Da sagde Mændene af Staden til ham paa den syvende Dag, for Solen gik ned: Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en Løve? da sagde han til dem: Dersom I ikke havde pløiet med min Kalv, havde I ikke fundet paa min mørke Tale.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Og det skede, der de saae ham, da toge de tredive Selskabsbrødre, og de vare hos ham.
12Da sagde Samson til dem: Kjære, jeg vil fremsætte for eder en mørk Tale; dersom I forklare mig den i disse syv Gjæstebudsdage og finde paa den, da vil jeg give eder tredive Skjorter og tredive Klædninger til at omskifte med.
13Men kunne I ikke forklare mig den, da skulle I give mig tredive Skjorter og tredive Klædninger til at omskifte med; og de sagde til ham: Fremsæt din mørke Tale, og lad os høre den.
14Og han sagde til dem: Der udgik Mad af Æderen, og der udgik Sødhed af den Stærke; og de kunde ikke forklare den mørke Tale i tre Dage.
15Og det skede paa den syvende Dag, da sagde de til Samsons Hustru: Lok din Mand til, at han forklarer os den mørke Tale, at vi ikke skulle brænde dig og din Faders Huus med Ild; have I indbudet os, at I ville eie os eller ei?
16Da græd Samsons Hustru over ham og sagde: Du hader mig ikkun og har mig ikke kjær, du har fremsat en mørk Tale for mit Folks Børn og ikke forklaret den for mig; og han sagde til hende: See, jeg haver ikke forklaret den for min Fader og for min Moder, og skulde jeg forklare den for dig?
17Og hun græd over ham paa den syvende Dag, som de havde Gjæstebud; og det skede paa den syvende Dag, da forklarede han den for hende, thi hun trængte ham; og hun forklarede den mørke Tale for sit Folks Børn.
19Og Herrens Aand kom heftig over ham, og han gik ned til Asklon og slog tredive Mænd af dem, og tog deres Klæder og gav dem, som forklarede den mørke Tale, (Klædningerne) til at omskifte med; og hans Vrede optændtes, og han gik op til sin Faders Huus.
5Saa gik Samson og hans Fader og hans Moder ned til Thimna; og de kom til Thimnæ Viingaarde, og see, da kom en ung Løve brølende imod ham.
6Og Herrens Aand kom heftig paa ham, og han sled den istykker, som man slider et Kid, og (han havde) ikke Noget i sin Haand; og han gav ikke sin Fader eller sin Moder tilkjende, hvad han havde gjort.
7Og han kom ned og talede med Qvinden, og hun var den rette for Samsons Øine.
8Og nogle Dage derefter kom han tilbage for at tage hende, og han veg (af Veien) for at besee Løvens Aadsel; og see, der var en Biesværm i Løvens Krop, og Honning.
9Og han tog det i sine Hænder, og gik videre og aad, og han gik til sin Fader og til sin Moder og gav dem, og de aade; men han gav dem ikke tilkjende, at han havde taget Honningen af Løvens Krop.
25Og de kom af det ganske Land i Skoven; men der var Honning paa Marken.
26Og Folket kom ind i Skoven, see, da flød Honningen; og Ingen lod sin Haand røre ved sin Mund; thi Folket frygtede for den Ed.
27Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvoer Folket, og udrakte det Yderste af Kjeppen, som han havde i sin Haand, og dyppede den i en Honningkage; og han vendte sin Haand til sin Mund, og hans Øine saae klart.
21Og han førte ham ind i sit Huus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak.
22Der de nu gjorde deres Hjerter tilgode, see, da omringede Mændene af Staden, Mænd, (som vare) Belials Børn, Huset og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, (som var) Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Huus, at vi kunne kjende ham.
29Da sagde Jonathan: Min Fader har forstyrret Landet; seer, Kjære, at mine Øine ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning.
30Ja, gid Folket havde ædet idag af sine Fjenders Bytte, som det fandt; thi endnu har Slaget ikke været stort imod Philisterne.
14da greb han en ung Karl af de Mænd i Suchot og adspurgte ham; og han skrev op for ham de Øverste i Suchot og de Ældste sammesteds, halvfjerdsindstyve og syv Mænd.
15Og han kom til de Mænd i Suchot og sagde: See, (her er) Sebah og Zalmuna, med hvilke I forhaanede mig og sagde: Er da Sebahs og Zalmunas Haand nu i din Haand, at vi skulle give dine Folk, som ere trætte, Brød?
