Apostlenes Gjerninger 28:5
Der han nu rystede Dyret af i Ilden, følte han intet Ondt.
Der han nu rystede Dyret af i Ilden, følte han intet Ondt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og der de vare frelste, fik de at vide, at denne Ø hedte Melite.
2 Men Barbarerne viste os ikke liden Menneskekjærlighed; thi de modtoge os alle, idet de optændte en Ild formedelst Regnen, som overfaldt os, og formedelst Kulden.
3 Men der Paulus rev en Hob Riis sammen og lagde paa Ilden, kom en Øgle ud formedelst Varmen og krøb paa hans Haand.
4 Men som Barbarerne saae Dyret hænge ved hans Haand, sagde de til hverandre: Dette Menneske er sikkert en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst fra Havet.
6 Men de ventede, at han skulde hovne eller pludseligen falde død om. Men der de havde ventet længe og saae, at ham intet Ondt vederfares, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.
7 Men ved det samme Sted havde den Øverste paa Øen, ved Navn Publius, et Landgods; han modtog os og laante os venligen Herberge i tre Dage.
8 Men det traf sig, at Publii Fader laae betagen af Feber og Blodsot; til ham gik Paulus ind og bad, og lagde Hænderne paa ham og helbredede ham.
9 Der dette da var skeet, kom og de Andre paa Øen, som havde Sygdomme, frem til ham og bleve helbredede.
19 ligesom naar En flyer for Løvens Ansigt, og Bjørnen møder ham, og (som) En kommer i Huset og hælder sig med sin Haand til Væggen, og Slangen bider ham.
27 Og Statholderne, Forstanderne og Fyrsterne og Kongens Raadsherrer samledes og saae disse Mænd, at Ilden havde ingen Magt over deres Legemer, og ikke et Haar paa deres Hoved var svedet, og deres Kjortler vare ikke forandrede, ja, Ildens Lugt var ikke gaaet igjennem dem.
51 Men de rystede Støvet af deres Fødder over dem og kom til Iconium.
17 Men Herren stod med mig og styrkede mig, at (Ordets) Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra en Løves Strube.
22 Da talede Daniel med Kongen: Kongen leve evindeligen!
23 Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, at de ikke have fordærvet mig, fordi der er funden Uskyldighed hos mig for ham, saa haver jeg og ingen Misgjerning gjort for dig, o Konge!
18 hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
18 de skulle borttage Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes.
16 Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem, og fik Magt over dem og overvældede dem, saa at de undflyede nøgne og saarede af samme Huus.
4 Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare blevne sønderrykkede af ham, og Bøierne sønderslidte, og Ingen kunde tæmme ham.
43 Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,
44 og de Andre (redde sig), Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skede det, at Alle kom frelste til Landet.
22 Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
23 Men der de skrege og kastede Klæderne fra sig, og kastede Støv i Luften,
5 Og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, udgaaer der Ild af deres Mund og fortærer deres Fjender; og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, bør det ham saaledes at ihjelslaaes.
21 Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;
16 Han skal suge Øglers Gift, Otterslangens Tunge skal dræbe ham.
9 Denne hørte Paulum tale, som, der han saae stivt paa ham og mærkede, at han havde Tro til at frelses, sagde med høi Røst:
10 Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring.
25 Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.
26 Men vi skulle strande paa en Ø.
6 Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod (komme) over eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.
13 Og hvo er den, som kan skade eder, dersom I beflitte eder paa det Gode?
35 Og Jesus truede ham og sagde: Ti, og far ud af ham! og Djævelen kastede ham midt iblandt dem, og foer ud af ham og gjorde ham ingen Skade.
22 Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.
28 Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
29 Men han begjærede et Lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulus og Silas.
5 Og det blev dem givet, ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem Maaneder; og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, naar den stikker et Menneske.
19 See, jeg giver eder Magt at træde paa Slanger og Skorpioner, og over al Fjendens Kraft; og slet Intet skal skade eder.
32 Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
11 Og Gud gjorde ikke ringe kraftige Gjerninger ved Pauli Hænder,
19 Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
31 Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
41 Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
34 slukkede Ildens Kraft, undflyede Sværdets Od, fik Kræfter igjen efter Skrøbelighed, bleve vældige i Krigen, bragte Fjenders Leire til at vige.
21 Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.
22 Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.
3 Og han sagde: Kast den paa Jorden, og han kastede den paa Jorden, saa blev den til en Slange; og Mose flyede for den
28 og ikke lade Eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne, hvilket er dem et Tegn paa Undergang, men Eder paa Frelse, og dette fra Gud.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
11 i Forfølgelser, i Lidelser, saadanne som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconium, i Lystra, hvilke Forfølgelser jeg haver udstaaet, og Herren friede mig af dem alle.