| Bibelvers

Verse 6

Mose og Aron vare iblandt hans Præster, og Samuel iblandt dem, som paakaldte hans Navn; de raabte til Herren, og han, han bønhørte dem.

Referenced Verses

Jer 15:1 : 1 Og Herren sagde til mig: Dersom Mose og Samuel (end) stode for mit Ansigt, haver jeg dog ingen Villie til dette Folk; udlad (dem) fra mit Ansigt, og lad dem gaae ud.
2 Mos 24:6-8 : 6 Og Mose tog Halvdelen af Blodet og gjød i Bækkenet, og Halvdelen af Blodet stænkede han paa Alteret. 7 Og han tog Pagtens Bog og læste for Folkets Øren, og de sagde: Vi ville gjøre alt det, som Herren haver sagt, og være lydige. 8 Da tog Mose Blodet og stænkede paa Folket og sagde: See, det er den Pagtes Blod, som Herren haver gjort med eder over alle disse Ord.
2 Mos 14:15 : 15 Og Herren sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? siig til Israels Børn, at de skulle drage frem.
2 Mos 15:25 : 25 Saa raabte han til Herren, og Herren viste ham et Træ, og han kastede det i Vandet, saa blev Vandet sødt; der satte han dem Skik og Ret, og der forsøgte han dem.
2 Mos 29:11-37 : 11 Og du skal slagte Studen for Herrens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør. 12 Og du skal tage af Studens Blod og komme det paa Alterets Horn med din Finger; og alt det (andet) Blod skal du udøse for Alterets Fod. 13 Saa skal du tage alt det Fede, som skjuler Indvolden, og Hinden over Leveren, og begge Nyrerne med det Fede, som er paa dem, og gjøre Røgoffer (deraf) paa Alteret. 14 Men Kjødet af Studen og dens Hud og dens Møg skal du brænde med Ild udenfor Leiren; det er et Syndoffer. 15 Og du skal tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved. 16 Og du skal slagte Væderen, og tage dens Blod og stænke paa Alteret trindt omkring. 17 Men Væderen skal du hugge i sine Stykker; saa skal du toe dens Indvold og dens Been, og lægge dem paa dens Stykker og paa dens Hoved. 18 Og du skal gjøre et Røgoffer af den hele Væder paa Alteret; det er et Brændoffer for Herren, det er en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren. 19 Og du skal tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved. 20 Og du skal slagte Væderen, og tage af dens Blod og komme det paa Arons Ørelæp, og paa hans Sønners den høire Ørelæp, og paa deres høire Tommelfinger, og paa deres høire Tommeltaa; og du skal stænke Blodet paa Alteret trindt omkring. 21 Og du skal tage af Blodet, som er paa Alteret, og af Salveolien, og stænke paa Aron og paa hans Klæder, og paa hans Sønner og paa hans Sønners Klæder med ham; saa bliver han helliget, og hans Klæder, og hans Sønner og hans Sønners Klæder med ham. 22 Siden skal du tage det Fede af Væderen, og Stjerten, og det Fede, som skjuler Indvolden, og Hinden over Leveren, og begge Nyrerne, og det Fede, som er paa dem, og den høire Bov, thi det er Fyldelsens Væder, 23 og eet Stykke Brød, og een Olie-Brødkage, og een tynd Kage, af de usyrede (Brøds) Kurv, som (er) for Herrens Ansigt. 24 Og du skal lægge alt dette paa Arons Hænder og paa hans Sønners Hænder, og lade det bevæge med en Bevægelse for Herrens Ansigt. 25 Og du skal tage det af deres Hænder og gjøre et Røgoffer (deraf) paa Alteret, til et Brændoffer, til en behagelig Lugt for Herrens Ansigt; det er et Ildoffer for Herren. 26 Og du skal tage Brystet af Arons Fyldelses Væder, og bevæge det med en Bevægelse for Herrens Ansigt; og det skal være dig til Deel. 27 Og du skal hellige Bevæge-Brystet og Løfte-Boven, som er bevæget, og som er opløftet, af Fyldelsens Væder, af den, som er (bragt) for Aron og for hans Sønner. 