1 Mosebok 21:24
Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.
Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Og det skede paa den samme Tid, da talede Abimelech og Picol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gjør.
23 Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.
16 Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
5 Og Svenden sagde til ham: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig til dette Land; skal jeg da endelig føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen af?
6 Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igjen.
7 Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Huus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvoer mig og sagde: Dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal derfra tage min Søn en Hustru.
8 Men dersom Qvinden vil ikke følge dig, da skal du være fri for denne min Ed; aleneste min Søn skal du ikke føre derhen.
9 Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd, og svoer ham paa denne Handel
1 Og Abraham var gammel, vel ved Alder; og Herren havde velsignet Abraham i Alting.
2 Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Huus, som raadede over alt hans Gods: Kjære, læg din Haand under min Lænd.
3 Og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af de Cananiters Døttre, iblandt hvilke jeg boer.
34 Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
14 Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig formere dig.
25 Og Abraham straffede Abimelech for den Vandbrønds Skyld, som Abimelechs Tjenere havde borttaget med Vold.
26 Da svarede Abimelech: Jeg vidste ikke, hvo dette Stykke gjorde; og du haver heller ikke givet mig det tilkjende, og jeg haver ikke heller hørt det, førend idag.
27 Da tog Abraham Faar og Fæ og gav Abimelech; og de gjorde begge et Forbund.
73 efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
37 Og min Herre haver taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Cananiternes Døttre, i hvis Land jeg boer.
53 Abrahams Gud og Nachors Gud, deres Fædres Gud skal dømme imellem os; og Jakob svoer ved sin Faders Isaks Rædsel.
10 Og Abimelech sagde til Abraham: Hvad saae du paa, at du gjorde dette Stykke?
11 Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: Her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted; og de maatte slaae mig ihjel for min Hustrues Skyld.
29 Da sagde Abimelech til Abraham: Hvad skulle disse samme syv Lam her, som du stillede for sig selv?
30 Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg haver gravet denne Brønd.
31 Derfor kaldte han det samme Sted Beershaba; thi der svore de begge.
41 Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig (hende), saa er du fri for min Ed.
22 Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg haver opløftet min Haand til Herren, den høieste Gud, som eier Himmel og Jord,
21 Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa denne bestemte Tid i det andet Aar.
3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
9 som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
21 Og nu, see, jeg veed, at du skal visseligen blive Konge, og Israels Rige skal stadfæstes i din Haand.
16 hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak.
4 (Hvad) mig (anlanger), see, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Hedningers Fader.
14 Da svarede Ephron Abraham og sagde til ham:
1 Og det skede derefter, at Gud fristede Abraham og sagde til ham: Abraham! og han sagde: See, her er jeg.
18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!
19 Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
12 Og han sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, lad det vederfares idag for mig, og gjør Miskundhed mod min Herre Abraham.
31 Men han sagde: Sværg mig, og han svoer ham; og Israel bøiede sig over Knappen i Sengen.
28 Og de svarede: Vi see klarligen, at Herren er med dig, derfor sagde vi: Kjære, lad være en Ed imellem os (indbyrdes), imellem os og imellem dig, og vi ville gjøre et Forbund med dig,
12 Og nu, Kjære, sværger mig ved Herren, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gjøre Miskundhed imod min Faders Huus og give mig et sikkert Tegn,
19 Thi jeg kjender ham, at han vil byde sine Børn og sit Huus efter sig, at de skulle bevare Herrens Vei, til at gjøre Retfærdighed og Ret, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han haver lovet ham.
23 Og Kong Salomo svoer ved Herren og sagde: Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil! Adonja skal have talet det Ord imod sit Liv.
9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.