Lukas 7:13
Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: Græd ikke!
Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: Græd ikke!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Og det begav sig Dagen derefter, at han gik til en Stad, som hedte Nain; og der gik mange af hans Disciple med ham, og meget Folk.
12 Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.
30 — Men Jesus var ikke endnu kommen ind i Byen, men var paa det Sted, hvor Martha mødte ham. —
31 Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: Hun gaaer bort til Graven for at græde der.
32 Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.
33 Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, blev han heftig (rørt) i Aanden, og bevægedes inderlig og sagde:
34 Hvor have I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og see.
35 Jesus græd.
14 Og han traadte til og rørte ved Baaren, — men de, som bare, stode stille — og han sagde: Du unge Karl! jeg siger dig: Staa op!
15 Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.
51 Men der han kom ind i Huset, lod han Ingen gaae ind, uden Petrus og Jakobus og Johannes, og Pigens Fader og Moder.
52 Men de græd alle og holdt Veeklage over hende; men han sagde: Græder ikke; hun er ikke død, men hun sover.
53 Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død.
54 Men han drev dem alle ud udenfor, og tog fat paa hendes Haand, og raabte og sagde: Pige, staa op!
38 Og han kom i Synagoge-Forstanderens Huus og saae Bulder og dem, som græd og hylede meget.
39 Og han gik ind og sagde til dem: Hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.
41 Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde:
27 Men en stor Hob Folk og Qvinder fulgte ham, som baade beklagede og begræd ham.
28 Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn.
20 Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?
33 Men en Samaritan reiste og kom til ham, og der han saae ham, ynkedes han inderligen.
37 Og see, der var en Qvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad tilbords i Pharisæerens Huus, hentede hun en Alabasterkrukke med Salve;
38 og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer, og tørrede dem af med sit Hovedhaar, og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salve.
24 Viger bort! thi Pigen er ikke død, men hun sover; og de beloe ham.
25 Men der Mængden var uddrevet, gik han ind og tog hende fat ved Haanden; da stod Pigen op.
23 Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: Skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.
7 Da sagde Jesus: Lad hende med Fred; den (Salve) haver hun forvaret til min Begravelses Dag.
44 Og han vendte sig til Qvinden og sagde til Simon: Seer du denne Qvinde? Jeg kom ind i dit Huus, du haver ikke givet mig Vand til mine Fødder; men denne vædede mine Fødder med Taarer og tørrede dem af med sit Hovedhaar.
42 Thi han havde en eenbaaren Datter, ved tolv Aar gammel, og hun var (moxen) død. Men der (Jesus) gik bort, trængte Folket ham,
22 Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde han: Datter! vær frimodig, din Tro haver frelst dig; og Qvinden blev helbredet fra den samme Stund.
13 Og de sagde til hende: Qvinde! hvi græder du? Hun sagde til dem: Fordi de have taget min Herre bort, og jeg veed ikke, hvor de have lagt ham.
47 Og der han hørte, at det var Jesus, den Nazaræer, begyndte han at raabe og sige: Jesu, du Davids Søn, forbarm dig over mig!
13 Og de opløftede Røsten og sagde: Jesu, Mester, forbarm dig over os!
7 Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: Staaer op og frygter ikke!
34 Men Jesus ynkedes inderligen og rørte ved deres Øine. Og strax bleve deres Øine seende, og de fulgte ham.
18 Der han talede dette til dem, see, da kom en Øverste, og faldt ned for ham og sagde: Min Datter er moxen død; men kom og læg din Haand paa hende, saa skal hun leve.
49 Der han endnu talede, kom En fra Synagoge-Forstanderens (Huus) og sagde til ham: Din Datter er død; umag ikke Mesteren.
11 Men Maria stod udenfor ved Graven og græd; som hun da græd, kigede hun ind i Graven;
47 Men der Qvinden saae, at det var ikke skjult, kom hun bævende og faldt ned for ham, og kundgjorde ham i alt Folkets Paahør, af hvad Aarsag hun rørte ved ham, og hvorledes hun blev strax helbredet.
41 Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: Talitha kumi! som oversat er: Pige, — jeg siger dig — staa op!
36 Men der han saae Folket, ynkedes han inderligen over dem; thi de vare forsmægtede og adspredte som Faar, der ikke have Hyrde.
6 Men Jesus sagde: Lader hende med Fred, hvi gjøre I hende Fortræd? Hun gjorde en god Gjerning imod mig.
15 Jesus siger til hende: Qvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? Hun meente, det var Urtegaardsmanden, og siger til ham: Herre! dersom du haver baaret ham bort, da siig mig, hvor du haver lagt ham, saa vil jeg tage ham.
13 Og de sadde med ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og Ingen talede til ham et Ord; thi de saae, at Pinen var saare stor.
37 Men han sagde: Den, som gjorde Barmhjertighed imod ham. Derfor sagde Jesus til ham: Gak bort, og gjør du ligesaa.
14 Og der Jesus gik frem, saae han meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem og helbredede deres Syge.
32 Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette.
23 Og han bad ham meget og sagde: Min lille Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun kan frelses! da skal hun leve.
12 Men der Jesus saae hende, kaldte han ad hende og sagde til hende: Qvinde! du er løst fra din Skrøbelighed.
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.