28 Og det skal være Arons og hans Sønners, til en evig Skik, af Israels Børns (Offringer), thi det er en Opløftelse; og der skal skee en Opløftelse af Israels Børn, af deres Takoffers Offere, deres Opløftelse hører Herren til. 29 Og de hellige Klæder, som Aron haver, dem skal hans Sønner have efter ham, saa at (man skal) salve (dem) i dem, og fylde deres Hænder i dem. 30 Syv Dage skal den af hans Sønner, som bliver Præst i hans Sted, iføre sig dem, at han skal komme til Forsamlingens Paulun, til at tjene i Helligdommen. 31 Og du skal tage Fyldelsens Væder, og koge dens Kjød paa et helligt Sted. 32 Og Aron og hans Sønner skulle æde Væderens Kjød, og Brødet, som er i Kurven, for Forsamlingens Pauluns Dør. 33 Og de skulle æde disse Ting, formedelst hvilke Forligelsen er skeet, til at fylde deres Hænder, til at hellige dem; og en Fremmed skal ikke æde (dem), fordi de ere hellige. 34 Men dersom der levnes af samme Fyldelsens (Offers) Kjød og af Brødet til om Morgenen, da skal du opbrænde det, som er levnet, med Ild; det skal ikke ædes, thi det er helligt. 35 Og du skal saaledes gjøre ved Aron og ved hans Sønner, efter alt det, som jeg haver befalet dig; du skal fylde deres Hænder i syv Dage. 36 Og du skal lave hver Dag en Stud til Syndoffer, til Forligelse, og gjøre Syndoffer for Alteret, naar du gjør Forligelse derpaa; og du skal salve det, for at hellige det. 37 Syv Dage skal du gjøre den Forligelse for Alteret og hellige det; og Alteret skal være en saare hellig Ting; hver den, som rører ved Alteret, skal være hellig.
2 Mos 32:11-14 : 11 Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand? 12 Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk. 13 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel, ihu, hvilke du haver tilsvoret ved dig selv og tilsagt dem: Jeg vil gjøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen, og alt det Land, som jeg haver sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eie det evindeligen. 14 Saa fortrød det Onde Herren, som han havde truet at gjøre sit Folk.
2 Mos 32:30 : 30 Og det skede om anden Dagen, da sagde Mose til Folket: I, I have syndet en stor Synd; dog nu vil jeg stige op til Herren, om jeg maaskee kan gjøre Forligelse for eders Synd.
2 Mos 33:12-15 : 12 Og Mose sagde til Herren: See, du siger til mig: Før dette Folk op, og du, du haver ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig, enddog du haver sagt: Jeg kjender dig ved Navn, og du haver ogsaa fundet Naade for mine Øine. 13 Og nu, Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, da viis mig, Kjære, dine Veie, at jeg kan kjende dig, paa det jeg maa (visseligen) finde Naade for dine Øine; og see (dog), at dette Folk er dit Folk. 14 Og han sagde: Mit Ansigt skal gaae (med), og jeg vil skaffe dig Hvile 15 Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaaer (med os), da lad os ikke fare op herfra.
2 Mos 40:23-29 : 23 Og han lagde Brød derpaa i Orden for Herrens Ansigt, saasom Herren hande befalet Mose. 24 Og han satte Lysestagen i Forsamlingens Paulun, tvært over for Bordet, ved Siden i Tabernaklet mod Sønden. 25 Og han optændte Lamperne for Herrens Ansigt, saasom Herren havde befalet Mose. 26 Og han satte Guldalteret i Forsamlingens Paulun, lige for Forhænget. 27 Og han optændte Røgelse af (vellugtende) Urter derpaa, saasom Herren havde befalet Mose. 28 Og han hængte Dækket for Tabernaklets Dør. 29 Og han satte Brændofferets Alter for Forsamlingens Pauluns Tabernakels Dør, og optændte derpaa Brændofferet og Madofferet, saasom Herren havde befalet Mose.
