Apostlenes gjerninger 4:32
Men den ganske Hob, som troede, havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde Noget af sit Gods at være hans eget, men alle Ting vare dem tilfælles.
Men den ganske Hob, som troede, havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde Noget af sit Gods at være hans eget, men alle Ting vare dem tilfælles.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
41De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der lagdes den samme Dag til (Menigheden) henved tre tusinde Sjæle.
42Men de vare varagtige i Apostlernes Underviisning og Samfundet og Brøds-Brydelsen og Bønnerne.
43Men der kom en Frygt over alle Sjæle; og der skede mange Undergjerninger og Tegn ved Apostlerne.
44Men alle de, som troede, vare tilsammen og havde alle Ting tilfælles.
45Og de solgte deres Eiendom og Gods, og delede det ud iblandt alle, eftersom Nogen havde behov.
46Og de vare hver Dag samdrægtigen varagtige i Templet, og brøde Brødet i Husene og nøde Maaltidet med Fryd og Hjertets Eenfoldighed,
47idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen dem til Menigheden, som bleve frelste.
33Og Apostlerne gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle.
34Thi der var ei heller Nogen iblandt dem, som led Mangel; thi saa Mange, som eiede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det Solgte,
35og lagde den for Apostlernes Fødder; men der uddeeltes til Enhver, eftersom Nogen havde behov.
31Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
11Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over Alle, som dette hørte.
12Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
13Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem, men Folket gjorde meget af dem; —
14og der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Qvinder,
1Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.
6Og Folket gav samdrægtigen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde.
7Thi af Mange, som havde urene Aander, fore disse ud, raabende med høi Røst; men mange Værkbrudne og Halte bleve helbredede.
24Men der de hørte det, opløftede de samdrægtigen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
4Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.
5Men der vare Jøder, boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag, som ere under Himmelen.
6Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.
7Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
3De opholdt sig da en lang Tid der og talede frimodigen i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd og lod Tegn og Undergjerninger skee ved deres Hænder.
4Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
8Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig-Aand, ligesom og os.
9Og han gjorde ingen Forskjel imellem os og dem, idet han rensede deres Hjerter ved Troen.
37Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
38Men Petrus sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse, og I skulle faae den Hellig-Aands Gave.
2da fuldkommer min Glæde, saa at I mene det Samme, have den samme Kjærlighed, ere eens sindede, mene Eet,
4Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem.
4Thi ligerviis som vi have mange Lemmer paa eet Legeme, men alle Lemmer have ikke den samme Forretning,
5ligesaa ere vi mange eet Legeme i Christo, men hver for sig ere vi hinandens Lemmer.
12Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
1Men det skede i Iconium, at de gik tilsammen ind i Jødernes Synagoge og talede saaledes, at en stor Mængde baade af Jøder og Græker troede.
4Men Mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem Tusinde.
17Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig-Aand.
23Denne, der han var kommen derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Forsæt skulde blive ved Herren;
14Disse holdt alle eendrægtigen ved i Bøn og Paakaldelse tilligemed Qvinderne og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.
15Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —
8Men haver for alle Ting den inderlige Kjærlighed til hverandre; thi Kjærligheden skal skjule Synders Mangfoldighed.
8Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
26Hvad er derfor, Brødre! (at gjøre)? Naar I komme sammen, haver hver af eder en Psalme, han haver en Lærdom, han haver et (fremmed) Tungemaal, han haver en Aabenbarelse, han haver en Udlæggelse: lader Alt skee til Opbyggelse!
13Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
32Og de talede Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Huus.
31Saa havde da Menighederne Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og opbyggedes og gik frem i Herrens Frygt og i den Hellig-Aands Trøst, og bleve formerede.
14men efter Ligelighed, saa at eders Overflod maa i nærværende Tid komme deres Trang til Hjælp, paa det at og deres Overflod maa herefter komme eders Trang til Hjælp, saa at der kan være Ligelighed,
15ligesom skrevet er: Den, som sankede Meget, havde ikke overflødigt, og den, som sankede Lidet, fattedes ikke.
12Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne.