Jeremia 3:19
Men jeg sa: Hvordan skal jeg sette deg blant barna og gi deg et behagelig land, et herlig arvelodd blant de mektige nasjoner? Og jeg sa: Du skal kalle meg: Min far; og du skal ikke vende deg bort fra meg.
Men jeg sa: Hvordan skal jeg sette deg blant barna og gi deg et behagelig land, et herlig arvelodd blant de mektige nasjoner? Og jeg sa: Du skal kalle meg: Min far; og du skal ikke vende deg bort fra meg.
Jeg sa: Hvordan skal jeg sette deg blant barna og gi deg et herlig land, en prektig arv blant folkeslagenes skare? Jeg sa: Du skal kalle meg: Min far, og du skal ikke vende deg bort fra meg.
Jeg sa: Hvordan skal jeg gi deg plass blant barna og gi deg et herlig land, en vakker arv, en pryd blant folkeslagene? Jeg sa: Du skal kalle meg «Far» og ikke vende deg bort fra meg.
Jeg sa: «Hvordan skal jeg sette deg blant barna og gi deg et herlig land, en prektig arv, pryd blant folkenes skarer?» Og jeg sa: «Du skal kalle meg: ‘Min far’, og du skal ikke vende deg bort fra meg.»
Men jeg sa: Hvor gjerne ville jeg sette deg blant barna og gi deg et herlig land, den skjønneste arv blant folkeslagene! Og jeg sa: Du skal kalle meg min far og ikke vende deg bort fra meg.
Jeg sa: "Hvordan kan jeg gi deg en plass blant sønnene og gi deg et rikelig land, en vakker arv fra nasjoner? Jeg sa: Du skal kalle meg Min Far og ikke vende deg bort fra meg."
Men jeg sa: Hvordan skal jeg sette deg blant barna, og gi deg et godt land, en herlig arv blant nasjonene? Og jeg sa: Du skal kalle meg: Min far; og du skal ikke vende deg bort fra meg.
Og jeg sa: Hvordan vil jeg gi deg barn og gi deg et ønskelig land, en herlig arv blant nasjonene? Og jeg sa: Du skal kalle meg Far, og ikke vende deg bort fra meg.
Jeg sa: Hvordan skal jeg gi deg plass blant barna og gi deg et ønsket land, en prektig arv blant nasjonene? Jeg sa: Du skal kalle meg Far og ikke vende deg bort fra meg.
Men jeg sa: Hvordan skal jeg sette deg blant barna, og gi deg et behagelig land, en herlig arv blant folkemassene? Og jeg sa: Du skal kalle meg, Min far; og ikke vende deg bort fra meg.
Men jeg sa: Hvordan skal jeg plassere deg blant barna og gi deg et vakkert land, en herlig arv fra folkenes hærer? Og jeg sa: Du skal kalle meg 'Min far' og ikke vende deg bort fra meg.
Men jeg sa: Hvordan skal jeg sette deg blant barna, og gi deg et behagelig land, en herlig arv blant folkemassene? Og jeg sa: Du skal kalle meg, Min far; og ikke vende deg bort fra meg.
Jeg tenkte: Hvordan vil jeg sette deg blant barna og gi deg et yndig land, den vakreste arv blant folkeslagene. Og jeg tenkte at du ville kalle meg: 'Min far,' og ikke vende bort fra meg.
I myself said, “How gladly would I treat you like my children and give you a desirable land, the most beautiful inheritance of any nation.” I thought you would call me 'Father' and not turn away from following me.
Jeg sa: 'Hvordan skal jeg sette deg blant sønnene og gi deg et herlig land, en den fineste arv blant folkeslagene?' Jeg sa: 'Du skal kalle meg far, og du skal ikke vende deg bort fra meg.'
Og jeg, jeg sagde: Hvorledes vil jeg forskaffe dig Børn og give dig et ønskeligt Land, en deilig Arv, som er Hedningernes Hæres? og jeg sagde: Min Fader skal du kalde mig, og ikke vende dig tilbage fra mig.