3 Mos 8:1-9 : 1 Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tag Aron og hans Sønner med ham, og Klæderne, og Salveolien, og Syndofferets Stud, og de to Vædere, og en Kurv med usyrede (Brød); 3 og lad samle al Menigheden til Forsamlingens Pauluns Dør. 4 Og Mose gjorde, saasom Herren befoel ham, og Menigheden forsamledes til Forsamlingens Pauluns Dør. 5 Og Mose sagde til Menigheden: Dette er det, som Herren haver befalet at gjøre. 6 Og Mose førte Aron og hans Sønner nær til, og toede dem med Vandet. 7 Og han iførte ham Kjortelen og ombandt ham med Bæltet, og iførte ham Overkjortelen og gav ham Livkjortelen paa, og han ombandt ham med Livkjortelens kunstige (Bælte) og omspændte ham dermed. 8 Og han satte Brystspannet paa ham, og han satte i Brystspannet de Urim og de Thummim. 9 Og han satte den (store) Præstehue paa hans Hoved, og satte Guldpladen paa Huen, for paa hans Pande, (nemlig) den hellige Krone, saasom Herren havde befalet Mose. 10 Og Mose tog Salveolien og salvede Tabernaklet og alle de Ting, som der vare udi, og helligede dem. 11 Og han stænkede deraf paa Alteret syv Gange, og salvede Alteret og alt Redskabet dertil, og Kjedelen med sin Fod, for at hellige dem. 12 Og han øste af Salveolien paa Arons Hoved og salvede ham, for at hellige ham. 13 Og Mose førte Arons Sønner nær til, og iførte dem Kjortler, og ombandt dem med Bælte, og bandt høie Huer paa dem, saasom Herren havde befalet Mose. 14 Og han førte en Stud frem til Syndoffer, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder paa Syndofferets Studs Hoved. 15 Og man slagtede den, og Mose tog Blodet og kom det paa Alterets Horn omkring med sin Finger, og gjorde Syndoffer for Alteret; og han udøste det (øvrige) Blod ved Alterets Fod og helligede det, til at gjøre Forligelse paa det. 16 Og han tog alt det Fede, som var over Indvolden, og Hinden over Leveren, og de to Nyrer og deres Fedme; og Mose lod gjøre det til Røgoffer paa Alteret. 17 Men Studen og dens Hud og dens Kjød og dens Møg opbrændte han med Ilden, udenfor Leiren, saasom Herren havde befalet Mose. 18 Og han lod Brændofferets Væder føre nær til, og Aron og hans Sønner lagde Hænderne paa Væderens Hoved. 19 Og man slagtede den, og Mose stænkede Blodet paa Alteret omkring. 20 Og han huggede Væderen i sine Stykker, og Mose lod gjøre et Røgoffer af Hovedet og Stykkerne og Indvoldens Fedme. 21 Og han toede Indvolden og Benene med Vandet, og Mose lod gjøre et Røgoffer af den ganske Væder paa Alteret, det var et Brændoffer til en sød Lugt; det var et Ildoffer for Herren, saasom Herren havde befalet Mose. 22 Og han lod den anden Væder føre nær til, (som var) Fyldelsens Væder, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder paa Væderens Hoved. 23 Og man slagtede den, og Mose tog af dens Blod og smurte paa Arons den høire Ørelæp og paa hans høire Tommelfinger og paa hans høire Tommeltaa. 24 Og han lod Arons Sønner komme nær til, og Mose kom af Blodet paa deres høire Ørelæp og deres høire Tommelfinger og deres høire Tommeltaa; og Mose stænkede Blodet paa Alteret omkring. 25 Og han tog det Fede og Stjerten, og alt det Fede, som var over Indvolden, og Hinden over Leveren, og de to Nyrer, og deres Fedme, og den høire Bov. 26 Og af de usyrede (Brøds) Kurv, som var for Herrens Ansigt, tog han een usyret Kage og een Kage af Brød, (blandet med) Olie, og een tynd Kage; og han lagde det paa det Fede og paa den høire Bov. 27 Og det altsammen gav han i Arons Hænder og i hans Sønners Hænder, og han bevægede disse Ting med en Bevægelse for Herrens Ansigt. 28 Og Mose tog dem af deres Hænder og gjorde et Røgoffer (af dem) paa Alteret, tilligemed Brændofferet; de ere (deres Hænders) Fyldelse til en sød Lugt, det er et Ildoffer for Herren. 29 Og Mose tog Brystet og lod det bevæge med en Bevægelse for Herrens Ansigt; af Fyldelsens Væder fik Mose det til sin Deel, saasom Herren havde befalet Mose. 30 Og Mose tog af Salveolien og af Blodet, som var paa Alteret, og stænkede paa Aron, paa hans Klæder, og paa hans Sønner, og paa hans Sønners Klæder med ham; og han helligede Aron, hans Klæder, og hans Sønner, og hans Sønners Klæder med ham.
