Forkynneren 12:13
Enden paa Sagen, naar Alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det (bør) hvert Menneske (at gjøre).
Enden paa Sagen, naar Alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det (bør) hvert Menneske (at gjøre).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Thi Gud skal føre hver Gjerning for Dommen med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt.
12 Og ydermere skal du, min Søn! være paamindet af dem; der er ingen Ende paa at gjøre mange Bøger, og megen Læsning er Legems Arbeide.
10 Jeg haver seet den Møie, som Gud haver givet Menneskens Børn at plage sig udi.
11 Han gjorde Alting smukt i sin Tid, og lagde Verden i deres Hjerte, uden hvilken et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som Gud haver gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.
12 Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
13 Ja og, at ethvert Menneske æder og drikker, og seer (og nyder) det Gode i alt sit Arbeide, det er en Guds Gave.
14 Jeg fornam, at alt det, som Gud gjør, det skal blive evindelig, man kan Intet lægge til, og man kan Intet tage derfra, og Gud gjør det saa, for at man skal frygte for hans Ansigt.
15 Det, som haver været, har allerede været, og det, som skal skee, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.
10 Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, en god Klogskab for alle dem, som gjøre derefter; hans Priis bestaaer altid.
7 og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
18 Det er godt, at du holder (fast) ved det (Ene), men du skal og ikke lade din Haand af fra det (Andet); thi den, som frygter Gud, undgaaer det alt.
27 See dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa du det for dig.
28 Og han sagde til Mennesket: See, Herrens Frygt, den er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand.
1 Halleluja! Salig er den Mand, som frygter Herren, som haver saare Lyst til hans Bud.
23 Herrens Frygt (fører) til Livet; thi saadan En skal være mæt (af Rolighed) Natten over, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.
22 Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
12 Der er en Vei, som synes ret for en Mand, men det Sidste deraf er Dødens Veie.
5 Hvo, som holder Budet, skal intet Ondt fornemme, og den Vises Hjerte skal vide Tid og Ret.
15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
16 Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
9 (Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
13 Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
12 Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
1 Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.
10 Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.
9 Og de skulle gjøre, at (Enhver af dem selv) skal falde ved deres (egen) Tunge; de skulle, hver som seer paa dem, flye (langt) bort.
13 at holde Herrens Bud og hans Skikke, som jeg byder dig idag; at det skal gaae dig vel.
24 (Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.
2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
3 Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
10 Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, og (hans) Kundskab er de Helliges Forstand.
8 Al Jorden frygte sig for Herren, alle Verdens Indbyggere ræddes for ham!
32 I skulle holde alt det Ord, som jeg byder eder, at gjøre (derefter); du skal ikke lægge dertil, og ei tage derfra.
2 Jeg (siger dig): Bevar Kongens Munds (Ord), dog efter Guds Eds Ord.
24 Frygter ikkun Herren og tjener ham i Sandhed i eders ganske Hjerte; thi seer, hvor store Ting han gjør imod eder.
2 Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
7 Dersom du seer, at en Arm fortrykkes, og at Ret og Retfærdighed bortrives i et Landskab, da forundre dig ikke over den Villie; thi der er en Høi over den Høie, som tager vare (derpaa), ja, den Høieste er over dem.
1 Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke (endnu) komme, og Aarene komme, om hvilke du skal sige: Jeg haver ikke Lyst til dem;
9 Hvad som var, det Samme skal vorde, og hvad som er skeet, det Samme skal skee, og der er slet intet Nyt under Solen.
12 Om end en Synder gjør hundrede Gange Ondt og lever længe, saa veed jeg dog, at det skal gaae dem vel, som frygte Gud, som frygte for hans Ansigt.
18 Og hvilket Menneske, som Gud haver givet Rigdom og Gods, og giver ham Magt at æde deraf, og at optage sin Deel, og at glæde sig i sit Arbeide, dette er en Guds Gave.
13 Men du, (Daniel!) gak til Enden; og du skal hvile og staae i din Lod ved Dagenes Ende.
13 Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.
9 Herrens Befalinger ere rette, som glæde Hjertet; Herrens Bud er reent, som oplyser Øinene.
3 Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.