Jesaja 63:19
Vi ere blevne (ligesom) de, som du ikke regjerede over fra gammel (Tid), og som ikke vare kaldte efter dit Navn; gid du vilde sønderrive Himlene! (gid) du vilde fare ned, at Bjergene kunde bortflyde for dit Ansigt!
Vi ere blevne (ligesom) de, som du ikke regjerede over fra gammel (Tid), og som ikke vare kaldte efter dit Navn; gid du vilde sønderrive Himlene! (gid) du vilde fare ned, at Bjergene kunde bortflyde for dit Ansigt!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16Du er dog vor Fader, thi Abraham veed Intet af os, og Israel kjender os ikke; (men) du, Herre, er vor Fader, vor Gjenløser er dit Navn af Evighed.
17Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
18En liden (Tid) have de, som ere dit hellige Folk, eiet (Landet; men) vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.
13Herre, vor Gud! der have (andre) Herrer hersket over os foruden dig, (men) alene ved dig ville vi komme dit Navn ihu.
6Og vi hørte ikke dine Tjenere, Propheterne, som talede i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre, og til alt Folket i Landet.
7Herre! dig hører Retfærdighed til, men os (vort) Ansigts Blusel, som (det er) paa denne Dag, (nemlig) hver i Juda, og dem, som boe i Jerusalem, og al Israel, de, som ere nær, og de langt borte, i alle Landene, der hvor du haver fordrevet dem hen for deres Forgribelses Skyld, med hvilken de have forgrebet sig imod dig.
7Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er vor Pottemager, og vi ere alle din Haands Gjerning.
8Herre! vær ikke saa saare vred, og kom ikke Misgjerninger evindeligen ihu; see, sku dog, vi ere alle dit Folk.
9Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
7Vore Fædre syndede, de ere ikke (mere, og) vi, vi bære deres Misgjerninger.
8Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
45Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
9Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.
17for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
18Lad din Haand være over din høire Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du bekræftede dig.
34Og vore Konger, vore Fyrster, vore Præster og vore Fædre have ikke gjort (efter) din Lov, ikke heller givet Agt paa dine Bud og dine Vidnesbyrd, som du lod vidne for dem.
35Thi de tjente dig ikke i deres Rige og i dit det meget Gode, som du gav dem, og i det vide og fede Land, som du gav for deres Ansigt, og de omvendte sig ikke fra deres onde Gjerninger.
36See, vi ere Tjenere idag; ja, i det Land, som du gav vore Fædre at æde Frugten deraf og det Gode deraf, see, derudi ere vi Tjenere.
37Og dets Indkomme bliver formeret for Kongerne, hvilke du satte over os for vore Synders Skyld, og de herske over vore Legemer og over vore Bæster efter deres Villie, og vi ere i stor Nød.
20Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.
21(Men) foragt (os) ikke for dit Navns Skyld, agt ikke ringe din Herligheds Throne, kom ihu, at du ikke gjør din Pagt til Intet med os!
9Hvorfor vil du være som en forskrækket Mand, som en vældig (Stridsmand), der ikke kan frelse? og du, Herre! er midt iblandt os, og vi kaldes efter dit Navn, lad os ikke fare!
1Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
7Vi have aldeles fordærvet os for dig, og ikke holdt de Bud og de Skikke og de Rette, som du haver budet Mose, din Tjener.
53Thi du, du adskilte dig dem til en Arv af alle Folk paa Jorden, saasom du talede formedelst Mose, din Tjener, da du udførte vore Fædre af Ægypten, Herre, Herre!
22Og du, Jakob! paakaldte mig ikke; men du haver gjort mig Møie, Israel!
11ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
6Udøs din Hastighed paa Hedningerne, som ikke kjende dig, og paa de Riger, som ikke kalde paa dit Navn.
22Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
15Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
22Og du satte dit Folk Israel dig til et Folk evindeligen, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.
2Og Hedningerne skulle see din Retfærdighed, og alle Konger din Herlighed; og du skal kaldes med et nyt Navn, hvilket Herrens Mund skal nævne.
5Gud! du er den samme, min Konge; befal Jakobs megen Frelse (at komme).
4Ja, for min Tjeners, Jakobs, Skyld, og for Israels, min Udvalgtes, Skyld kaldte jeg dig ved dit Navn; jeg nævnte dig, enddog du kjendte mig ikke.
15Herre, Israels Gud! du er retfærdig, thi vi ere overblevne, (nogle) Undkomne, som det sees paa denne Dag; see, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi derfor kan Ingen bestaae for dit Ansigt.
12Og de skulle kalde dem et helligt Folk, Herrens Igjenløste, og dig skal man kalde en søgt (Stad, ja) en Stad, som ikke er forladt.
11Du lader os vende tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have berøvet (os) for sig.
12Du giver os hen som Faar til Spise, og bortstrøer os iblandt Hedningerne.
13Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
51thi de ere dit Folk og din Arv, som du udførte af Ægypten, midt udaf den Jernovn;
1Men nu, saa siger Herren, som skabte dig, Jakob! og dannede dig, Israel: Frygt ikke, thi jeg gjenløste dig, jeg kaldte (dig) ved dit Navn, du er min.
10De ere dog dine Tjenere og dit Folk, som du haver forløst med din den store Kraft og med din den stærke Haand.
31O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?
19Og jeg, jeg sagde: Hvorledes vil jeg forskaffe dig Børn og give dig et ønskeligt Land, en deilig Arv, som er Hedningernes Hæres? og jeg sagde: Min Fader skal du kalde mig, og ikke vende dig tilbage fra mig.
43Og jeg stødte dem smaa som Støv for Veiret; som Dynd paa Gader gjorde jeg dem tynde.
4De gjøre trædskeligen et hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaae mod dine Skjulte.
10Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
29Thi de ere dit Folk og din Arv, hvilke du udførte med din store Kraft og med din udrakte Arm.
7Haver du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands Indbyggere fra dit Folks Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindeligen?
19Jakobs Deel er ikke som disse, thi han er den, som danner Alting, og (Israel er) hans Arvs Stamme; Herre Zebaoth er hans Navn.