Lukas 18:3
Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modstander.
Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modstander.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4Og han vilde længe ikke; men derefter sagde han ved sig selv: Ihvorvel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske,
5dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke idelig skal komme og plage mig.
6Men Herren sagde: Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger.
7Men skulde Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabe til ham Dag og Nat, enddog han er langmodig imod dem?
8Jeg siger eder: Han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?
1Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man altid bør bede og ikke blive træt.
2Og han sagde: Der var en Dommer i en Stad, som ikke frygtede Gud og undsaae sig ikke for noget Menneske.
2Men han saae og en arm Enke, som lagde to Skjærve deri.
3Og han sagde: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige Enke haver lagt Mere end Alle.
58Thi naar du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel.
5Men den, som er en ret Enke og forladt, haver sat sit Haab til Gud og bliver ved i Bønner og Paakaldelser Nat og Dag;
42Og en fattig Enke kom og lagde to Skjerve (derudi), som ere en Hvid.
43Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige Enke haver lagt mere derudi, end alle de, som lagde i Kisten.
2til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.
9Oplad din Mund, døm Retfærdighed og en Elendigs og Fattigs Sag.
12Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.
5Og han sagde til dem: Hvilken af eder monne have en Ven, og vilde gaae til ham om Midnat for at sige til ham: Kjære, laan mig tre Brød,
6efterdi min Ven er kommen til mig af Reisen, og jeg haver Intet at sætte for ham;
7og han derinde skulde svare og sige: Gjør mig ikke Umage; Døren er nu tillukket, og mine smaae Børn ere med mig i Senge; jeg kan ikke staae op at give dig.
8Jeg siger eder: Dersom han endog ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld og giver ham saameget, han haver behov.
3Hædre de Enker, som ere rette Enker.
5Og Kongen sagde til hende: Hvad (fattes) dig? og hun sagde: Sandeligen, jeg er en Enkeqvinde, og min Mand er død.
1Men han sagde og til sine Disciple: Der var et rigt Menneske, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham som den, der ødte hans Gods.
19Forbandet være den, som bøier Retten for den Fremmede, Faderløse og Enken; og alt Folket skal sige: Amen!
16Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.
17Du skal ikke bøie Retten for den Fremmede, den Faderløse, og ei tage en Enkes Klæder til Pant.
8Da skede Herrens Ord til ham og sagde:
25Men i Sandhed siger jeg eder: Der vare mange Enker i Israel i Eliæ Dage, der Himmelen var lukket i tre Aar og sex Maaneder, den Gang, der var en stor Hunger i det ganske Land;
5Og jeg vil komme nær til eder til Dom, og være et hastende Vidne imod Troldkarlene og imod Horkarlene og imod dem, som sværge falskeligen, og imod dem, som med Vold tilbageholde Daglønnerens Løn, (fortrykke) Enke og Faderløs, og bøie (Retten) for den Fremmede, og ikke frygte mig, sagde den Herre Zebaoth.
19Herre! giv Agt paa mig, og hør deres Røst, som trætte imod mig.
20Mon man skulde betale Ondt for Godt? thi de have gravet en Grav til min Sjæl; kom ihu, (hvorledes) jeg har staaet for dit Ansigt til at tale Godt for dem, til at vende din Grumhed fra dem.
21Derfor giv deres Børn til Hungeren, og lad dem adspredes ved Sværdets Magt, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker, og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive slagne med Sværd i Krigen.
13Herren har fremstillet sig til at gaae irette, og staaer til at dømme Folkene.
25Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstanderen ikke skal overantvorde dig til Dommeren, og at Dommeren ikke skal overantvorde dig til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel.
16Dersom nogen troende Mand eller Qvinde haver Enker, da forsørge de dem, og lad ikke Menigheden besværes, at den kan forsørge de rette Enker.
24Derfor siger Herren, den Herre Zebaoth, den Mægtige i Israel: Vee! jeg maa trøste mig paa mine Modstandere og hevne mig paa mine Fjender.
16Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
1Naar der er Trætte imellem Mænd, og de komme frem for Retten, at de skulle dømme dem, da skulle de dømme den Retfærdige at være retfærdig, og dømme den Ugudelige at være ugudelig.
3Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judæ Mænd! Kjære, dømmer imellem mig og imellem min Viingaard.
21Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!
10da maa min Hustru male med en Anden, og Andre bøie sig over hende.
1Og en Qvinde af Propheternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du, du veed, at din Tjener frygtede Herren; nu kommer Aagerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Tjenere.
3Og det skede, der de syv Aar vare tilende, da kom Qvinden tilbage af Philisternes Land; og hun gik ud at raabe til Kongen om hendes Huus og om hendes Ager.
6Du skal ikke bøie din Fattiges Ret i hans Trætte.
3Saa sagde Herren: Gjører Ret og Retfærdighed, og redder en Røvet af en Voldsmands Haand; og en Fremmed, en Faderløs og en Enke skulle I ikke forfordele, ikke gjøre Vold og ikke udøse uskyldigt Blod paa dette Sted.
11Da gik hun at hente; og han kaldte ad hende og sagde: Kjære, tag mig et Stykke Brød med i din Haand.
36Hvilken af disse Tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røvere?
40de, som opæde Enkers Huse og for et Syns Skyld bede længe; disse skulle faae des større Straf.
21Han fortærer en Ufrugtsommelig, som ikke føder, og han vilde ikke gjøre en Enke Godt.
12da skulle de Ældste af hans Stad sende hen og hente ham derfra, og give ham i Blodhevnerens Haand, og han skal døe.