Lukas 18:5
dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke idelig skal komme og plage mig.
dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke idelig skal komme og plage mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Men Herren sagde: Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger.
7Men skulde Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabe til ham Dag og Nat, enddog han er langmodig imod dem?
8Jeg siger eder: Han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?
1Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man altid bør bede og ikke blive træt.
2Og han sagde: Der var en Dommer i en Stad, som ikke frygtede Gud og undsaae sig ikke for noget Menneske.
3Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modstander.
4Og han vilde længe ikke; men derefter sagde han ved sig selv: Ihvorvel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske,
7og han derinde skulde svare og sige: Gjør mig ikke Umage; Døren er nu tillukket, og mine smaae Børn ere med mig i Senge; jeg kan ikke staae op at give dig.
8Jeg siger eder: Dersom han endog ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld og giver ham saameget, han haver behov.
5Men den, som er en ret Enke og forladt, haver sat sit Haab til Gud og bliver ved i Bønner og Paakaldelser Nat og Dag;
16Men det skede, der hun trængte ham alle Dage med sine Ord og plagede ham meget, da blev hans Sjæl bekymret indtil Døden.
15Et ideligt Dryp paa den Dag, det regner saare, og en trættekjær Qvinde ligne (hverandre).
15Saa er jeg nu kommen til at tale dette Ord til min Herre Kongen, fordi Folket gjør mig frygtagtig; derfor sagde din Tjenerinde: Kjære, jeg vil tale til Kongen, maaskee Kongen gjør efter sin Tjenerindes Ord.
16Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.
16Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
2Men han saae og en arm Enke, som lagde to Skjærve deri.
3Og han sagde: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige Enke haver lagt Mere end Alle.
6Og hendes Modstanderinde opirrede hende og saare, at hun kunde gjøre hende fnysende, fordi Herren havde lukket til for hendes Liv.
15Thi om jeg end var retfærdig, vilde jeg ikke svare; jeg maa bede den om Naade, som dømmer mig.
16Dersom nogen troende Mand eller Qvinde haver Enker, da forsørge de dem, og lad ikke Menigheden besværes, at den kan forsørge de rette Enker.
58Thi naar du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel.
5Og han sagde til dem: Hvilken af eder monne have en Ven, og vilde gaae til ham om Midnat for at sige til ham: Kjære, laan mig tre Brød,
21Han fortærer en Ufrugtsommelig, som ikke føder, og han vilde ikke gjøre en Enke Godt.
42Og en fattig Enke kom og lagde to Skjerve (derudi), som ere en Hvid.
43Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige Enke haver lagt mere derudi, end alle de, som lagde i Kisten.
24Derfor siger Herren, den Herre Zebaoth, den Mægtige i Israel: Vee! jeg maa trøste mig paa mine Modstandere og hevne mig paa mine Fjender.
17I gjøre Herren Møie med eders Ord; dog sige I: Hvormed gjøre vi ham Møie? idet I sige: Hver, som gjør Ondt, er god for Herrens Øine, og han haver Lyst til dem, eller: Hvor er Dommens Gud?
8— thi denne Retfærdige, imedens han boede iblandt dem, ængstede sig Dag fra Dag i sin retfærdige Sjæl over de ryggesløse Gjerninger, som han saae og hørte —
5Og Kongen sagde til hende: Hvad (fattes) dig? og hun sagde: Sandeligen, jeg er en Enkeqvinde, og min Mand er død.
19Herre! giv Agt paa mig, og hør deres Røst, som trætte imod mig.
23Dersom du plager dem, og de da raabe til mig, da skal jeg visseligen høre deres Raab.
24Saa optændes min Vrede, og jeg ihjelslaaer eder med Sværd; og eders Hustruer skulle blive Enker, og eders Børn faderløse.
19(Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
40Men Martha gjorde sig her og der Umage med megen Opvartning; hun traadte da frem og sagde: Herre! bekymrer du dig ikke om, at min Søster haver forladt mig, saa at jeg maa opvarte alene? siig hende dog, at hun kommer mig til Hjælp.
3Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
10da maa min Hustru male med en Anden, og Andre bøie sig over hende.
11Thi det er en Skjændsel, og det er en Misgjerning for Dommerne.
29Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger Herren, skulde ikke min Sjæl hevne sig paa saadant Folk som dette?
3Hædre de Enker, som ere rette Enker.
2Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
6Du skal ikke bøie din Fattiges Ret i hans Trætte.
2til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.
23Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: Skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.
17Lad din Fod sjelden komme til din Næstes Huus, at han ei maaskee skal blive kjed af dig og hade dig.
17Jeg, jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
6Men Jesus sagde: Lader hende med Fred, hvi gjøre I hende Fortræd? Hun gjorde en god Gjerning imod mig.
47de, som opæde Enkers Huse og bede længe for et Syns Skyld; disse skulle faae des større Straf.
3Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
16Agt ikke din Tjenesteqvinde som en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harms Mangfoldighed.
5Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?