Lukas 24:28
De nærmet seg landsbyen som de var på vei til, og han lot som om han ville gå videre.
De nærmet seg landsbyen som de var på vei til, og han lot som om han ville gå videre.
De nærmet seg landsbyen de skulle til, og han lot som om han ville gå videre.
De nærmet seg landsbyen som de var på vei til, og han lot som om han ville gå videre.
De nærmet seg den landsbyen de var på vei til, og han lot som han ville gå videre.
Og de nærmet seg landsbyen de skulle til, og han gjorde seg som om han ville gå videre.
Og de nærmet seg landsbyen dit de var på vei, og han lot til å ville gå lenger.
Og de nærmet seg landsbyen de skulle til; og han syntes å ville gå videre.
Da de nærmet seg landsbyen de gikk til, lot han som han ville gå videre.
De nærmet seg nå landsbyen de gikk til, og han lot som om han ville gå videre.
Da de nærmet seg landsbyen de skulle til, lot han som om han ville gå videre.
Da de nærmet seg landsbyen de var på vei til, lot han som om han ville gå videre.
De nærmet seg landsbyen de var på vei mot, men han lot som om han skulle gå videre.
Og de nærmet seg landsbyen som de skulle til; og han lot som han ville gå videre.
Og de nærmet seg landsbyen som de skulle til; og han lot som han ville gå videre.
De nærmet seg landsbyen de var på vei til, og han lot som om han ville gå videre.
As they approached the village to which they were going, Jesus acted as if he were going farther.
De nærmet seg nå landsbyen som de gikk til, og han lot som om han ville gå videre.
Og de kom nær til Byen, som de gik til, og han lod, som han vilde gaae længere.
And they drew nigh unto the village, whither they went: and he made as though he would have gone further.
De nærmet seg landsbyen de skulle til, og han lot som om han ville gå videre.
And they drew near to the village where they were going, and he acted as though he would go further.
And they drew nigh unto the village, whither they went: and he made as though he would have gone further.
De nærmet seg landsbyen de skulle til, og han lot som om han ville gå videre.
Og de nærmet seg landsbyen de skulle gå til, og han lot som om han ville gå videre.
Og de nærmet seg landsbyen dit de skulle, og han lot som om han ville gå videre.
Og de nærmet seg byen de skulle til, og han lot som om han ville gå videre.
And they drue neye vnto the toune wich they went to. And he made as though he wolde have gone further.
And they drue nye vnto the towne, which they wete vnto, and he made as though he wolde haue gone farther.
And they drew neere vnto ye towne, which they went to, but he made as though hee would haue gone further.
And they drewe nye vnto the towne which they went vnto, and he made as though he would haue gone further.
And they drew nigh unto the village, whither they went: and he made as though he would have gone further.
They drew near to the village, where they were going, and he acted like he would go further.
And they came nigh to the village whither they were going, and he made an appearance of going on further,
And they drew nigh unto the village, whither they were going: and he made as though he would go further.
And they drew nigh unto the village, whither they were going: and he made as though he would go further.
And they came near the town to which they were going, and he seemed as if he was going on;
They drew near to the village, where they were going, and he acted like he would go further.
So they approached the village where they were going. He acted as though he wanted to go farther,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
29Men de ba ham inntrengende: Bli hos oss! Det lir mot kveld, og dagen heller. Da gikk han inn for å bli hos dem.
30Mens han satt til bords med dem, tok han brødet, velsignet det, brøt det og ga dem.
31Da ble øynene deres åpnet, og de kjente ham igjen; og han ble borte for dem.
32De sa til hverandre: Brant ikke hjertet vårt i oss da han talte til oss på veien og åpnet skriftene for oss?
33I samme stund brøt de opp og vendte tilbake til Jerusalem. Der fant de de elleve og dem som var samlet med dem,
13Samme dag var to av dem på vei til en landsby som ligger omkring seksti stadier fra Jerusalem, som heter Emmaus.
14De snakket med hverandre om alt som hadde hendt.
15Mens de samtalte og diskuterte, kom Jesus selv nær og slo følge med dem.
16Men øynene deres ble holdt igjen, så de ikke kjente ham.
17Han sa til dem: Hva er det dere går og snakker om med hverandre mens dere går, og hvorfor er dere så triste?
18Den ene, som het Kleopas, svarte: Er du den eneste tilreisende i Jerusalem som ikke vet hva som har hendt der i disse dagene?