But I said, How shall I put thee among the children, and give thee a pleasant land, a goodly heritage of the hosts of nations? and I said, Thou shalt call me, My father; and shalt not turn away from me.
Men jeg sa: Hvordan kan jeg sette deg blant barna, og gi deg et vakkert land, en herlig arv blant nasjonenes hær? Og jeg sa: Du skal kalle meg Min far; og du skal ikke vende deg bort fra meg.
But I said, How shall I put you among the children and give you a pleasant land, a goodly heritage of the hosts of nations? And I said, You shall call me, My Father; and shall not turn away from me.
Men jeg sa: Hvordan skal jeg sette deg blant barna og gi deg et hyggelig land, en vakker arv blant nasjonenes hærer! Og jeg sa: Du skal kalle meg Min Far, og ikke vende bort fra å følge meg.
Og jeg har sagt: Hvordan skal jeg sette deg blant sønnene og gi deg et ønskelig land, den vakreste arv blant folkeslagene? Og jeg sa: 'Min far,' skal dere rope til meg, og dere skal ikke vende dere bort fra meg.
Men jeg sa: Hvordan skal jeg sette deg blant barna og gi deg et deilig land, en god arv blant nasjonenes hærskarer! Og jeg sa: Dere skal kalle meg Min Far, og skal ikke vende dere bort fra å følge meg.
Men jeg sa: Hvordan skal jeg sette deg blant barna, og gi deg et ønsket land, en herlig arv blant folkenes hærskarer? Og jeg sa: Du skal si til meg: Min far; og ikke vende deg bort fra meg.
I haue shewed also, how I toke the vp beinge but a childe, and gaue the a pleasaunt londe for thine heretage, yee and a goodly hooste of the Heithen: and how I commaunded the, that thou shuldest call me father only, and not to shrencke fro me.
But I sayde, Howe did I take thee for children and giue thee a pleasant lande, euen the glorious heritage of the armies of the heathen, and saide, Thou shalt call mee, saying, My father, and shalt not turne from me?
I haue thought thus: howe shall I take thee to be my children, and geue a pleasaunt lande for thine heritage, yea and a goodly hoast of the heathen? And I sayd, Call me father, and shrincke not from me.
But I said, How shall I put thee among the children, and give thee a pleasant land, a goodly heritage of the hosts of nations? and I said, Thou shalt call me, My father; and shalt not turn away from me.
But I said, How I will put you among the children, and give you a pleasant land, a goodly heritage of the hosts of the nations! and I said, You shall call me My Father, and shall not turn away from following me.
And I have said, How do I put thee among the sons, And give to thee a desirable land, A beauteous inheritance of the hosts of nations, And I say, My father -- ye do call to Me, And from after Me ye do not turn back.
But I said, How I will put thee among the children, and give thee a pleasant land, a goodly heritage of the hosts of the nations! and I said, Ye shall call me My Father, and shall not turn away from following me.
But I said, How I will put thee among the children, and give thee a pleasant land, a goodly heritage of the hosts of the nations! and I said, Ye shall call me My Father, and shall not turn away from following me.
But I said, How am I to put you among the children, and give you a desired land, a heritage of glory among the armies of the nations? and I said, You are to say to me, My father; and not be turned away from me.
"But I said, 'How I would put you among the children, and give you a pleasant land, a goodly heritage of the armies of the nations!' and I said, 'You shall call me "My Father," and shall not turn away from following me.'
“I thought to myself,‘Oh what a joy it would be for me to treat you like a son! What a joy it would be for me to give you a pleasant land, the most beautiful piece of property there is in all the world!’ I thought you would call me,‘Father’ and would never cease being loyal to me.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20Sannelig, som en trelløs hustru går fra sin mann, slik har dere opptrådt troløst mot meg, Israels hus, sier Herren.
21En røst ble hørt på høydene, gråt og bønnfalling fra Israels barn, fordi de har fordreid sin vei, de har glemt Herren sin Gud.
