1 Kongebok 21:3
Og Naboth sagde til Achab: Herren lade det være langt fra mig, at jeg skulde give dig mine Fædres Arv.
Og Naboth sagde til Achab: Herren lade det være langt fra mig, at jeg skulde give dig mine Fædres Arv.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og det skede efter disse Handeler, at Naboth, den Jisreeliter, havde en Viingaard, som var i Jisreel ved Achabs, Kongen i Samarias, Palads.
2Og Achab talede til Naboth og sagde: Giv mig din Viingaard, at den maa være mig til en Urtehave, efterdi den er nær ved mit Huus, og jeg vil give dig en Viingaard for den, (som er) bedre end den, (eller) om dig (saa) godt synes, vil jeg give dig Penge (for den, saa meget som) den er værd.
4Da kom Achab ilde tilfreds og vred til sit Huus for det Ords Skyld, som Naboth, den Jisreeliter, havde talet til ham og sagt: Jeg vil ikke give dig mine Fædres Arv; og han lagde sig paa sin Seng og vendte sit Ansigt omkring, og aad ikke Brød.
5Da kom Jesabel, hans Hustru, til ham, og hun sagde til ham: Hvad er det (for Noget), at din Aand er (saa) ilde tilfreds, og du æder ikke Brød?
6Og han sagde til hende: Fordi jeg talede til Naboth, den Jisreeliter, og sagde til ham: Giv mig din Viingaard for Penge, eller om du har Lyst (dertil, da) vil jeg give dig en (anden) Viingaard for den, og han sagde: Jeg vil ikke give dig min Viingaard.
7Da sagde Jesabel, hans Hustru, til ham: Du, skulde du nu have at skaffe med Riget over Israel? staa op, æd Brød og lad dit Hjerte være vel (tilmode), jeg, jeg vil give dig Naboths, den Jisreeliters, Viingaard.
8Og hun skrev Breve i Achabs Navn og beseglede (dem) med hans Signet, og hun sendte Brevene til de Ældste og til de Ypperste, som vare i hans Stad, som boede hos Naboth.
9Og hun skrev i Brevene og sagde: Lader udraabe en Faste og sætter Naboth øverst iblandt Folket.
14Og de sendte til Jesabel og lode sige: Naboth er stenet og er død.
15Og det skede, der Jesabel hørte, at Naboth var stenet og var død, da sagde Jesabel til Achab: Staa op, indtag Naboths, den Jisreeliters, Viingaard, som han vægrede at give dig for Penge; thi Naboth lever ikke, men er død.
16Og det skede, der Achab hørte, at Naboth var død, da stod Achab op at gaae ned til Naboths, den Jisreeliters, Viingaard, at indtage den til Eiendom.
17Og Herrens Ord skede til Elias, den Thisbiter, og sagde:
18Staa op, gak ned imod Achab, Israels Konge, som er i Samaria; see, han er i Naboths Viingaard, hvorhen (han er) nedgaaen at indtage den til Eiendom.
19Og du skal tale til ham og sige: Saaledes sagde Herren: Har du baade ihjelslaget, og tilmed indtaget en Eiendom? fremdeles skal du tale til ham og sige: Saa siger Herren: Paa det Sted, hvor Hundene slikkede Naboths Blod, skulle Hundene slikke dit Blod, (ja) ogsaa dit.
20Og Achab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? og han sagde: Jeg har fundet (dig), fordi at du har solgt dig selv til at gjøre det Onde for Herrens Øine.
25Og han sagde til sin Høvedsmand Bidekar: Tag (ham) op (og) kast ham paa det Stykke af Naboths, den Jisreeliters, Ager; thi kom ihu, der jeg og du rede tilsammen efter hans Fader Achab, at Herren opløftede denne Byrde over ham, (sigende:)
26Mon jeg ikke saae igaar Nat Naboths Blod og hans Sønners Blod? siger Herren, og jeg skal betale dig paa dette Stykke (Ager), siger Herren; saa tag ham nu op (og) kast ham paa det Stykke (Ager) efter Herrens Ord.
14Du skal ikke forflytte din Næstes Markeskjel, som de Forrige satte til Skjel, i din Arv, som du arver i dit Land, som Herren din Gud giver dig at eie det.
16Men han sagde: (Saa vist som) Herren lever, for hvis Ansigt jeg staaer, jeg tager den ikke; og han vilde nøde ham til at tage den, men han vægrede sig.
17Da sagde Naaman: Kjære, maa da ikke din Tjener gives en Byrde Jord, (saa meget, som) et Par Muler (kunne bære)? thi din Tjener vil ikke ydermere gjøre Brændoffer eller Slagtoffer til andre Guder, men til Herren.
7Da kaldte Israels Konge ad alle Landets Ældste og sagde: Kjære, mærker og seer, at denne søger det, som ondt er; thi han sendte til mig om mine Hustruer og om mine Børn og om mit Guld og om mit Sølv, og jeg har ikke vægret ham det.