19Han spurte: Hva da? De svarte: Det som gjelder Jesus fra Nasaret, som var en profet, mektig i gjerning og ord for Gud og hele folket,
24Noen av dem som var med oss, gikk til graven og fant det slik som kvinnene hadde sagt, men ham så de ikke.
25Da sa han til dem: Så uforstandige dere er, og så trege i hjertet til å tro alt det profetene har sagt!
26Måtte ikke Messias lide dette og så gå inn til sin herlighet?
27Og han begynte med Moses og alle profetene og forklarte for dem i alle skriftene det som var sagt om ham.
35Og de fortalte hva som hadde hendt på veien, og hvordan han ble kjent for dem da han brøt brødet.
36Mens de talte om dette, sto Jesus selv midt iblant dem og sa til dem: Fred være med dere.
50Så førte han dem ut av byen, helt til Betania. Han løftet hendene og velsignet dem.
51Og mens han velsignet dem, skiltes han fra dem og ble løftet opp til himmelen.
52De falt ned og tilba ham, og de vendte tilbake til Jerusalem med stor glede.
28Etter at han hadde sagt dette, dro han videre og gikk foran opp mot Jerusalem.
14De gikk videre og fortsatte, og solen gikk ned for dem ved Gibea, som hører Benjamin til.
30Men han gikk midt gjennom dem og dro videre.
22Han drog videre og reiste gjennom byer og landsbyer, underviste og var på vei mot Jerusalem.
51Da tiden nærmet seg for at han skulle tas opp, vendte han ansiktet beslutsomt mot Jerusalem for å gå dit.
52Han sendte budbærere foran seg. De gikk av sted og kom inn i en samaritanlandsby for å gjøre i stand for ham.
53Men de ville ikke ta imot ham, fordi ansiktet hans var vendt mot Jerusalem.
12Deretter viste han seg i en annen skikkelse for to av dem mens de var på vei ut på landet.
28Der ble de lenge sammen med disiplene.
40Da samaritanene kom til ham, ba de ham bli hos dem, og han ble der to dager.
17Så forlot han dem og gikk ut av byen til Betania, og der overnattet han.
9De spurte ham: Hvor vil du at vi skal gjøre i stand?
12Da vendte de tilbake til Jerusalem fra det fjellet som kalles Oljeberget, som ligger nær Jerusalem, en sabbatsreise unna.
40Da han hadde sagt dette, viste han dem hendene og føttene.
42Da det ble dag, gikk han ut og dro til et øde sted. Folkemengdene søkte etter ham; de kom til ham og ville holde ham tilbake, så han ikke skulle gå bort fra dem.
44De trodde at han var med i reisefølget og gikk en dagsreise. Så begynte de å lete etter ham blant slektninger og kjente.
13De gikk av sted, og de fant det slik han hadde sagt dem, og de gjorde i stand påskemåltidet.
16Disiplene gikk av sted og kom inn i byen, og de fant det slik han hadde sagt dem, og de gjorde i stand påskemåltidet.
39Så gikk han ut og dro, som han pleide, til Oljeberget, og disiplene fulgte ham.
32De var på veien og gikk opp til Jerusalem. Jesus gikk foran dem; de var forundret, og de som fulgte, var redde. Han tok igjen de tolv til side og begynte å si til dem det som skulle hende ham:
45Da åpnet han deres forstand så de kunne forstå skriftene, og han sa til dem:
30Da gikk de ut av byen og kom til ham.
38Mens de var på vei, kom han inn i en landsby. En kvinne som het Marta, tok imot ham i huset sitt.
11På reisen til Jerusalem gikk han gjennom området mellom Samaria og Galilea.
57Mens de gikk på veien, sa en til ham: Jeg vil følge deg hvor enn du går, Herre.
14og der hvor han går inn, skal dere si til husets herre: Mesteren sier: Hvor er gjesterommet der jeg kan spise påskemåltidet med disiplene mine?
2Han sa: "Se, mine herrer, ta dere inn, vær så snill, i deres tjeners hus. Overnatt her og vask føttene deres. I morgen tidlig kan dere stå opp og gå videre på veien deres." De svarte: "Nei, vi overnatter på torget."
3Men han bad inntrengende, og de tok av inn til ham og kom inn i huset hans. Han gjorde i stand et gjestebud for dem og bakte usyret brød, og de spiste.
12Da dagen begynte å helle, kom de tolv til ham og sa: Send folkemengden fra deg, så de kan gå til landsbyene og gårdene omkring og få husly og finne mat; for her er vi på et øde sted.