22Vend tilbake, dere frafalne barn, og jeg vil helbrede deres frafall. Se, vi kommer til deg; for du er Herren vår Gud.
4Vil du ikke fra nå av rope til meg: Min far, du er lederen av min ungdom?
18I de dager skal Judas hus gå sammen med Israels hus, og de skal komme sammen ut av landet i nord til det landet jeg har gitt deres fedre til arvelodd.
14Vend tilbake, du frafalne barn, sier Herren; for jeg er deres herre, og jeg vil ta dere, en fra en by og to fra en slekt, og jeg vil føre dere til Sion.
15Og jeg vil gi dere hyrder etter mitt hjerte, som skal gi dere næring med kunnskap og forståelse.
1Hør dette ordet som Herren har talt mot dere, Israels barn, mot hele familien som jeg førte opp fra landet Egypt, og sa:
8Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan kan jeg overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma? Hvordan kan jeg sette deg som Seboim? Mitt hjerte gjærer i meg, og min medlidenhet brenner sammen.
9De skal komme med gråt, og med bønn skal jeg lede dem; jeg vil få dem til å gå ved vannstrømmer, på en rett vei der de ikke skal snuble; for jeg er en far for Israel, og Efraim er min førstefødte.
1Da Israel var ung, elsket jeg ham, og fra Egypt kalte jeg min sønn.
2Hør, himler, og lytt, jord! For Herren har talt: Jeg har fostret opp barn og oppdratt dem, men de har gjort opprør mot meg.
27De sier til veden: Du er min far; og til steinen: Du har født meg. For de har vendt ryggen til meg, og ikke ansiktet. Men når deres nød kommer, sier de: Stå opp og frels oss.
13Jeg vil være hans far, og han skal være min sønn. Jeg vil ikke ta min miskunnhet fra ham, som jeg gjorde med han som var før deg.
9Derfor vil jeg fortsatt anklage dere, sier Herren, og dine barns barn vil jeg anklage.
16Du er jo vår Far, selv om Abraham ikke kjenner oss, og Israel ikke anerkjenner oss: Du, Herre, er vår Far, vår Forløser fra evighet er ditt navn.
14Jeg vil være hans far, og han skal være min sønn. Hvis han gjør urett, vil jeg refse ham med menneskers ris og med menneskers plager.
9Da sa Gud: Kall ham Lo-Ammi, for dere er ikke mitt folk, og jeg vil ikke være deres Gud.
22Dere skal være mitt folk, og jeg vil være deres Gud.
31Å generasjon, se Herrens ord! Har jeg vært en ørken for Israel, eller et land av mørke? Hvorfor sier mitt folk: Vi er herrer, vi vil ikke komme tilbake til deg mer?
6Gjenlønner dere Herren slik, dere tåpelige og uforstandige folk? Er han ikke din far som har skapt deg? Har han ikke formet deg og grunnfestet deg?
4som jeg befalte deres fedre den dagen jeg førte dem ut av landet Egypt fra jernovnen, og sa: Adlyd min røst og gjør som jeg befaler dere, så skal dere være mitt folk, og jeg vil være deres Gud.
26Han skal rope til meg: Du er min far, min Gud, og min frelses klippe.
7Hvordan kan jeg tilgi deg for dette? Dine barn har forlatt meg, og har sverget ved dem som ikke er guder; når jeg hadde mettet dem, begikk de ekteskapsbrudd, og samlet seg i skjøgernes hus.
28Dere skal bo i det landet jeg ga deres fedre; dere skal være mitt folk, og jeg vil være deres Gud.
6Jeg vil si til nord: Gi tilbake; og til sør: Hold ikke tilbake; bring mine sønner fra det fjerne, og mine døtre fra verdens ende.
11Da skal du si til dem: Fordi deres fedre har forlatt meg, sier Herren, og har fulgt andre guder, tjent og tilbedt dem, og har forlatt meg, og ikke holdt min lov.
