Verse 6

Han haver ladet forkynde sine Gjerningers Kraft for sit Folk, idet han har givet dem Hedningernes Arv.

Referenced Verses

  • Sal 80:8 : 8 Gud Zebaoth! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
  • Sal 105:27-45 : 27 De udrettede hans Ords Tegn iblandt dem, og underlige Ting i Chams Land. 28 Han sendte Mørkhed og gjorde det mørkt, og de vare ikke gjenstridige imod hans Ord. 29 Han vendte deres Vand til Blod, og han dræbte deres Fiske. 30 Deres Land udgav mangfoldeligen Frøer (af sig, indtil) i deres Kongers (inderste) Kammere. 31 Han talede, saa kom der allehaande Utøi, Luus i alt deres Landemærke. 32 Han gjorde deres Regn til Hagel; Ildslue var i deres Land. 33 Og han slog deres Viintræer og deres Figentræer, og sønderbrød Træerne i deres Landemærke. 34 Han talede, saa kom der Græshopper og Oldenborrer, at der var ikke Tal derpaa. 35 Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. 36 Han slog og alt Førstefødt i deres Land, al deres første Kraft. 37 Og han førte dem ud med Sølv og Guld, og der var ingen Skrøbelig iblandt hans Stammer. 38 Ægypten blev glad, der de droge ud; thi deres Frygt var falden paa dem. 39 Han udbredte en Sky til et Skjul, og en Ild til at oplyse Natten. 40 (Israel) bad, saa lod han Vagteler komme, og mættede dem med Himmelbrød. 41 Han aabnede en Klippe, og der fløde Vande, de løbe igjennem de tørre (Stæder som) en Flod. 42 Thi han kom sit hellige Ord ihu, (ja) Abraham, sin Tjener, 43 Og han udførte sit Folk med Glæde, sine Udvalgte med Frydeskrig. 44 Og han gav dem Hedningernes Land, og de eiede Folkenes (Gods, som disse havde havt) Møie (for), 45 paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!
  • 5 Mos 4:32-38 : 32 Thi spørg, Kjære, om de forrige Dage, som for dig have været, fra den Dag, Gud skabte Menneskene paa Jorden, og fra (den ene) Himmelens Ende og indtil (den anden) Himmelens Ende, om der er skeet Noget, som denne store Ting, eller om der er hørt Noget, som dette? 33 Om et Folk har hørt Guds Røst talende midt ud af Ilden, saasom du, du har hørt, og er blevet ved Live? 34 eller om Gud har forsøgt at komme, at tage sig et Folk midt af Folket ved Forsøgelser, ved Tegn, og ved underlige Gjerninger, og ved Krig, og ved en stærk Haand, og ved en udrakt Arm, og ved store Forskrækkelser, efter alt det, som Herren eders Gud haver gjort ved eder i Ægypten for dine Øine? 35 Dig er det blevet viist, at du skal vide, at Herren, han er Gud, (ja) Ingen uden han alene. 36 Af Himmelen haver han ladet dig høre sin Røst, for at undervise dig, og paa Jorden haver han ladet dig see sin den store Ild, og du haver hørt hans Ord midt af Ilden. 37 Og fordi at han elskede dine Fædre, da udvalgte han (hvers) Sæd efter ham, og han udførte dig af Ægypten med sit Ansigt, ved sin store Kraft, 38 at han vilde fordrive for dit Ansigt større og stærkere Folk, end du er, for at føre dig ind, at give dig deres Land til Arv, som (det sees) paa denne Dag.
  • Jos 3:14-17 : 14 Og det skede, der Folket reiste fra deres Pauluner for at gaae over Jordanen, da optoge Præsterne Pagtens Ark for Folkets Ansigt. 15 Og der de, som bare Arken, kom til Jordanen, og de Præsters Fødder, som bare Arken, bleve dyppede yderst i Vandet, —men Jordanen var fuld over alle sine Bredder al Høsten igjennem— 16 da stod det Vand stille, som kom ned ovenfra, det reiste sig til een Dynge saare langt borte, ved den Stad Adam, som (ligger op) til Zarthans Side, men det, som løb ned til Havet ved den slette Mark, (nemlig) det salte Hav, det blev aldeles afskaaret; saa gik Folket over imod Jericho. 17 Og Præsterne, som bare Herrens Pagtes Ark, stode paa det Tørre, midt i Jordanen, faste; og al Israel gik over paa det Tørre, indtil det ganske Folk fuldendte at gaae over Jordanen.
  • Jos 6:20 : 20 Og Folket skreg, og de blæste i Trompeterne; ja det skede, der Folket hørte Trompetens Lyd, da skreg Folket med et stort Skrig, og Muren faldt lige ned, og Folket steg op i Staden, hver lige frem for sig, og de indtoge Staden.
  • Jos 10:13-14 : 13 Saa var Solen stille, og Maanen blev staaende, indtil Folket havde hevnet sig paa sine Fjender; er det ikke skrevet i den Oprigtiges Bog? saa blev Solen staaende midt paa Himmelen og ilede ikke til at gaae ned henved en heel Dag. 14 Og der var ingen Dag som denne, (hverken) før den eller efter den, at Herren hørte en Mands Røst; thi Herren stred for Israel.
  • Sal 2:8 : 8 Begjær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til Arv, og Verdens Ender til din Eiendom.
  • Sal 44:2 : 2 Gud, vi have hørt med vore Øren, vore Fædre have fortalt os den Gjerning, du gjorde i deres Dage, i de forrige Dage.
