agag og hvad der var godt af smaat Qvæg og stort Qvæg, og det, som var nogenlunde godt, og af Lammene, ja alt det, som godt var, og de vilde ikke ødelægge det; men al den Ting, som var foragtelig og uduelig, den ødelagde han. 10 Da skede Herrens Ord til Samuel, sigende: 11 Mig angrer, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig tilbage fra mig og ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til Herren den ganske Nat. 12 Og Samuel stod tidlig op at gaae Saul imøde om Morgenen; og det blev Samuel tilkjendegivet, og man sagde: Saul er kommen til Carmel, og see, han har beskikket sig et Sted, og er gaaen omkring og faret over, og kommer ned til Gilgal. 13 Og Samuel kom til Saul, og Saul sagde til ham: Velsignet være du for Herren! jeg har holdt Herrens Ord. 14 Men Samuel svarede: Hvad er denne for en Røst af smaat Qvæg for mine Øren, og en Røst af stort Qvæg, som jeg hører? 15 Da sagde Saul: De have ført dem fra de Amalekiter, idet Folket sparede det, som godt var af smaat Qvæg og af stort Qvæg, for at offre til Herren din Gud; men det Øvrige have vi ødelagt. 16 Da sagde Samuel til Saul: Lad være, saa vil jeg give dig tilkjende, hvad Herren har talet til mig inat; og han sagde til ham: Tal! 17 Og Samuel sagde: Er det ikke saa? der du var liden i dine Øine, blev du Israels Stammers Hoved, og Herren salvede dig til en Konge over Israel? 18 Og Herren sendte dig paa Veien og sagde: Drag hen, ødelæg de Syndere, de Amalekiter, og strid imod dem, indtil I faae gjort Ende paa dem. 19 Og hvorfor adlød du ikke Herrens Røst? men du ilede til Rov og gjorde det Onde for Herrens Øine. 20 Da sagde Saul til Samuel: Jeg adlød dog Herrens Røst og gik paa den Vei, paa hvilken Herren sendte mig; og jeg førte Agag, de Amalekiters Konge, hid og ødelagde Amalekiterne. 21 Men Folket tog af Rovet smaat Qvæg og stort Qvæg, det Ypperste af det, som var sat i Band, for at offre til Herren din Gud i Gilgal. 22 Men Samuel sagde: Mon Herren har saaledes Behagelighed i Brændoffere og Slagtoffere, som i at man adlyder Herrens Røst? see, at adlyde er bedre end Offer, at give Agt (bedre) end Fedmen af Vædere. 23 Thi Gjenstridighed er en Trolddoms Synd, og at blive ved (deri) er Uretfærdighed og Afgudsdyrkelse; efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har han og forkastet dig, at (du skal) ikke være Konge. 24 Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet, at jeg har overtraadt Herrens Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød deres Røst. 25 Og nu, Kjære, borttag min Synd, og vend tilbage med mig, saa vil jeg tilbede for Herren. 26 Da sagde Samuel til Saul: Jeg vil ikke vende tilbage med dig; thi du har forkastet Herrens Ord, og Herren har forkastet dig, at du skal ikke være Konge over Israel. 27 Der Samuel vendte sig omkring til at gaae, da holdt han fast ved Fligen af hans kappe, og den blev reven. 28 Da sagde Samuel til ham: Herren har idag revet Israels Kongerige fra dig, og han har givet din Næste det, som er bedre end du. 29 Og Israels Seier skal ikke lyve, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at ham skulde angre (Noget). 30 Og han sagde: Jeg har syndet, men Kjære, ær mig nu for mit Folks Ældste og for Israel, og vend tilbage med mig, at jeg maa tilbede Herren din Gud. 31 Saa vendte Samuel tilbage efter Saul, og Saul tilbad for Herren. 32 Da sagde Samuel: Fører Agag, de Amalekiters Konge, frem til mig, og Agag gik til ham lystelig; og Agag sagde: Visseligen er Dødens Bæskhed bortvegen. 33 Men Samuel sagde: Ligesom dit Sværd har berøvet Qvinder deres Børn, saa skal din Moder berøves sine Børn iblandt Qvinderne; og Samuel lod sønderhugge Agag for Herrens Ansigt i Gilgal. 34 Og Samuel gik til Rama; men Saul drog op til sit Huus i Sauls Gibea. 35 Og Samuel besøgte ikke Saul mere indtil sin Dødsdag, thi Samuel sørgede over Saul; og det angrede Herren, at han havde gjort Saul til Konge over Israel.
