Apostlenes Gjerninger 28:4
Men som Barbarerne saae Dyret hænge ved hans Haand, sagde de til hverandre: Dette Menneske er sikkert en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst fra Havet.
Men som Barbarerne saae Dyret hænge ved hans Haand, sagde de til hverandre: Dette Menneske er sikkert en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst fra Havet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Der han nu rystede Dyret af i Ilden, følte han intet Ondt.
6 Men de ventede, at han skulde hovne eller pludseligen falde død om. Men der de havde ventet længe og saae, at ham intet Ondt vederfares, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.
7 Men ved det samme Sted havde den Øverste paa Øen, ved Navn Publius, et Landgods; han modtog os og laante os venligen Herberge i tre Dage.
1 Og der de vare frelste, fik de at vide, at denne Ø hedte Melite.
2 Men Barbarerne viste os ikke liden Menneskekjærlighed; thi de modtoge os alle, idet de optændte en Ild formedelst Regnen, som overfaldt os, og formedelst Kulden.
3 Men der Paulus rev en Hob Riis sammen og lagde paa Ilden, kom en Øgle ud formedelst Varmen og krøb paa hans Haand.
17 Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
18 hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
22 Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
31 Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
19 ligesom naar En flyer for Løvens Ansigt, og Bjørnen møder ham, og (som) En kommer i Huset og hælder sig med sin Haand til Væggen, og Slangen bider ham.
41 Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
42 Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.
43 Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,
44 og de Andre (redde sig), Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skede det, at Alle kom frelste til Landet.
31 Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.
32 Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
33 Men der den øverste Høvedsmand kom nær til, tog han ham og befoel, at han skulde bindes med to Lænker; og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.
18 Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
19 Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
5 Og det blev dem givet, ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem Maaneder; og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, naar den stikker et Menneske.
16 Han skal suge Øglers Gift, Otterslangens Tunge skal dræbe ham.
38 Mon du ikke være den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire tusinde Mordere ud i Ørkenen?
21 For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
18 Men hvo, der slaaer et Bæst ihjel, skal betale det; Sjæl for Sjæl.
27 Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.
28 Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
25 Men der de spændte ham med Liner, sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede, som stod hos: Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det udømt?
4 Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare blevne sønderrykkede af ham, og Bøierne sønderslidte, og Ingen kunde tæmme ham.
9 Der dette da var skeet, kom og de Andre paa Øen, som havde Sygdomme, frem til ham og bleve helbredede.
27 Men der de syv Dage vare næsten tilende, saae Jøderne fra Asien ham i Templet, og oprørte alt Folket og lagde Haand paa ham,
37 Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
24 Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.
18 de skulle borttage Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes.
21 eller han slaaer ham af Fjendskab med sin Haand, at han døer, da skal den, som slog, visseligen dødes, han er en Manddraber; Blodhevneren skal lade døde Manddraberen, naar han møder ham.
16 Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem, og fik Magt over dem og overvældede dem, saa at de undflyede nøgne og saarede af samme Huus.
11 Men der Mængden saae det, som Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne ere blevne Mennesker lige og ere komne ned til os.
15 Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
30 Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lode Baaden ned i Havet under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,
12 Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen, og forpligtede sig under Forbandelse og sagde, at de vilde hverken æde, ei heller drikke, inden de havde slaget Paulus ihjel.
11 Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blind og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte efter Nogen, som kunde lede ham ved Haanden.
10 I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.
7 men Lysias, den øverste Høvedsmand, kom til og bortførte ham med megen Vold af vore Hænder,
26 Men vi skulle strande paa en Ø.
18 Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;
17 Men Herren stod med mig og styrkede mig, at (Ordets) Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra en Løves Strube.
7 Thi enhver Natur, baade Dyrs og Fugles, baade Ormes og Havdyrs, tæmmes og er bleven tæmmet af den menneskelige Natur;
22 Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.
19 Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var borte, toge de Paulus og Silas og droge dem paa Torvet for de Øverste.
21 Lad du dig derfor ikke overtale af dem; thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke have under Forbandelse forpligtet sig til, hverken at æde, ei heller at drikke, inden de have slaget ham ihjel; og de ere nu rede og forvente Besked fra dig.