Apostlenes Gjerninger 13:35
Derfor siger han og i en anden (Psalme): Du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
Derfor siger han og i en anden (Psalme): Du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 ham opreiste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.
25 Thi David siger om ham: Jeg haver altid Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
26 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler; ja ogsaa mit Kjød skal boe tryggelig i Haab;
27 thi du skal ikke forlade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
28 Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —
29 I Mænd, Brødre! lader mig tale frimodigen til eder om Patriarchen David, at han baade er død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
30 Eftersom han da var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt efter Kjødet opreise Christum til at sidde paa hans Throne,
31 saae han forud og talede om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.
33 som og skrevet er i den anden Psalme: Du er min Søn; idag haver jeg født dig.
34 Men at han haver opreist ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage til Forraadnelse, derom haver han saaledes sagt: Jeg vil holde eder de hellige (Løfter) til David, de trofaste.
9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.
10 Thi du skal ikke forlade min Sjæl i Helvede, du skal ikke lade din Hellige see Forraadnelse.
11 Du skal kundgjøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af megen Glæde, liflige (Værelser) ved din høire Haand evindelig.
36 Thi David, der han havde i sin Livstid tjent Guds Raadslutning, sov hen og blev henlagt til sine Fædre, og saae Forraadnelse;
37 men den, som Gud opreiste, saae ikke Forraadnelse.
34 Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
35 indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
9 — thi deres Sjæls Forløsning skal koste meget og maatte holde op evindeligen —
29 Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.
30 Men Gud opreiste ham fra de Døde;
36 Thi David siger selv ved den Hellig-Aand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
37 Saa kalder da David selv ham en Herre, og hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte ham gjerne.
42 og David selv siger (dog) i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
10 Forskyd ikke din Salvedes Ansigt for Davids, din Tjeners, Skyld.
11 Herren svoer David Sandhed, hvorfra han ikke skal vende sig, (sigende:) Af dit Livs Frugt vil jeg sætte paa din Throne.
35 Jeg vil ikke vanhellige min Pagt, og ikke forandre det, som gik ud af mine Læber.
36 Jeg svoer eengang ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David:
48 Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
5 Saaledes haver og Christus ikke selv tillagt sig den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: Du er min Søn, jeg fødte dig idag.
6 Ligesom han og siger et andet Sted: Du er en Præst til evig Tid efter Melchisedeks Viis.
4 Herren svoer, og det skal ikke angre ham: Du er en Præst evindelig efter Melchizedeks Viis.
5 Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
15 De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.
7 Jeg vil fortælle om et beskikket (Raad): Herren sagde til mig: Du er min Søn, jeg, jeg fødte dig idag.
1 Davids Psalme. Herren sagde til min Herre: Sid hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
43 Han sagde til dem: Hvorledes kalder da David ham i Aanden en Herre? da han siger:
44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
11 Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela.
20 Den Retfærdige (vederfares) mange onde Ting, men Herren skal frie ham af dem allesammen.
5 Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: Slagtoffer og Madoffer vilde du ikke, men et Legeme beredte du mig;
19 Thi Herren er vort Skjold, og den Hellige i Israel vor Konge.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
8 Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
9 Du elskede Retfærdighed og hadede Uret; derfor haver, Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
13 Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, og jeg vil ikke lade min Miskundhed vige fra ham, saasom jeg lod den vige fra ham, som var før dig.
44 Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn?
26 Og det var ham forudsagt af den Hellig-Aand, at han skulde ikke see Døden, førend han fik Herrens Salvede at see.
3 Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
25 som haver sagt ved Davids, din Tjeners, Mund: Hvorfor fnysede Hedningerne og grundede Folkene paa forfængelige Raad?