8Da sagde alle de Ældste og alt Folket til ham: Du skal ikke adlyde og ikke samtykke.
9Da sagde han til Benhadads Bud: Siger min Herre Kongen: Alt det, du sendte til din Tjener første Gang om, vil jeg gjøre, men denne Gjerning kan jeg ikke gjøre; og Budene gik og bragte ham Svar igjen.
28Og Herrens Ord skede til Elias, den Thisbiter, og sagde:
29Haver du seet, at Achab har ydmyget sig for mit Ansigt? fordi han har ydmyget sig for mit Ansigt, da vil jeg ikke lade det Onde komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg føre det Onde over hans Huus.
23at jeg vil ikke tage saa meget, som en Traad eller Skotvinge, af alt det, som dig hører til, at du skal ikke sige: Jeg, jeg haver gjort Abram rig;
9Og han sagde: Hvad har jeg syndet, at du vil give din Tjener i Achabs Hænder, at han skal dræbe mig?
21Og Herren blev vred paa mig for eders Handelers Skyld, og svoer, at jeg skulde ikke gaae over Jordanen, ei heller komme ind i det gode Land, som Herren din Gud giver dig til Arv.
13Da sagde Elisa til Israels Konge: Hvad haver jeg med dig at gjøre? gak til din Faders Propheter og til din Moders Propheter; og Israels Konge sagde til ham: (Ak) nei! thi Herren haver kaldet disse tre Konger at give dem i Moabs Haand.
12De lode udraabe en Faste og satte Naboth øverst iblandt Folket.
11Nei, min Herre, hør mig: Jeg giver dig den Ager, og Hulen, som er derudi, giver jeg dig; for mit Folks Børns Øine giver jeg dig den, begrav din Døde.
7Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord? det være langt fra dine Tjenere at gjøre saadan Gjerning.
5Det skal være langt fra mig, at jeg skal give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke vende min Fuldkommenhed fra mig.
29Det være langt fra os at være gjenstridige mod Herren og at vende os idag tilbage fra (at vandre) efter Herren, til at bygge et Alter til Brændoffer, til Madoffer og til Slagtoffer, foruden Herrens vor Guds Alter, som er foran hans Tabernakel.
3Mit Bjerg paa Marken! jeg vil give dit Gods, (ja) alle dine Liggendefæ til Rov, (ja) dine Høie, for den Synd, (som du gjorde) inden alle dine Landemærker.
25Enddog var Ingen som Achab, som havde solgt sig selv til at gjøre det Onde for Herrens Øine, fordi hans Hustru Jesabel tilskyndte ham.
3(Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.
22Og jeg vil gjøre dit Huus som Jeroboams, Nebats Søns, Huus, og som Baesas, Ahias Søns, Huus, for den Opirrelses Skyld, som du har opirret (mig) med, og kom Israel til at synde.
24Og Kong David sagde til Ornan: Ikke saa, men jeg vil visseligen kjøbe (det) for fulde Penge; thi jeg vil ikke tage det, som dig tilhører, til Herren og til at offre Brændoffer for Intet.
6Og det skede derefter, da slog Davids Hjerte ham, fordi han havde skaaret Fligen af, som hørte Saul til.
34Og (Benhadad) sagde til ham: Jeg vil give (dig) igjen de Stæder, som min Fader tog fra din Fader, og du maa lægge dig Gader i Damascus, ligesom min Fader lagde i Samaria; og jeg (sagde Achab) vil med en Pagt lade dig fare; saa gjorde han en Pagt med ham og lod ham fare.
35Og en Mand af Propheternes Børn sagde til sin Næste ved Herrens Ord: Kjære, slaa mig; men Manden vægrede sig ved at slaae ham.
17Da sagde Israels Konge til Josaphat: Haver jeg ikke sagt dig: Han spaaer ikke Godt over mig, men Ondt?
3Og han lod ham sige: Saa siger Benhadad: Dit Sølv og dit Guld, det er mit, og dine Hustruer og dine Børn, som ere gode, de ere mine.
7Og du skal slaae Achabs, din Herres, Huus, og jeg vil hevne (og udkræve) mine Tjeneres, Propheternes, Blod og alle Herrens Tjeneres, Blod af Jesabels Haand.
16Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmænd, og leie Andre Viingaarden. Men der de det hørte, sagde de: Gid det aldrig skee!
28Flyt ikke (tilbage) det gamle Landemærke, som dine Fædre have gjort.
49Og Josaphat havde ti Tharsis-Skibe, som skulde drage til Ophir efter Guld, men de droge ikke (derhen), thi Skibene bleve sønderbrudte i Ezion-Geber.
23Da sagde David: I skulle ikke saa gjøre, mine Brødre, med det, som Herren haver givet os, og han har bevaret os, og givet denne Trop i vore Hænder, som var kommen over os.
13Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaaer til eders Land; thi Herren vægrer sig ved at tillade mig at gaae med eder.