  • 1 Sam 27:1-9 : 1 Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; Intet er mig bedre, end at jeg aldeles undkommer til Philisternes Land, at Saul kan intet Haab have om mig til at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, at jeg kan undkomme af hans Haand. 2 Da gjorde David sig rede og gik over, han og sex hundrede Mænd, som vare med ham, til Achis, Maochs Søn, Kongen i Gath. 3 Og David boede hos Achis i Gath, han og hans Mænd, hver med sit Huus, David og hans to Hustruer, Ahinoam, den Jisreelitiske, og Abigail, Nabals Hustru, den Carmelitiske. 4 Og det blev Saul tilkjendegivet, at David var flyet til Gath; da blev han ikke ydermere ved at søge efter ham. 5 Og David sagde til Achis: Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, saa lad dem give mig Rum i een af Stæderne i Landet, at jeg maa boe der; thi hvorfor skal din Tjener boe i den kongelige Stad hos dig? 6 Da gav Achis ham Ziklag paa den samme Dag; derfor er Ziklag Judæ Kongers indtil denne Dag. 7 Og Dagenes Tal, som David boede i Philisternes Land, var (eet) Aar og fire Maaneder. 8 Saa drog David op og hans Mænd, og de overfaldt de Gesuriter og Girsiter og Amalekiter; thi disse boede i Landet fra gammel Tid, der, hvor man kommer til Schur, og indtil Ægypti Land. 9 Og David slog Landet, og lod ikke leve Mand eller Qvinde, og tog smaat Qvæg og stort Qvæg og Asener og Kameler og Klæder, og vendte tilbage og kom til Achis. 10 Naar Achis sagde: Hvor faldt I ind idag? da sagde David: Imod Sønden i Juda, og imod Sønden mod de Jerahmeeliter, og imod Sønden mod de Keniter. 11 Og David lod ikke en Mand eller Qvinde leve, at føre (dem) til Gath, fordi han sagde: At de ikke skulle forkynde (Noget) imod os, sigende: Saaledes gjorde David; og saaledes var hans Viis alle de Dage, som han boede i Philisternes Land. 12 Derfor troede Achis David og sagde: Han haver aldeles gjort sig stinkende for sit Folk, for Israel, derfor skal han være min Tjener evindelig.
  • 1 Sam 30:1-9 : 1 Og det skede, der David og hans Mænd kom paa den tredie Dag til Ziklag, da vare Amalekiterne indfaldne mod Sønden og mod Ziklag, og havde slaget Ziklag og opbrændt den med Ild. 2 Og de havde taget Qvinderne fangne, som vare derudi, baade smaae og store; de havde Ingen slaget ihjel, men de havde bortført (dem) og vare gaaede deres Vei. 3 Og David og hans Mænd kom til Staden, og see, den var opbrændt med Ild, og deres Hustruer og deres Sønner og deres Døttre vare fangne. 4 Da opløftede David og det Folk, som var hos ham, deres Røst og græd, indtil der var ikke Kraft i dem til at græde. 5 Og Davids to Hustruer vare fangne: Ahinoam, den Jisreelitiske, og Abigail, Nabals, den Carmeliters, Hustru. 6 Og David blev saare ængstet, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham, thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døttre; men David styrkede sig i Herren sin Gud. 7 Og David sagde til Abjathar, Præsten, Achimelechs Søn: Kjære, før mig Livkjortelen frem; og Abjathar førte Livkjortelen frem til David. 8 Og David adspurgte Herren og sagde: Skal jeg forfølge denne Trop? mon jeg kan naae dem? og han sagde til ham: Forfølg, thi du skal visseligen naae, og visseligen gjøre Redning. 9 Saa gik David hen, han og sex hundrede Mænd, som vare hos ham, og de kom indtil den Bæk Besor; der bleve de øvrige staaende. 