Lukas 15:6
Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Vennerne og Naboerne, og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg haver fundet mit Faar, som var tabt.
Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Vennerne og Naboerne, og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg haver fundet mit Faar, som var tabt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og Pharisæerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: Denne annammer Syndere og æder med dem.
3Men han talede denne Lignelse til dem og sagde:
4Hvilket Menneske af eder, som haver hundrede Faar og haver tabt eet af dem, forlader ei de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det?
5Og naar han haver fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
7Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.
8Eller hvilken Qvinde, som haver ti Penninge, om hun taber een Penning, tænder ikke et Lys og feier Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?
9Og naar hun haver fundet den, sammenkalder hun Veninderne og Naboerskerne og siger: Glæder eder med mig; thi jeg haver fundet den Penning, som jeg tabte.
10Saaledes, siger jeg eder, skal der være Glæde for Guds Engle over een Synder, som omvender sig.
11Men han sagde: Et Menneske havde to Sønner.
11Thi Menneskens Søn er kommen for at frelse det, som var fortabt.
12Hvad tykkes eder? Om et Menneske havde hundrede Faar, og eet af dem foer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve, og gaaer paa Bjergene og leder efter det, som var faret vild?
13Og hænder det sig, at han finder det, sandelig siger jeg eder, at han glæder sig over det mere end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke fore vild.
14Saaledes er det ikke eders Faders Villie, som er i Himlene, at een af disse Smaae skal fortabes.
13Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt (Sit) og drog udenlands til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levnet.
14Men der han havde fortæret alt (det, han havde), blev en svar Hunger i det samme Land, og han begyndte at lide Mangel.
15Og han gik bort og holdt sig til en af Borgerne der i Landet; og denne sendte ham paa sine Marker at røgte Sviin.
16Og han ønskede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade, og Ingen gav ham (Noget).
17Men der han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød! men jeg omkommer af Hunger.
18Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for dig,
19og er ikke længere værd at kaldes din Søn; gjør mig som en af dine Daglønnere.
20Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han var endnu langt borte, saae hans Fader ham og ynkedes inderligen, og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham.
21Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg haver syndet imod Himmelen og for dig, og er ikke længere værd at kaldes din Søn.
22Men Faderen sagde til sine Tjenere: Bærer frem det bedste Klædebon og ifører ham (det), og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;
23og henter den fedede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige.
24Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige.
25Men hans ældste Søn var paa Marken; og da han kom og var nær ved Huset, hørte han sammenstemmende Sang og Dands.
26Og han kaldte en af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var.
27Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han haver faaet ham karsk igjen.
29Men han svarede og sagde til Faderen: See, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du haver aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner.
30Men da denne din Søn er kommen, som haver fortæret dit Gods med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham.
31Men han sagde til ham: Min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.
32Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden.
10thi Menneskens Søn er kommen for at søge og frelse det Fortabte.
15Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde faaet Riget, sagde han, at hine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet.
16Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund haver forhvervet ti Pund.
6Men gaaer heller hen til de fortabte Faar af Israels Huus.
16Jeg vil lede efter det, som er tabt, og føre det Fordrevne tilbage, og forbinde det Sønderbrudte, og styrke det Syge; men det Fede og det Stærke vil jeg ødelægge, jeg vil føde det med Ret.
16Men han sagde til ham: Der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og indbød Mange.
6Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle ophøiede Høie, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er Ingen, som spørger, og Ingen, som leder efter (dem).
11Men han sagde til dem: Hvilket Menneske er iblandt eder, som haver et Faar, og, dersom det falder i en Grav om Sabbaten, ikke tager fat paa det og drager det op?
21Og Tjeneren kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: Gak hasteligen ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.
46hvilken, der han fandt en meget kostelig Perle, gik bort og solgte alt det, han havde, og kjøbte den samme.
16Og jeg haver andre Faar, som ikke ere af denne Sti; dem bør det mig og at føre did, og de skulle høre min Røst, og der skal blive een Hjord, een Hyrde.
31Og naar han bliver funden, skal han betale syvfold, han skal give alt sit Huses Gods.
19Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre og holdt Regnskab med dem.
25Og naar han kommer, finder han det feiet og prydet.
5Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?
24Men han svarede og sagde: Jeg er ikke udsendt, uden til de fortabte Faar af Israels Huus.
3Og Præsten skal iføre sig sit linnede Klædebon og drage linnede Underklæder paa sit Legeme, og han skal opløfte Asken, naar Ilden haver fortæret Brændofferet paa Alteret, og lægge den ved Alteret.
19Brødre! dersom En iblandt eder er faren vild fra Sandheden, og Nogen omvender ham,