16Og han tog de Ældste af Staden, og Torne af Ørken og Tidsler, og lod det Folk i Suchot faae Forstand ved dem.
19Og han sagde til hende: Kjære, giv mig lidet Vand at drikke, thi mig tørster; da oplod hun en Melkeflaske og lod ham drikke, og dækkede ham til.
20Og han sagde til hende: Staa i Paulunets Dør, og skeer det, at der kommer Nogen og spørger dig og siger: Er her Nogen? da skal du sige: (Her er) Ingen.
28Og han drog hen og fandt hans Legeme kastet paa Veien, og Asenet og Løven staaende hos Legemet; Løven havde ikke ædet af Legemet og ikke sønderbrudt Asenet.
15Og hun sagde til ham: Hvorledes kan du sige: Jeg elsker dig, da dit Hjerte ikke er med mig? nu har du tre Gange bedraget mig og ikke givet mig tilkjende, hvorudi din store Kraft (bestaaer).
16Men det skede, der hun trængte ham alle Dage med sine Ord og plagede ham meget, da blev hans Sjæl bekymret indtil Døden.
5Og Philisternes Fyrster kom op til hende og sagde til hende: Lok ham og see, hvorudi hans store Kraft (bestaaer), og hvormed vi formaae Noget imod ham, saa ville vi binde ham for at plage ham; og vi ville give dig hver tusinde og hundrede (Sekel) Sølv.
29og Honning og Smør og Faar og Oste af Køer hen til David og til Folket, som var med ham, til at æde; thi de sagde: Folket er hungrigt og træt og tørstigt i Ørken.
24Saa drog han bort, og en Løve fandt ham paa Veien og dræbte ham; og hans Legeme var kastet paa Veien, og Asenet stod hos det, og Løven stod hos Legemet.
15Og han fandt en frisk Asenkjæft, og han udrakte sin Haand og tog den, og slog dermed tusinde Mænd.
25Han begjærede Vand, hun gav Melk; hun bar Smør frem i de Ypperliges Skaal.
13Æd Honning, min Søn! thi det er godt, og Honningkage er sød for din Gane.
10Og Judæ Mænd sagde: Hvi ere I dragne op imod os? og de sagde: Vi ere komne op for at binde Samson, for at gjøre ved ham, saasom han haver gjort ved os.
11Da neddroge tre tusinde Mænd af Juda til Hulen i den Klippe Etham, og de sagde til Samson: Veed du ikke, at Philisterne herske over os, og hvorfor har du gjort dette imod os? og han sagde til dem: Ligesom de gjorde ved mig, saa har jeg gjort ved dem.
33og stort Qvæg, to og halvfjerdsindstyve tusinde;
14Da svarede hans Næste og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne i hans Haand, og den ganske Leir.
21Men Sebah og Zalmuna sagde: Staa du op og fald an paa os, thi som Manden er, saa er hans Styrke; saa stod Gideon op og slog Sebah og Zalmuna ihjel, og tog de Spænder, som vare paa deres Kamelers Halse.
3Og hans Fader og hans Moder sagde til ham: Er der ingen Qvinde iblandt dine Brødres Døttre og iblandt alt mit Folk, at du gaaer hen at tage en Hustru af de uomskaarne Philister? og Samson sagde til sin Fader: Tag mig denne, thi hun er den rette for mine Øine.
30En stærk Løve, (som er) vældig iblandt Dyrene og vil ikke vende tilbage for Nogens Ansigt,
14Men Samuel svarede: Hvad er denne for en Røst af smaat Qvæg for mine Øren, og en Røst af stort Qvæg, som jeg hører?
14Og Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være istedetfor eders til at døe, dersom I ikke kundgjøre denne vor Handel; og det skal skee, naar Herren giver os Landet, da ville vi gjøre Miskundhed og Troskab imod dig.
5Mon et vildt Æsel skryder over Græsset? eller skulde en Oxe brøle over sit Foder?
21Paa den Tid, naar den opsvinger sig i Høiden, da beleer den Hesten og den, der rider paa den.
2Og han sagde til dem: Hvad har jeg nu gjort, som I? er ikke Ephraims Eftersankning bedre end Abiesers Viinhøst?
34Da sagde David til Saul: Din Tjener var sin Faders Hyrde hos Smaaqvæget, og en Løve kom og en Bjørn, og borttog et Lam af Hjorden.