10 Men David forfulgte (dem), han og fire hundrede Mænd; og to hundrede Mænd bleve staaende, som vare for trætte til at gaae over Besors Bæk. 11 Og de fandt en ægyptisk Mand paa Marken, og de toge ham (med sig) til David; og de gave ham Brød, og han aad, og de gave ham Vand at drikke. 12 De gave ham og en Klump Figen og to Klaser Rosiner, og han aad, og hans Aand kom til ham igjen; thi han havde ikke ædet Brød eller drukket Vand i tre Dage og tre Nætter. 13 Og David sagde til ham: Hvem hører du til, og hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en ægyptisk ung Karl, en amalekitisk Mands Tjener, og min Herre forlod mig, thi jeg blev syg idag tre Dage. 14 Vi, vi vare indfaldne Sønden imod Creti og imod det, som hører til Juda, og Sønden imod Caleb, og vi opbrændte Ziklag med Ild. 15 Da sagde David til ham: Vil du føre mig ned til denne Trop? og han sagde: Sværg mig ved Gud, at du vil ikke slaae mig ihjel eller overantvorde mig i min Herres Haand, saa vil jeg føre dig ned til denne Trop. 16 Og han førte ham ned, og see, de vare adspredte over den ganske Jord, de aade og drak og holdt Høitid over alt det store Rov, som de havde taget af Philisternes Land og af Judæ Land. 17 Og David slog dem fra Tusmørket og indtil Aftenen paa deres anden Dag; og Ingen undkom af dem, uden fire hundrede Mænd, unge Karle, som rede paa Kamelerne og undflyede. 18 Saa reddede David alt det, som de Amalekiter havde taget; David reddede ogsaa sine to Hustruer. 19 Og der var Ingen borte af dem, hverken Liden eller Stor, hverken Sønner eller Døttre, eller af Rovet eller af alt det, som de havde taget med sig; David førte det altsammen tilbage. 20 Og David tog alt smaat Qvæg og stort Qvæg; de førte det frem for dette Fæ, og de sagde: Dette er Davids Rov. 21 Der David kom til de to hundrede Mænd, som vare blevne for trætte til at gaae efter David og vare blevne ved Besors Bæk, da gik de ud imod David og imod det Folk, som var hos ham; og David gik frem til Folket og hilsede dem. 22 Da svarede hver ond og Belials Mand af de Mænd, som vare gangne med David, og sagde: Efterdi de gik ikke med mig, da skulle vi ikke give dem af Rovet, som vi have reddet, uden Enhver sin Hustru og sine Børn; (dem) kunne de føre bort og gaae hen. 23 Da sagde David: I skulle ikke saa gjøre, mine Brødre, med det, som Herren haver givet os, og han har bevaret os, og givet denne Trop i vore Hænder, som var kommen over os. 24 Og hvo skulde høre eder i dette Ord? thi som hans Deel er, som neddrog i Krigen, saa skal og hans Deel være, som blev hos Tøiet; de skulle dele tillige. 25 Og det blev saa fra den samme Dag og derefter; thi han gjorde det til en Skik og til en Ret i Israel indtil denne Dag. 26 Og der David kom til Ziklag, da sendte han til de Ældste i Juda, til sine Venner, af Rovet og lod sige: See, der have I en Velsignelse af Herrens Fjenders Rov; 27 (nemlig) til dem i Bethel, og til dem i Ramoth mod Sønden, og til dem i Jatthir, 28 og til dem i Aroer, og til dem i Siphmoth, og til dem i Esthemoa, 29 og til dem i Rachal, og til dem i de Jerahmeeliters Stæder, og til dem i de Keniters Stæder, 30 og til dem i Horma, og til dem i Chor-Asan, og til dem i Athach, 31 og til dem i Hebron, og til alle de Stæder, hvor David havde vandret, han og hans Mænd.