Apostlenes gjerninger 23:5
Og Paulus sagde: Brødre, jeg vidste ikke, at det var den Ypperstepræst; thi der er skrevet: Du skal ikke skjælde dit Folks Øverste.
Og Paulus sagde: Brødre, jeg vidste ikke, at det var den Ypperstepræst; thi der er skrevet: Du skal ikke skjælde dit Folks Øverste.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg haver med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.
2Men den Ypperstepræst Ananias befoel dem, som stode hos ham, at slaae ham paa Munden.
3Da sagde Paulus til ham: Gud skal slaae dig, du kalkede Væg! baade sidder du og dømmer mig efter Loven, og tillige overtræder du Loven, idet du befaler, at jeg skal slaaes.
4Men de, som stode hos, sagde: Skjælder du Guds Ypperstepræst?
28Du skal ikke forbande Dommerne, og den Øverste iblandt dit Folk skal du ikke bande.
15imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
6Men da Paulus vidste, at den ene Deel var Sadducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! jeg er en Pharisæer, en Pharisæers Søn; jeg dømmes for Haab og for de Dødes Opstandelse.
10Men Paulus sagde: Jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jeg haver ingen Uret gjort Jøderne, som du og bedre veed.
17Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og eders Øverster.
2Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham imod Paulus, og anholdt hos ham
8efterdi han forsvarede sig, sigende: Jeg haver hverken syndet i Noget imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.
25Men der de spændte ham med Liner, sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede, som stod hos: Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det udømt?
26Men der Høvedsmanden over Hundrede hørte dette, gik han til den øverste Høvedsmand, og forkyndte ham det og sagde: See til, hvad du vil gjøre; thi dette Menneske er en Romer.
27Men den øverste Høvedsmand kom frem og sagde til ham: Siig mig, er du en Romer? Men han sagde: Ja.
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
11Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Hvo, som taler ilde om sin Broder og dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gjører, men dens Dommer.
1Men fem Dage derefter drog den Ypperstepræst Ananias ned med de Ældste og en vis Taler Tertullus, hvilke mødte for Landshøvdingen imod Paulus.
2Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:
9Men der blev et stort Skrig, og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: Vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel haver talet med ham, da lader os ikke stride mod Gud.
20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;
15Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
10Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag,
21Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;
27Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: Hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer over os?
1I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
35Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
19men der Jøderne talede derimod, nødtes jeg til at indskyde min Sag for Keiseren, dog ikke som den, der havde Noget at anklage mit Folk for.
49Men En af dem, Caiphas, som var det Aars Ypperstepræst, sagde til dem:
1Men den Ypperstepræst sagde: Mon da dette haver sig saaledes?
62Og den Ypperstepræst stod op og sagde til ham: Svarer du Intet? Hvad vidne disse imod dig?
63Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Christus, den Guds Søn.
3Thi de Regjerende ere ikke til Skræk for gode Gjerninger, men for onde. Vil du da ikke frygte for Øvrigheden, saa gjør det, som godt er, og du skal have Bifald af den.
27Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
17Ærer Alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!
30Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
39Men Paulus sagde: Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket.
8Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
36Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det eder at være stille og Intet handle fremfusende.
29og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.
30Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
29Da lode de, som skulde have forhørt ham, strax af fra ham. Men den øverste Høvedsmand, der han fik at vide, at han var en Romer, frygtede endog, fordi han havde ladet ham binde.
30Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.
37Og der Paulus skulde føres ind i Fæstningen, siger han til den øverste Høvedsmand: Er det mig tilladt at tale Noget til dig? Men han sagde: Forstaaer du Græsk?
26Thi Kongen veed om disse Ting, og til ham taler jeg ogsaa frimodigen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.
23Jesus svarede ham: Haver jeg talet ilde, da beviis, at det er ondt; men haver jeg talet vel, hvi slaaer du mig?
22Da lod den øverste Høvedsmand det unge Menneske gaae og bød ham: Du skal Ingen sige, at du haver givet mig dette tilkjende.
12Hvorfor jeg og drog til Damascus med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster;
18Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;
23Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.
19Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;