Jona 4:7
Men Gud beskikkede en Orm, der Morgenrøden opgik om anden Dagen, og den stak det Kikajon, og det visnede.
Men Gud beskikkede en Orm, der Morgenrøden opgik om anden Dagen, og den stak det Kikajon, og det visnede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4Og Herren sagde: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes?
5Og Jonas var udgangen af Staden, og havde sat sig Østen for Staden, og gjort sig der en Hytte, og sad derunder i Skyggen, indtil han kunde see, hvad der skulde skee i Staden.
6Da beskikkede den Herre Gud et Kikajon, og det voxede op over Jonas, at der skulde være Skygge over hans Hoved, at frie ham fra hans Onde; og Jonas glædede sig saare meget ved dette Kikajon.
8Og det skede, der Solen var opgangen, da beskikkede Gud en stille Aftenvind, og Solen stak paa Jonas Hoved, og han vansmægtede; da bad han, at hans Sjæl maatte døe, og sagde: Det er bedre, at jeg døer end lever.
9Men Gud sagde til Jonas: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes for det Kikajons Skyld? og han sagde: (Ja,) det er vel, at min (Vrede) er optændt indtil Døden.
10Og Herren sagde: Du, du ynkes over det Kikajon, som du haver ikke arbeidet paa, og ei kommet det til at voxe, hvilket blev til paa een Nat, og blev fordærvet paa een Nat.
1Da gjorde det Jonas ganske meget ondt, og hans (Vrede) optændtes.
2Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.
1Og Herrens Ord skede til Jonas, Amithai Søn, sigende:
2Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er opkommen for mit Ansigt.
3Men Jonas gjorde sig rede at flye til Tharsis fra Herrens Ansigt, og kom ned til Japho, og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og gav Fragt derfor, og nedsteg derudi at fare med dem til Tharsis fra Herrens Ansigt.
4Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.
5Og Skibsfolkene frygtede, og de raabte, hver til sin Gud, og de kastede Redskabet, som var udi Skibet, i Havet, at det maatte lettes for dem; men Jonas var nedstegen ved Siderne i Skibet, og laae og sov hart.
6Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvi sover du saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaskee Gud vilde tænke mildelig paa os, at vi ikke forgaae.
6Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.
7Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og qvalte det, og det bar ikke Frugt.
23Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.
6Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
10Men jeg, jeg vil med Taksigelses Røst offre til dig, jeg vil betale det, jeg haver lovet; Salighed (hører) Herren til.
20Og da de om Morgenen gik forbi, saae de, at Figentræet var visnet fra Rødderne af.
9Jeg slog eder med Tørke og med brændt Korn, eders Havers og eders Viingaardes og eders Figentræers og eders Oliegaardes mange (Frugter) aad Kaalormen; dog omvendte I eder ikke til mig, siger Herren.
1Saa lod den Herre Herre mig see, og see, En, som dannede Græshopper, da Høstgrøden begyndte at opkomme, og see, (der var) Høstgrøde, efterat Kongen havde ladet afhugge Græsset.
2Og det skede, der de havde fuldendt at æde Urterne i Landet, at jeg sagde: Herre Herre, tilgiv dog! hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er (jo) ringe.
3(Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.
4Hvad Kaalormen lod overblive, aad Græshoppen, og hvad Græshoppen lod overblive, aad Oldenborren, og hvad Oldenborren lod overblive, aad Kornormen.
9Siig: Saa sagde den Herre Herre: Skulde det lykkes? skal man ikke oprykke dets Rødder og afslaae dets Frugt? og det skal blive tørt, (ja, det skal) blive tørt med alle sine Væxters afbrudte (Blade), dog ikke ved en stor Arm eller ved meget Folk, at optage det fra sine Rødder.
10Ja, see, det var (vel) plantet, men mon det skulde lykkes? skulde det ikke vist blive tørt, saasnart Østenveir rører ved det, (ja) blive tørt i de Bede, som det voxer udi?
11Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
4Og Jonas begyndte at gaae ind i Staden een Dags Reise, og raabte og sagde: Der ere endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omkastes.
15Der skal Ilden fortære dig, Sværdet skal udrydde dig, det skal fortære dig som Oldenborrer; skaf dig en svar (Hob Folk) som Oldenborrer, (o Konge!) skaf dig en svar (Hob Folk) som Græshopper, (o Ninive!)
16Du haver gjort dem, som handle med dig, flere end Stjernerne paa Himmelen, (men de skulle være) som Oldenborrer, der falde ind og flyve bort.
12(Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.
14Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede.
15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
1Og Herren beskikkede en stor Fisk at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Liv tre Dage og tre Nætter.
11Paa den Dag, du planter, skal du komme (din Plantelse) til at groe, og om Morgenen skal du komme din Sæd til at grønnes; (men det skal aleneste være) en Høstdynge paa Svagheds og den ulægelige Smertes Dag.
46Og han gav Kornormen deres Grøde, og Græshoppen deres Arbeide.
6Hvormeget mindre et Menneske, (som er) en Orm, og et Menneskes Barn, (som er) en Maddik!
6Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.
39Du skal plante og dyrke Viingaarde, men ikke drikke Vinen og ikke samle, thi Ormen skal fortære det.
1Og Herrens Ord skede anden Gang til Jonas, sigende:
9Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.
40Og Gud gjorde saaledes i den samme Nat, og der var tørt paa Uldskindet alene, og der var Dug paa al Jorden.
8Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
6Og den voxede og blev til et (vidt) udskydende Viintræ, lavt af Væxt, eftersom dets Grene vare vendte til den, og Rødderne derpaa vare under den; og det blev til et Viintræ og fik (stærke) Qviste og udskjød (skjønne) Grene.
17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
12da blev det oprykket i Grumhed, kastet til Jorden, og Østenvind tørrede dets Frugter; dets stærke Kjeppe bleve brudte og bleve tørre, Ild fortærede dem.
8Og Herrens Ord skede til mig om Morgenen, sigende:
11Og Stjernens Navn kaldtes Malurt; og den tredie Deel af Vandene blev til Malurt, og mange Mennesker døde af Vandene, fordi de vare blevne beske.