Klagesangene 4:20
Herrens Salvede, (som var) vor Næses Aand, blev fangen i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Hedningerne.
Herrens Salvede, (som var) vor Næses Aand, blev fangen i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Hedningerne.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
18 De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
19 Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
19 Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
12 vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
28 Og hans Aand er som en Bæk, der løber over, som rækker indtil Halsen, at sigte Hedningerne i Forfængeligheds Sold, og (som) et Bidsel, der fører vild, i Folkenes Kjæfter.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
19 Men du, du er bortkastet fra din Grav som en vederstyggelig Qvist, (som) de Ihjelslagnes Klæder, hvilke ere stukne med Sværd, de, som nedfare til Hulens Stene, ligesom en nedtraadt (død) Krop.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
8 Og Hedningerne gave sig over ham trindt omkring af Landskaberne, og de udbredte deres Garn over ham, han blev greben i deres Grav.
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
5 dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
7 Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
17 Ogsaa de nedfore med ham i Graven til dem, som vare ihjelslagne med Sværd, og dem, (som havde været) hans Arm, som havde siddet i hans Skygge midt iblandt Hedningerne.
3 alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,
22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
3 da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
51 Herre! kom din Tjeners Forsmædelse ihu, som jeg bærer i min Barm, (af) alle store Folk,
6 Lovet være Herren, som ikke gav os til Rov for deres Tænder!
7 Vor Sjæl er undkommen som en Fugl af Fuglefangerens Snare; Snaren er sønderreven, og vi, vi ere undkomne.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
2 Og han haver gjort min Mund som et skarpt Sværd, han haver skjult mig med sin Haands Skygge, og gjort mig til en reen Piil, og skjult mig i sit Kogger.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
5 Vi lide Forfølgelse paa vor Hals, vi arbeide, og vi have ikke Hvile.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
20 Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
14 Du igjennemborede Hovedet for hans Landsbyer ved hans Kjeppe; de stormede til at adsprede mig, deres Glæde var som til at æde en Elendig i Skjul.
14 Den, som gaaer (herfra) til fremmed Sted, skal hastig lades løs og skal ikke døe i Graven, og hans Brød skal ikke fattes.
4 Vor Sjæl er meget mættet af de Stoltes Bespottelse, af de Hovmodiges Foragt.
13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
14 Du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Bespottelse og Haanhed for dem, (som ere) trindt omkring os.
17 Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
5 Vee mig, at jeg var fremmed (iblandt) Mesech, (at) jeg haver boet ved Kedars Pauluner.
26 Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
47 Der var Forskrækkelse og Hule for os, (ja) Ødelæggelse og Forstyrrelse.
17 Præsterne, Herrens Tjenere, skulle græde imellem Forhuset og Alteret, og de skulle sige: Herre! spar dit Folk, og giv ikke din Arv til Skjændsel, at Hedningerne skulle herske over dem; hvorfor skulle de sige iblandt Hedningerne: Hvor er deres Gud?
15 Fordi I sagde: Vi have gjort en Pagt med Døden, og gjort et forsigtigt (Forbund) med Helvede; naar en overskyllende Flod gaaer over, da skal den ikke komme til os, thi vi have sat Løgn til vor Tilflugt, og ere skjulte med Falskhed,
15 Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
11 Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.
21 Fryd og glæd dig, du Edoms Datter! du, som boer i det Land Uz; (thi) Bægeret skal ogsaa komme til dig, du skal blive drukken og blotte dig.
9 De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.