Verse 10

altid begjærende i mine Bønner, at jeg dog engang maatte faae Held til, efter Guds Villie, at komme til eder;

Referenced Verses

  • Apg 18:21 : 21 men han tog Afsked fra dem og sagde: Det bør mig endeligen at holde denne tilkommende Høitid i Jerusalem; men jeg vil vende tilbage til eder, om Gud vil. Og han foer bort fra Ephesus.
  • Apg 19:21 : 21 Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaja og at drage til Jerusalem, og sagde: Efterat jeg haver været der, bør det mig og at see Rom.
  • Fil 4:6 : 6 Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader eders Begjæringer fremføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;
  • 1 Tess 2:18 : 18 Derfor have vi villet komme til eder — nemlig jeg Paulus — een Gang, ja to Gange, men Satanas haver forhindret os.
  • 1 Tess 3:10-11 : 10 idet vi Nat og Dag indstændigen bede, at vi maatte see eders Ansigt og raade Bod paa eders Troes Mangler? 11 Men vor Gud og Fader selv og vor Herre Jesus Christus styre vor Vei til eder!
  • Filem 1:22 : 22 Men tilmed bered mig og Herberge; thi jeg haaber, at jeg formedelst eders Bønner skal skjenkes eder.
  • Hebr 13:19 : 19 Og jeg formaner eder desmere til at gjøre dette, paa det jeg des snarere kan gives eder igjen.
  • Jak 4:15 : 15 I det Sted I skulde sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gjøre dette eller det.
  • Rom 15:22-24 : 22 Derved er jeg og mange Gange bleven forhindret i at komme til eder. 23 Men nu, da jeg ikke mere haver Rum i disse Lande, men i mange Aar haver havt Længsel efter at komme til eder, 24 vil jeg, naar jeg reiser til Spanien, komme til eder; thi jeg haaber at see eder, naar jeg reiser igjennem, og at blive ledsaget derhen af eder, naar jeg først i nogen Maade er bleven tilfredsstillet hos eder.
  • Rom 15:30-32 : 30 Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herre Jesum Christum og ved Aandens Kjærlighed, at I ville stride med mig i Bøn for mig til Gud, 31 at jeg maa blive friet fra de Vantroe i Judæa, og at mit Ærinde til Jerusalem maa blive de Hellige behageligt; 32 paa det jeg kan komme til eder med Glæde efter Guds Villie og vederqvæges med eder.
  • 1 Kor 4:19 : 19 men jeg vil snart komme til eder, om Herren vil, og forfare ikke de Opblæstes Ord, men (deres) Kraft;
  • Apg 21:14 : 14 Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: Skee Herrens Villie!
  • Apg 27:1-9 : 1 Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand over Hundrede, ved Navn Julius, (der stod) ved Keiserens Rode. 2 Men der vi vare gangne ombord paa et adramyttenisk Skib for at seile langs med Asiens Kyster, fore vi ud; og Aristarchus, en Macedonier fra Thessalonica, var med os. 3 Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt og tilstedede ham at gaae til Venner og nyde Pleie. 4 Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vindene vare imod. 5 Og vi seilede over Havet ved Cilicien og Pamphylien og kom til Myra i Lycien. 6 Og der fandt Høvedsmanden over Hundrede et Skib fra Alexandria, som seilede til Italien, og satte os paa det. 7 Men der vi seilede langsomt i mange Dage og med Vanskelighed naaede Cnidus, — thi Vinden føiede os ikke — holdt vi ned under Creta ved Salmone. 8 Med Vanskelighed fore vi den forbi og, kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, der var nær ved Staden Lasæa. 9 Men der megen Tid var forløben, og Seiladsen nu var farlig, fordi endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus og sagde til dem: 10 I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv. 11 Men Høvedsmanden over Hundrede troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som af Paulus blev sagt. 12 Og der Havnen ikke var beqvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen til Phoenix for at overvintre der, hvilken er en Havn paa Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest. 13 Men der Søndenvind blæste op, og de meente, at de havde naaet deres Hensigt, lettede de Anker og holdt nær under Creta. 14 Men ikke længe derefter kom mod dem en rasende Storm, som kaldes Euroklydon. 15 Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa. 16 Men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae fat paa Baaden. 17 Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes. 18 Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord. 19 Og paa den tredie Dag udkastede vi med vore Hænder Skibets Redskab. 20 Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses. 21 Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade. 22 Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet. 23 Thi denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvem jeg tilhører og hvem jeg tjener, og sagde: 24 Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig. 25 Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt. 26 Men vi skulle strande paa en Ø. 27 Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve om i det adriatiske Hav, formodede Skibsfolkene ved Midnat, at et Land var dem nær. 28 Og da de loddede, havde de tyve Favne; men der de vare komne lidet derfra og loddede atter, havde de femten Favne.