Hosea 12:4
Han holdt sin Broders Hæl i Moders Liv, og han holdt sig fyrstelig med Gud i sin Kraft.
Han holdt sin Broders Hæl i Moders Liv, og han holdt sig fyrstelig med Gud i sin Kraft.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Herren haver og Trætte med Juda, og han skal hjemsøge Jakob efter hans Veie, og betale ham igjen efter hans Idrætter.
23 Og han tog dem og lod dem drage over Bækken, og førte over, hvad som han havde.
24 Og Jakob blev tilbage for sig selv alene; og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes.
25 Og der han saae, at han ikke kunde overvinde ham, da rørte han ved hans Hofteskaal; og Jakobs Hofteskaal gik af Led, idet han brødes med ham.
26 Og han sagde: Lad mig gaae, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaae, uden du faaer velsignet mig.
27 Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn? og han sagde: Jakob.
28 Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes (alene) Jakob, men Israel; thi du haver holdt dig fyrsteligen med Gud og med Mennesker, og fik Overhaand.
29 Og Jakob spurgte og sagde: Kjære, kundgjør mig dit Navn; og han sagde: Hvi spørger du om mit Navn? og han velsignede ham der.
30 Og Jakob kaldte Stedets Navn Pnuel; thi (han sagde:) jeg haver seet Gud, Ansigt til Ansigt, og min Sjæl er frelst.
5 Ja, han holdt sig fyrstelig med en Engel og overvandt, han græd og bad ham om Naade; han fandt ham i Bethel, og der talede han med os.
4 Og det skede, der Herrens Engel havde talet disse Ord til alle Israels Børn, da opløftede Folket deres Røst, og de græd.
13 Og Gud foer op fra ham, fra det Sted, hvor han talede med ham.
14 Saa opreiste Jakob et Kjendetegn paa det Sted, hvor han talede med ham, et Kjendetegn af Steen, og øste Drikoffer derpaa, og overøste det med Olie.
15 Og Jakob kaldte det Steds Navn, der, hvor Gud talede med ham, Bethel.
6 Og Jakob kom til Lus, som er i Canaans Land, det er Bethel, han og alt Folket, som var med ham.
7 Og han byggede der et Alter og kaldte det Sted El-Bethel, fordi Gud var aabenbaret der for ham, da han flyede for sin Broder.
12 Da aabenbaredes Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du Vældige til Strid!
8 Og han brød op derfra til et Bjerg, Østen for Bethel, og udslog sit Paulun, saa Bethel var mod Vesten, og Ai mod Østen; og han byggede Herren der et Alter og paakaldte i Herrens Navn.
1 Og Jakob foer sin Vei, og Guds Engle mødte ham.
3 Og lader os gjøre os rede og drage op til Bethel; og jeg vil der gjøre den Gud et Alter, som bønhørte mig paa min Nøds Dag og haver været med mig paa Veien, som jeg haver vandret.
17 Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arve Velsignelsen, blev forskudt. Thi han erholdt ingen Forandring i Beslutningen, alligevel han søgte efter den med Graad.
12 Og han drømte, og see, en Stige var opreist paa Jorden, og det Øverste deraf naaede til Himmelen; og see, Guds Engle stege op og ned derpaa.
9 Og Gud aabenbaredes atter for Jakob, der han var kommen af Paddan-Aram, og velsignede ham.
11 Og den Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! og jeg svarede: See, her er jeg.
2 Og Gud talede til Israel i Syner om Natten, og sagde: Jakob! Jakob! og han sagde: See, her er jeg.
23 Saa tog han sine Brødre med sig og forfulgte ham syv Dages Reise, og naaede ham paa det Bjerg Gilead.
42 Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud, og Isaks Rædsel havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud haver seet min Elendighed og mine Hænders Møie, og straffede dig igaar Nat.
13 Jeg er den Gud, (som aabenbaredes dig) i Bethel, der, hvor du salvede et Kjendemærke, der, hvor du gjorde mig Løfte; gjør dig nu rede, far ud af dette Land og vandre igjen til din Slægts Land.
8 Da sagde Rachel: Jeg haver kjæmpet en meget stor Kamp med min Søster, jeg haver og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naphthali.
36 Da sagde han: Mon man dog haver derfor kaldet hans Navn Jakob, thi han haver nu to Gange skuffet mig: min Førstefødsel haver han taget, og see, nu tog han min Velsignelse? og han sagde: Haver du ikke bevaret mig en Velsignelse?
22 Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve.
17 Da sagde han til ham: Kjære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øine, da gjør mig et Tegn, at du er den, der taler med mig.
16 den Engel, som haver igjenløst mig fra alt Ondt, velsigne Drengene, at de maae kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maae blive mange som Fiske, midt i Landet.
17 Og Pnuels Taarn nedbrød han, og han ihjelslog Mændene i Staden.
22 Og Josephs Huus reiste ogsaa op mod Bethel, og Herren var med dem.
22 Der Gideon saae, at det var Herrens Engel, da sagde Gideon: Ak Herre! Herre! derfor at jeg haver seet Herrens Engel Ansigt til Ansigt, (maa jeg døe).
8 Og han drog derfra op til Pnuel og talede til dem paa samme (Maade); og de Mænd i Pnuel svarede ham, ligesom de Mænd i Suchot svarede.