2 Samuelsbok 3:11
Da kunde han ikke fremdeles svare Abner et Ord igjen, fordi han frygtede for ham.
Da kunde han ikke fremdeles svare Abner et Ord igjen, fordi han frygtede for ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Og Abner sendte Bud til David for sig og lod sige: Hvem hører Landet til? og han lod sige: Gjør din Pagt med mig, og see, min Haand skal være med dig, at vende al Israel omkring til dig.
13Og han sagde: Godt, jeg, jeg vil gjøre en Pagt med dig, dog begjærer jeg een Ting af dig, sigende: Du skal ikke see mit Ansigt, uden du først fører Michal, Sauls Datter, (til mig), naar du kommer for at see mit Ansigt.
8Da optændtes Abners (Vrede) saare over Isboseths Ord, og han sagde: Er jeg et Hundehoved, som (holder) med Juda, da jeg idag gjør Miskundhed mod din Faders Sauls Huus, mod hans Brødre og mod hans Venner, og har ikke overgivet dig i Davids Haand, at du hjemsøger over mig en Misgjerning for den Qvindes Skyld idag?
9Gud gjøre Abner saa og lægge saa dertil over ham! som Herren haver svoret David, saaledes vil jeg gjøre imod ham:
10at jeg skal forflytte Riget fra Sauls Huus og opreise Davids Throne over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beershaba.
15Og der Saul saae, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt.
14Og David raabte til Folket og til Abner, Ners Søn, og sagde: Vil du ikke svare, Abner? og Abner svarede og sagde: Hvo er du, som raaber til Kongen?
15Men David sagde til Abner: Er du ikke en Mand? og hvo er som du i Israel? og hvorfor haver du ikke bevaret din Herre, Kongen? thi der er kommen En af Folket ind til at fordærve Kongen, din Herre.
37Og alt Folket og ganske Israel kjendte paa den samme Dag, at det var ikke skeet af Kongen at lade slaae Abner, Ners Søn, ihjel.
38Og Kongen sagde til sine Tjenere: Vide I ikke, at paa denne Dag er falden en Fyrste og en stor (Mand) i Israel?
12Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul.
55Men der Saul saae David, da han gik ud imod Philisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? og Abner sagde: (Saa vist som) din Sjæl lever, o Konge! jeg veed det ikke.
17Og Abners Tale var med de Ældste af Israel, og han sagde: I have tilforn søgt efter David, at han skulde være Konge over eder.
19Og Abner talede ogsaa for Benjamins Øren, og Abner gik ogsaa hen at tale for Davids Øren i Hebron alt det, som var godt for Israels Øine og for alt Benjamins Huses Øine.
20Og Abner kom til David i Hebron, og tyve Mænd med ham; da gjorde David Abner og de Mænd, som vare med ham, et Gjæstebud.
21Og Abner sagde til David: Jeg vil gjøre mig rede og gaae hen og samle al Israel til min Herre Kongen? at de skulle gjøre en Pagt med dig, og du skal være Konge efter alt det, som din Sjæl begjærer; saa lod David Abner fare, og han gik hen med Fred.
22Og see, Davids Tjenere og Joab kom fra Hæren, og de førte med sig meget Rov; men Abner var ikke hos David i Hebron, thi han havde ladet ham fare, og han var bortgaaen med Fred.
23Der Joab og den ganske Hær, som var med ham, vare komne, da gave de Joab tilkjende, sigende: Abner, Ners Søn, kom til Kongen, og han lod ham fare, og han er bortgaaen med Fred.
24Da kom Joab til Kongen og sagde: Hvad har du gjort? see, Abner er kommen til dig, hvorfor lod du ham fare, at han er frit bortgaaen?
25Du kjender (jo) Abner, Ners Søn, thi han er kommen, at han vil bedrage dig, og at vide din Udgang og din Indgang, og at vide alt det, du gjør.
