Jesaia 63:18
En liden (Tid) have de, som ere dit hellige Folk, eiet (Landet; men) vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.
En liden (Tid) have de, som ere dit hellige Folk, eiet (Landet; men) vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Vi ere blevne (ligesom) de, som du ikke regjerede over fra gammel (Tid), og som ikke vare kaldte efter dit Navn; gid du vilde sønderrive Himlene! (gid) du vilde fare ned, at Bjergene kunde bortflyde for dit Ansigt!
1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
2 Kom din Menighed ihu, som du forhvervede i fordum (Tid), din Arvs Stamme, som du gjenløste, dette Zions Bjerg, som du boer paa.
3 Opløft dine (Fødders) Trin til at ødelægge evindelig; Fjenden haver handlet ilde med Alting i Helligdommen.
17 Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
7 De kastede din Helligdom i Ilden, de vanhelligede dit Navns Bolig indtil Jorden.
1 Asaphs Psalme. Gud! Hedningerne ere komne i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de gjorde Jerusalem til Steenhobe.
10 Modstanderen udstrakte sin Haand over alle dens ønskelige Ting; thi den saae, at Hedninger ere komne i dens Helligdom, hvilke du havde befalet, de skulde ikke komme i din Forsamling.
9 Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
10 Vor Helligheds og vor Herligheds Huus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore ønskelige Ting ere ødelagte.
11 Herre! vil du holde dig rolig ved disse Ting? vil du tie og fortrykke os saa saare?
6 Og han haver med Vold nedrevet sit Gjærde som en Haves, fordærvet sin Forsamling; Herren haver ladet glemme Forsamling og Sabbat i Zion, og foragtet Konge og Præst i sin Vredes Grumhed.
7 Herren haver bortkastet sit Alter gjort sin Helligdom til Intet, overantvordet dens Paladsers Mure i Fjendens Haand, at de udgave (deres) Røst i Herrens Huus som paa en Forsamlingsdag.
11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
51 Vi vare beskjæmmede, thi vi maatte høre Forhaanelse; Skjændsel skjulte vore Ansigter, thi Fremmede kom over Herrens Huses Helligdomme.
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
8 Og I toge ikke vare paa min Helligdoms Varetægt, men I satte (Nogle) til at tage vare paa min Varetægt i min Helligdom efter eders (egen Villie).
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
17 Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du haver gjort en Bolig, hvorudi du vilde boe, o Herre! en Helligdom, Herre, have dine Hænder beredt.
8 Du foragtede mine Helligdomme og vanhelligede mine Sabbater.
8 Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn, og sagt:
2 (da) blev Juda til hans Helligdom, (og) Israel hans Herredømme.
7 Thi man haver ædet Jakob, og de have ødelagt hans Bolig.
12 En Ærens Throne, en Høihed af Begyndelsen, er vor Helligdoms Sted.
2 Vor Arv er vendt til Fremmede, vore Huse til Udlændinge.
15 Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
12 Sæt dem, (ja) deres Fyrster, som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste (Mænd) som Sebah og som Zalmuna,
2 Gud! du er min Gud, jeg vil søg aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kjød længes efter dig udi et tørt og træt Land, hvor intet Vand er.
21 Og jeg vil give det i de Fremmedes Haand til Rov, og de Ugudelige paa Jorden til Bytte, og de skulle vanhellige det.
2 Saa sagde den Herre Herre: Fordi Fjenden sagde over eder: Ha! og: De evige Høie ere blevne os til Eiendom,
17 Præsterne, Herrens Tjenere, skulle græde imellem Forhuset og Alteret, og de skulle sige: Herre! spar dit Folk, og giv ikke din Arv til Skjændsel, at Hedningerne skulle herske over dem; hvorfor skulle de sige iblandt Hedningerne: Hvor er deres Gud?
7 Herre! dig hører Retfærdighed til, men os (vort) Ansigts Blusel, som (det er) paa denne Dag, (nemlig) hver i Juda, og dem, som boe i Jerusalem, og al Israel, de, som ere nær, og de langt borte, i alle Landene, der hvor du haver fordrevet dem hen for deres Forgribelses Skyld, med hvilken de have forgrebet sig imod dig.
20 Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.
51 Herre! kom din Tjeners Forsmædelse ihu, som jeg bærer i min Barm, (af) alle store Folk,
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
38 Ydermere have de gjort mig dette: De have besmittet min Helligdom paa den samme Dag, og vanhelliget mine Sabbater.
7 Og jeg førte eder ind udi et dyrket Land, at æde dets Frugt og dets Gode; men der I kom (derind), da besmittede I mit Land og gjorde min Arv til en Vederstyggelighed.
10 Men du haver forkastet (os) og ladet os beskjæmmes, og vil ikke udgaae med vore Hære.
19 Herre! min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! Hedningerne skulle komme til dig fra Jordens Ender og sige: Vore Fædre eiede dog Falskhed, (ja) Forfængelighed, og det kunde intet gavne dem.
10 Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
6 Jeg var vred imod mit Folk, jeg vanhelligede min Arv og gav dem i din Haand; du beviste dem ikke Barmhjertighed, du gjorde dit Aag saare svart over en Gammel.
23 og de kom og eiede det, men hørte ikke din Røst og vandrede ikke efter din Lov; alt det, som du bød dem at gjøre, gjorde de ikke, og du lod al denne Ulykke vederfares dem.
13 Eders Ord ere stærke imod mig, sagde Herren; men I sagde: Hvad talede vi imod dig?
9 I uddrive mit Folks Qvinder, (hver) af sin Vellysts Huus, I tage min Prydelse fra hendes spæde Børn evindelig.
3 Mit Bjerg paa Marken! jeg vil give dit Gods, (ja) alle dine Liggendefæ til Rov, (ja) dine Høie, for den Synd, (som du gjorde) inden alle dine Landemærker.
15 Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
13 Herre, vor Gud! der have (andre) Herrer hersket over os foruden dig, (men) alene ved dig ville vi komme dit Navn ihu.
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
22 Og du satte dit Folk Israel dig til et Folk evindeligen, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.