Apostlenes gjerninger 4:25
som haver sagt ved Davids, din Tjeners, Mund: Hvorfor fnysede Hedningerne og grundede Folkene paa forfængelige Raad?
som haver sagt ved Davids, din Tjeners, Mund: Hvorfor fnysede Hedningerne og grundede Folkene paa forfængelige Raad?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed?
2Jordens Konger fremstille sig, og Fyrsterne raadslaae tilsammen imod Herren og imod hans Salvede, (sigende):
3Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb fra os.
4(Men) den, som boer i Himmelen, leer (ad dem), Herren bespotter dem.
5Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
26Jordens Konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christum.
27Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesum, hvilken du haver salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Hedningerne og Israels Folk,
28at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.
29Og nu, Herre! see til deres Trudsler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,
24Men der de hørte det, opløftede de samdrægtigen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
7Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
33Derfor, efterat han er ophøiet hos Guds høire Haand og haver annammet den Hellig-Aands Forjættelse af Faderen, udgydede han den, som I see og høre.
34Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
35indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
2Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
36Thi David siger selv ved den Hellig-Aand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
37Saa kalder da David selv ham en Herre, og hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte ham gjerne.
42og David selv siger (dog) i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
6Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
43Han sagde til dem: Hvorledes kalder da David ham i Aanden en Herre? da han siger:
44Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
25Thi David siger om ham: Jeg haver altid Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
12Herre! du skal skaffe os Fred, thi ogsaa alle vore Gjerninger haver du gjort for os.
5Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
1Davids Psalme. Herren sagde til min Herre: Sid hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
11Han er den Steen, som er bleven agtet for Intet af eder, I Bygningsmænd, den, som er bleven til en Hovedhjørnesteen.
27at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
4For hvem haver du kundgjort Tale? og hvis Aande gik ud af dig?
24du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham; du haver talet det med din Mund og opfyldt det med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.
4Herren skal udrydde alle smigrende Læber, (ja) en Tunge, som taler store (Ord),
11Og atter: Lover Herren, alle Hedninger! og priser ham, alle Folk!
4Herre! alle Konger paa Jorden skulle takke dig, naar de have hørt din Munds Ord.
2Herrens Aand talede ved mig, og hans Tale skede ved min Tunge.
2Gud! ti du ikke, vær ikke taus, og, Gud! hold ikke stille.
12Kongerne paa Jorden havde ikke troet det, ei heller Alle, som boe paa Jorderige, at Modstanderen og Fjenden skulde inddraget ad Jerusalems Porte.
23denne, da han var given hen efter Guds besluttede Raad og Forudvidende, toge I og korsfæstede med uretfærdige Hænder, og sloge ham ihjel;
2Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden! du, som sætter din Majestæt over Himlene.
61Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,
10Herren gjorde Hedningernes Raad til Intet, han forvendte Folkenes Tanker.
28Men der de hørte dette og vare blevne fulde af Vrede, raabte de og sagde: Stor er de Ephesers Diana!
31Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
14Gud! de Hovmodige staae op imod mig, og Tyranners Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres (Øine).
7til at gjøre Hevn paa Hedningerne, og Straf paa Folkene,
16I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig-Aand havde forud talet ved Davids Mund om Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesum.
39men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader eder dog ikke befindes som de, der endog ville stride mod Gud.
25Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
1Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
10Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad kjendes iblandt Hedningerne for vore Øine, at dine Tjeneres Blod, som er udøst, bliver hevnet.
4Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.