  • Sal 78:12-72 : 12 Han gjorde underlige Ting for deres Fædre i Ægypti Land, paa Zoans Mark. 13 Han adskilte Havet og lod dem gaae igjennem, og stillede Vandet som en Dynge. 14 Og han ledede dem om Dagen ved en Sky, og den ganske Nat ved Ildens Lys. 15 Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde. 16 Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder. 17 Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken. 18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle. 19 Og de talede imod Gud, de sagde: Mon Gud kunde berede et Bord i Ørken? 20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk? 21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel, 22 fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse, 23 der han bød de øverste Skyer oven af og oplod Himmelens Døre, 24 og han lod Manna regne paa dem at æde, og gav dem Himmelkorn. 25 Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Tæring til Mættelse. 26 Han lod Østenveir fare frem under Himmelen, og førte Søndenveir frem ved sin Styrke. 27 Og han lod Kjød regne paa dem som Støv, og flyvende Fugle som Havets Sand. 28 Og han lod disse falde midt i sin Leir, trindt omkring iblandt sine Boliger. 29 Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til. 30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund, 31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel. 32 Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger. 33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse. 34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. 35 Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser. 36 Og de vilde bedrage ham med deres Mund, og løi for ham med deres Tunge. 37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. 38 Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed. 39 Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage. 40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder. 41 Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel. 42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød, 43 hvorledes han havde sat sine Tegn i Ægypten, og sine underlige Ting paa Zoans Mark, 44 og havde vendt deres Strømme til Blod, og deres flydende Vande, at de ikke kunde drikke dem. 45 Han havde sendt allehaande Uting paa dem, som aad dem, og Frøer, som fordærvede dem. 46 Og han gav Kornormen deres Grøde, og Græshoppen deres Arbeide. 47 Han slog deres Viintræer med Hagelen, og deres Morbærtræer med Hagelstene. 48 Og han overantvordede deres Dyr til Hagelen, og deres Fæ til Gløder. 49 Han sendte sin grumme Vrede paa dem, Grumhed og Vrede og Angest, som sendtes ved onde Tings Bud. 50 Han afveiede en Sti for sin Vrede, han sparede ikke deres Liv fra Døden, og han overantvordede deres Hob til Pestilentse, 51 Og han slog alle Førstefødte i Ægypten, den første Kraft i Chams Pauluner. 52 Og han lod sit Folk uddrage som Faar, og førte dem i Ørken som en Hjord. 53 Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender. 54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans høire Haand havde forhvervet. 55 Og han uddrev Hedningerne fra deres Ansigt og lod (Landet) tilfalde dem ved (deres) Arvs Snor, og han lod Israels Stammer boe i deres Pauluner. 56 Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd. 57 Og de vendte tilbage og vare troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. 58 Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder. 59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. 60 Derfor forlod han den Bolig i Silo, det Paulun, som han havde sat til at boe udi iblandt Menneskene. 61 Og han gav sin Styrke i Fængsel, og sin Herlighed, i Fjendens Haand. 62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd, og blev fortørnet paa sin Arv. 63 Ild aad dets unge Mandkjøn, og dets Jomfruer bleve ugifte. 64 Dets Præster faldt ved Sværd, og dets Enker græd ikke. 65 Da opvaagnede Herren som en Sovende, som en Vældig, der raaber med Fryd af Viin. 66 Og han slog sine Fjender bag til, han gjorde dem en evig Skam. 67 Og han forkastede Josephs Paulun, og udvalgte ikke Ephraims Stamme. 68 Men han udvalgte Judæ Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. 69 Og han byggede sin Helligdom som Høie, som Jorden, (hvilken) han haver grundfæstet evindelig. 70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne. 71 Fra at gaae efter Faarene, som vare med Lam, lod han ham komme til at føde Jakob, sit Folk, og Israel, sin Arv. 72 Og han fødte dem efter sit Hjertes Fuldkommenhed, og ledede dem ved sine Hænder med megen Forstand.