21Da skal du si i ditt hjerte: 'Hvem har født meg disse? Jeg har jo vært barnløs, forlatt, en fanget kvinne som er drevet hit og dit. Hvem har fostret disse opp? Se, jeg var alene; hvor har disse kommet fra?'
1Så sier Herren: Hvor er skilsmissebrevet til deres mor som jeg har sendt bort? Eller hvem av mine kreditorer har jeg solgt dere til? Se, for deres synder har dere solgt dere selv, og for deres overtredelser er deres mor sendt bort.
39Derfor, se, jeg, ja, jeg vil glemme dere fullstendig, og jeg vil forlate dere, og den byen som jeg ga dere og deres fedre, og kaste dere ut av mitt åsyn.
9Du som jeg har hentet fra jordens ender og kalt fra dens fornemme menn, og sa til deg: Du er min tjener; jeg har utvalgt deg og ikke forkastet deg.
3Herren har vist seg for meg fra gammelt av, og sagt: Ja, jeg har elsket deg med en evig kjærlighet; derfor har jeg dratt deg med kjærlighet og nåde.
7Er dere ikke som kusjittene for meg, Israels barn? sier Herren. Har jeg ikke ført Israel opp fra Egyptens land, filisterne fra Kaftor, og arameerne fra Kir?
5Så sier Herren: Hva urett fant deres fedre i meg, at de fjernet seg fra meg og vandret etter tomhet og ble tomme?
16Og det skal skje den dagen, sier Herren, at du skal kalle meg 'Min mann', og du skal ikke lenger kalle meg 'Min Baal'.
12Gå, og forkynn disse ordene mot nord, og si: Vend tilbake, du frafalne Israel, sier Herren; og jeg vil ikke la min vrede falle over deg, for jeg er nådig, sier Herren, og jeg holder ikke vrede for evig.
32ikke som den pakten jeg gjorde med deres fedre den dagen jeg tok dem ved hånden for å lede dem ut av landet Egypt; som min pakt de brøt, selv om jeg ektet dem, sier Herren.
4Se, jeg har inngått min pakt med deg, og du skal bli far til mange folkeslag.
4Og du vil bli frarøvet din arv som jeg ga deg; og jeg vil få deg til å tjene dine fiender i et land du ikke kjenner: for dere har tent en ild i min vrede, som skal brenne for alltid.
6Du har forlatt meg, sier Herren. Du har gått baklengs. Derfor vil jeg strekke ut min hånd mot deg og ødelegge deg. Jeg er trett av å angre.
3Si derfor til dem: Så sier Herren, hærskarenes Gud: Vend tilbake til meg, sier Herren, hærskarenes Gud, og jeg vil vende tilbake til dere, sier Herren, hærskarenes Gud.
20Er Efraim min kjære sønn? Er han et yndet barn? For når jeg taler om ham, minnes jeg ham fortsatt; derfor er mitt hjerte beveget for ham; jeg vil sannelig ha barmhjertighet med ham, sier Herren.
19Og det skal skje når dere sier: 'Hvorfor har Herren vår Gud gjort alt dette mot oss?' Da skal du svare dem: 'Som dere har forlatt meg og tjenestegjort fremmede guder i deres land, således skal dere tjene fremmede i et land som ikke er deres.'
21Jeg plantet deg som en edel vin, et helt rett ætt; hvordan har du blitt forvandlet for meg til en degenerert plante av en fremmed vin?
14derfor vil jeg gjøre med dette huset, som er kalt med mitt navn, hvor dere stoler, og med det sted jeg ga dere og deres fedre, som jeg gjorde med Silo.
1På den tid, sier Herren, vil jeg være Gud for alle Israels familier, og de skal være mitt folk.
21Jeg talte til deg da du var trygg, men du sa: Jeg vil ikke høre. Dette har vært din vei fra din ungdom, at du ikke lyttet til min røst.
14For så sier Herren, hærskarenes Gud: Som jeg tenkte å skade dere da deres fedre vakte min vrede, sier Herren, hærskarenes Gud, og jeg ombestemte meg ikke,