Salmenes bok 12:4
Herren skal udrydde alle smigrende Læber, (ja) en Tunge, som taler store (Ord),
Herren skal udrydde alle smigrende Læber, (ja) en Tunge, som taler store (Ord),
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Frels, Herre! thi en From er borte, thi de Trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.
3De tale Forfængelighed, hver med sin Næste, med smigrende Læber; de tale (snart) af et, (snart) af et (andet) Hjerte.
12Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
7De komme igjen mod Aftenen, de tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
8De komme (Andre) til at forsmægte, og tale af Ondskab om (at gjøre) Vold; de tale af det Høie.
9De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
2Jordens Konger fremstille sig, og Fyrsterne raadslaae tilsammen imod Herren og imod hans Salvede, (sigende):
3Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb fra os.
4(Men) den, som boer i Himmelen, leer (ad dem), Herren bespotter dem.
8Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
4(Hvorlænge) skulle de udgyde (deres Ord), skulle de tale haardt? (hvorlænge) skulle de tale om sig selv, Alle, som gjøre Uret?
10De lukke til med deres Fedme, de tale med deres Mund af Hovmod.
11I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
18Herre! lad mig ikke beskjæmmes, thi jeg kaldte paa dig; lad de Ugudelige beskjæmmes, lad dem tie i Graven.
5dem, som sige: Ved vor Tunge ville vi faae Overhaand, vore Læber (staae) med os; hvo er vor Herre?
46Alle vore Fjender oplode deres Mund over os.
9Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
13Eders Ord ere stærke imod mig, sagde Herren; men I sagde: Hvad talede vi imod dig?
12Sæt dem, (ja) deres Fyrster, som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste (Mænd) som Sebah og som Zalmuna,
25at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
4Vor Sjæl er meget mættet af de Stoltes Bespottelse, af de Hovmodiges Foragt.
13Herre, vor Gud! der have (andre) Herrer hersket over os foruden dig, (men) alene ved dig ville vi komme dit Navn ihu.
5da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
6Lovet være Herren, som ikke gav os til Rov for deres Tænder!
13I, som glædes ved ingen Ting, som sige: Have vi ikke taget os Horn ved vor Styrke?
25som haver sagt ved Davids, din Tjeners, Mund: Hvorfor fnysede Hedningerne og grundede Folkene paa forfængelige Raad?
9Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.
4Imod hvem forlyste I eder? imod hvem udvide I Munden, udrække Tungen langt? ere I ikke Overtrædelsens Børn, en falsk Sæd?
2Herre! fri min Sjæl fra en falsk Læbe, fra en svigefuld Tunge!
3Hvad giver dig, eller hvad gavner dig en svigefuld Tunge?
3De, som tænke onde Ting i Hjertet, de holde sig tilsammen den ganske Dag (for at føre) Krig.
62deres Læber, som stode op imod mig, og deres Betænkning imod mig den ganske Dag.
5Thi din Misgjerning lærer din Mund, og du udvælger de Trædskes Tunge.
6Din Mund dømmer dig at være ugudelig, og ikke jeg; og dine Læber svare mod dig.
13(som ere) at overtræde og at lyve imod Herren, og at vende os tilbage fra vor Gud, at tale om Fortrykkelse og Afvigelse, at undfange og udsige falske Ord af Hjertet.
8Men Gud haver skudt dem; deres Plager ere en hastig Piil.
7Hans Mund er fuld med Banden og Svig og Bedrageri; under hans Tunge er Møie og Uret.
2da blev vor Mund fyldt med Latter, og vor Tunge med Frydesang; da sagde man iblandt Hedningerne: Herren haver gjort store Ting imod disse.
12De negtede Herren og sagde: Han er det ikke, og Ulykke skal ikke komme paa os, og Sværd og Hunger skulle vi ikke see;
3I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.
16Alle dine Fjender oplode deres Mund over dig, hvidslede og skare med Tænderne; de sagde: Vi have opslugt; ja, denne er den Dag, som vi biede efter, vi fandt, vi saae (den).
4For hvem haver du kundgjort Tale? og hvis Aande gik ud af dig?
20Herrens Salvede, (som var) vor Næses Aand, blev fangen i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Hedningerne.
3Taler ikke saa mangfoldeligen saa saare høie Ting, lader (ikke) haarde Ting udgaae af eders Mund; thi Herren er Vidskabers Gud, skulde (hans) Gjerninger da ikke være rette?
11Thi med spottende Læber og med en anden Tunge skal han tale til dette Folk,
15Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veie, og Syndere skulle omvende sig til dig.
37Hvo er den, som tør sige: Det skede dog, (alligevel) Herren ikke befoel det?
13Deres Strube er en aabnet Grav; med deres Tunge besvige de; Øglers Forgift er under deres Læber;
14deres Mund er fuld af Forbandelser og Beeskhed;
10Dette skal skee dem for deres Hovmodigheds Skyld, fordi de forhaanede og ophøiede sig storligen over den Herre Zebaoths Folk.