Dommernes bok 21:3
Og de sagde: Herre, Israels Gud! hvorfor er dette skeet i Israel, at idag een Stamme savnes af Israel?
Og de sagde: Herre, Israels Gud! hvorfor er dette skeet i Israel, at idag een Stamme savnes af Israel?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Og det skede om anden Dagen, da stod Folket aarle op, og de byggede der et Alter, og de offrede Brændoffere og Takoffere.
5 Og Israels Børn sagde: Hvo er den, som ikke er kommen op til Forsamlingen af alle Israels Stammer, til Herren? thi der var (gjort) en stor Ed imod den, som ikke kom op til Herren i Mizpa, saa der sagdes: Han skal visseligen dødes.
6 Og det angrede Israels Børn over Benjamin, deres Broder, og de sagde: Idag er een Stamme afhuggen af Israel.
7 Hvad ville vi gjøre ved dem, som ere overblevne, at (de kunne faae) Hustruer? thi vi, vi have svoret ved Herren, at vi ikke skulle give dem af vore Døttre til Hustruer.
8 Og de sagde: Hvo er een af Israels Stammer, som ikke er kommen op til Herren, i Mizpa? og see, der var ingen Mand kommen til Leiren af Jabes i Gilead, til Forsamlingen.
2 Og Folket kom til Guds Huus, og de bleve der indtil Aftenen for Guds Ansigt; og de opløftede deres Røst og græd med en stor Graad.
15 Da angrede det Folket over Benjamin, fordi Herren havde gjort et Skaar i Israels Stammer.
16 Og Menighedens Ældste sagde: Hvad skulle vi gjøre ved de Overblevne, at (de kunne faae) Hustruer? thi Qvinderne af Benjamin ere ødelagte.
17 Og de sagde: De Undkomnes Eiendom skal høre Benjamin til, at der skal ikke blive en Stamme udslettet af Israel.
18 Derfor blev Herren saare vred paa Israel og borttog dem fra sit Ansigt; der blev Ingen tilovers uden Judæ Stamme alene.
12 Og Israels Stammer sendte Mænd til alle Benjamins Stammer og lode sige: Hvad er dette for en Ondskab, som er skeet iblandt eder?
21 Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder:
10 Da sagde Israels Konge: Ak, at Herren haver kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand!
32 — men han skal have den ene Stamme for min Tjeners Davids Skyld og for Jerusalems Stads Skyld, som jeg udvalgte af alle Israels Stammer —
3 Og (der skulle være) mange Dage for Israel, da (de skulle være) uden sand Gud og uden Præst, som underviser (dem), og uden Lov.
14 og ti Fyrster med ham, een Fyrste for (enhver) Faders Huus, for alle Israels Stammer; og hver af dem var Øverste i deres Fædres Huus for Israels Tusinder.
15 Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde:
16 Saa siger al Herrens Menighed: Hvad er denne for en Forgribelse, som I have forgrebet eder med mod Israels Gud, at vende (eder) idag tilbage fra Herren, idet I bygge eder et Alter, at I ville idag være gjenstridige mod Herren?
3 Og Benjamins Børn hørte, at Israels Børn vare dragne op til Mizpa; og Israels Børn sagde: Siger, hvorledes er dette Onde skeet?
20 Og Samuel lod alle Israels Stammer komme nær til, da blev Benjamins Stamme rammet.
21 Der er hørt en Røst paa de høie Steder, Israels Børns ydmyge Begjæringers Graad; thi de have forvendt deres Vei, de have forglemt Herren deres Gud.
2 Og der vare (endda) tilovers af Israels Børn, som ikke havde deelt deres Arv, syv Stammer.
7 Men denne Gjerning var ond for Guds Øine, derfor slog han Israel.
27 Og Israels Børn adspurgte Herren; men Guds Pagtes Ark var der i de Dage.
1 I de samme Dage var ingen Konge i Israel, og i de samme Dage søgte Daniternes Stamme sig en Arv, hvor de kunde boe; thi dem var ikke end til den Dag faldet (nok) til Arv midt iblandt Israels Stammer.
3 Da sagde Joab: Herren lægge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange (saa mange)! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere? hvorfor spørger min Herre efter dette? hvorfor skal det være til en Skyld paa Israel?
16 Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn; Israel, (drag) til dine Pauluner! see nu til dit Huus, o David! Saa gik Israel til sine Pauluner.