26Og der Joab gik ud fra David, da sendte han Bud efter Abner, og de hentede ham igjen fra den Vandgrav Sira; men David vidste det ikke.
21Og Abner sagde til ham: Bøi dig til din høire eller til din venstre Side, og grib dig en af de unge Karle, og tag dig hans Klæder; men Asael vilde ikke vige bag fra ham.
22Da blev Abner ydermere ved og sagde til Asael: Vig du bag fra mig; hvorfor skulde jeg slaae dig til Jorden? og hvorledes skulde jeg opløfte mit Ansigt for din Broder Joab?
11Der Saul og al Israel hørte disse den Philisters Ord, da bleve de forfærdede, og de frygtede saare.
28Der David hørte det siden, da sagde han: Jeg er uskyldig og mit Rige for Herren evindeligen for Abners, Ners Søns, Blod.
6Og det skede, da der var Krig imellem Sauls Huus og Davids Huus, da styrkede Abner sig i Sauls Huus.
30Og David kunde ikke gaae hen for det samme til at søge Gud; thi han var forfærdet for Herrens Engels Sværd.
57Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.
1Der Sauls Søn hørte, at Abner var død i Hebron, da nedsank hans Hænder, og al Israel forfærdedes.
30Thi Joab og hans Broder Abisai havde slaget Abner ihjel, derfor at han slog Asael, deres Broder, ihjel ved Gibeon i Krigen.
31Og David sagde til Joab og til alt Folket, som var med ham: Sønderriver eders Klæder og binder Sække om eder, og sørger for Abner; og Kong David gik efter Liigbaaren.
14Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke at udrække din Haand til at fordærve Herrens Salvede?
9Og David frygtede for Herren paa den samme Dag og sagde: Hvorledes skal Herrens Ark komme til mig?
33Og Kongen klagede (det Klagemaal) over Abner og sagde: Mon Abner skulde døe, som en Daare døer?
34Dine Hænder vare ikke bundne, og dine Fødder ikke satte i Kobberbolte, du er falden, som man falder for uretfærdige Folk; da blev alt Folket ved at græde over ham.
10Og David gjorde sig rede og flyede paa den samme Dag fra Sauls Ansigt, og kom til Achis, Kongen i Gath.
1Og David kom til Nobe, til Achimelech, Præsten, og Achimelech blev forfærdet (og gik) imod David og sagde til ham: Hvorfor er du alene, og ikke en Mand med dig?
46Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag.
21Og de taug og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: I skulle ikke svare ham.
12Og David lagde disse Ord paa sit Hjerte og frygtede saare for Achis, Kongen af Gaths, Ansigt.
3Men Davids Mænd sagde til ham: See, vi frygte (at blive) her i Juda, og vi skulle dog gaae til Keila til Philisternes Slagordener?
36Og Folket taug og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svarer ham Intet.
12Og David frygtede sig for Gud paa den samme Dag og sagde: Hvorledes skal jeg lade den Guds Ark komme til mig?
5Der Saul saae Philisternes Leir, da frygtede han, og hans Hjerte var saare forfærdet.
17Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Faders Sauls Haand skal ikke finde dig, men du, du skal blive Konge over Israel, og jeg, jeg vil være den Anden hos dig; og Saul, min Fader, veed ogsaa, (at det skal) saaledes (skee).
29Da blev Saul ved ydermere at frygte for Davids Ansigt, og Saul var Davids Fjende alle Dage.
11Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: Her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted; og de maatte slaae mig ihjel for min Hustrues Skyld.
30Og han vendte sig omkring fra ham hen til en Anden, og sagde efter samme Viis; og Folket gav ham Svar igjen efter forrige Viis.
8Men Abner, Ners Søn, den Stridshøvedsmand, som Saul havde havt, tog Isboseth, Sauls Søn, og førte ham over til Mahanaim.
14Og Achimelech svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, og (han er) Kongens Svoger og er gaaen hen i din Lydighed, og er æret i dit Huus?