4 Mos 14:13-20 : 13 Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem. 14 Og de skulle sige til dette Lands Indbyggere, — naar de høre, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, for hvilke du, Herre, sees øiensynligen, og din Sky staaer over dem, og du gaaer for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten; 15 og du slaaer dette Folk ihjel, som een Mand, — da skulle Hedningerne tale, naar de høre det Rygte om dig, og sige: 16 Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk i det Land, som han havde svoret dem, derfor har han slagtet dem i Ørken. 17 Og nu, Kjære, lad Herrens Kraft blive stor, saasom du haver talet og sagt: 18 Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde (den Skyldige) for uskyldig at være, som hjemsøger Fædrenes Misgjerninger paa Børnene, paa dem i tredie og paa dem i fjerde (Led). 19 Kjære, forlad dette Folks Misgjerning efter din store Miskundhed, og ligesom du haver tilgivet dette Folk, fra Ægypten og hidindtil. 20 Og Herren sagde: Jeg haver forladt det, efter dit Ord.
4 Mos 16:21-22 : 21 Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik. 22 Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud! som er alt Kjøds Aanders Gud, om den ene Mand vilde synde, vilde du derfor blive vred paa al Menigheden?
4 Mos 16:47-48 : 47 Og Aron tog det, saasom Mose havde sagt, og løb hen midt iblandt Forsamlingen, og see, Plagen var begyndt iblandt Folket; saa gav han Røgelse (derpaa) og gjorde Forligelse for Folket. 48 Og han stod imellem de Døde og imellem de Levende, og Plagen stilledes.
1 Sam 7:9-9 : 9 Saa tog Samuel et diende Lam og offrede det til et Brændoffer heelt for Herren; og Samuel raabte til Herren for Israel, og Herren svarede ham. 10 Og Samuel offrede Brændofferet, og Philisterne kom frem til Krigen imod Israel; men Herren lod tordne med en svar Torden paa den samme Dag over Philisterne og forfærdede dem, og de bleve slagne for Israels Ansigt. 11 Og Israels Mænd droge ud af Mizpa og forfulgte de Philister; og de sloge dem indtil nedenfor Beth-Car. 12 Da tog Samuel en Steen og satte den imellem Mizpa og imellem Sen, og kaldte dens Navn Eben-Ezer; og han sagde: Hidindtil har Herren hjulpet os.
1 Sam 12:18-24 : 18 Da raabte Samuel til Herren, og Herren gav Torden og Regn paa den samme Dag; derfor frygtede alt Folket saare Herren og Samuel. 19 Og alt Folket sagde til Samuel: Bed ydmygeligen for dine Tjenere til Herren din Gud, at vi ikke skulle døe; thi vi lagde det Onde til alle vore Synder, at begjære os en Konge. 20 Da sagde Samuel til Folket: Frygter ikke; I gjorde vel alt dette Onde; dog viger ikke fra Herren, men tjener Herren i eders ganske Hjerte. 21 Og viger ikke af; thi (saa følge I) efter forfængelige Ting, som ei gavne eller hjælpe, thi de ere Forfængelighed. 22 Thi Herren skal ikke forlade sit Folk for sit det store Navns Skyld, efterdi Herren har havt Villie til at gjøre eder til sit Folk. 23 (Hvad) ogsaa mig (angaaer, da) skal det være langt fra mig at synde imod Herren, at lade af at bede ydmygeligen for eder; men jeg vil lære eder den gode og rette Vei. 24 Frygter ikkun Herren og tjener ham i Sandhed i eders ganske Hjerte; thi seer, hvor store Ting han gjør imod eder.