13 Men Gideon sagde til ham: (Hør) mig, min Herre! om Herren er med os, hvi haver da alt dette rammet os? og hvor ere alle hans underlige Ting, som vore Fædre fortalte os og sagde: Førte Herren os ikke op af Ægypten? men nu haver Herren forladt os og givet os i Midianiternes Haand.
20 Og det skede, der al Israel hørte, at Jeroboam var kommen tilbage, da sendte de hen og kaldte ham til Menigheden og gjorde ham til Konge over al Israel; der var Ingen, (som fulgte) efter Davids Huus, foruden Judæ Stamme alene.
1 Hører dette Ord, som Herren talede over eder, Israels Børn! over al den Slægt, som jeg førte op af Ægypti Land, sigende:
3 og David sagde til de Gibeoniter: Hvad skal jeg gjøre ved eder, og hvormed skal jeg forsone, saa at I ville velsigne Herrens Arv?
10 Og det skal skee, naar du har forkyndt dette Folk alle disse Ord, og de sige til dig: Hvorfor taler Herren al denne store Ulykke over os? og hvilken er vor Misgjerning, og hvad er vor Synd, som vi have syndet med for Herren vor Gud?
17 Da sagde han: Jeg saae al Israel adspredt paa Bjergene ligesom Faarene, der have ingen Hyrde, og Herren sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage, hver til sit Huus med Fred.
7 Og Josva sagde: Ak Herre, Herre! hvi lod du dette Folk aldeles gaae over Jordanen, for at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os? gid vi dog havde ladet os nøie, og blevet paa hiin Side Jordanen!
4 Thi Israels Børn skulle blive mange Dage uden Konge og uden Fyrste, og uden Offer og uden Støtte, og uden Livkjortel og (uden) Billeder.
1 Da gik de øverste Fædre af Leviterne frem til Eleasar, Præsten, og til Josva, Nuns Søn, og til de øverste Fædre iblandt Israels Børns Stammer.
21 Og Saul svarede og sagde: Er ikke jeg en Benjaminit af de mindste af Israels Stammer? og min Slægt er mindre end alle Benjamins Stammes Slægter, og hvorfor har du talet til mig paa denne Maade?
3 Tal til Rhoboam, Salomos Søn, Judæ Konge, og til al Israel, som er i Juda og Benjamin, og siig:
15 Herre, Israels Gud! du er retfærdig, thi vi ere overblevne, (nogle) Undkomne, som det sees paa denne Dag; see, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi derfor kan Ingen bestaae for dit Ansigt.
14 Og I skulle føres tidlig frem efter eders Stammer; og det skal skee, hvilken Stamme Herren rammer paa, den skal komme nær til efter Slægterne, og den Slægt, som Herren rammer paa, den skal komme nær til efter Husene, og det Huus, som Herren rammer paa, det skal komme nær til efter Mændene.
3 Thi nu skulle de sige: Vi have ingen Konge; thi vi frygtede ikke Herren, hvad skulde da Kongen (kunne) gjøre os?
4 Hvi skal dog vor Faders Navn udelukkes midt udaf hans Slægt, fordi han ikke havde Søn? giv os Eiendom midt iblandt vor Faders Brødre.
14 Og Josephs Børn talede med Josva og sagde: Hvorfor gav du mig (ikkun) een Lod og een Part til Arv? jeg er dog et stort Folk, eftersom Herren haver velsignet mig hidindtil.
22 Og de skulle sige: Fordi de forlode Herren, deres Fædres Gud, som udførte dem af Ægypti Land, og holdt fast ved andre Guder, og tilbade for dem og tjente dem; derfor haver han ladet komme alt dette Onde over dem.
3 Og der Folket kom (igjen) i Leiren, da sagde Israels Ældste: Hvorfor har Herren slaget os idag for Philisternes Ansigt? lader os tage til os fra Silo Herrens Pagtes Ark, og lader den komme midt iblandt os, saa skal den frelse os af vore Fjenders Haand.
17 Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
21 Og Herren skal fraskille ham til det Onde fra alle Israels Stammer, efter alle den Pagtes Forbandelser, som er skreven i denne Lovbog.
21 Og I skulle dele dette Land for eder, for Israels Stammer.
11 Da trættede jeg med Forstanderne og sagde: Hvorfor forlade vi Guds Huus? og jeg samlede dem og beskikkede dem paa deres Sted.
21 Og hvo er et Folk paa Jorden som dit Folk Israel? for hvis Skyld Gud gik hen til at forløse sig det til et Folk (og) at sætte sig et Navn ved store og forfærdelige Ting, ved at uddrive Hedningerne for dit Folks Ansigt, som du forløste af Ægypten.