Matteus 22:27
Men sidst af dem alle døde og Qvinden.
Men sidst af dem alle døde og Qvinden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27Men Nogle af Sadducæerne — hvilke gjenstridigen sige, at der ikke er Opstandelse — gik til ham, og spurgte ham og sagde:
28Mester! Moses haver foreskrevet os, at dersom Nogens Broder, som haver en Hustru, døer, og han døer barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og opreise sin Broder Afkom.
29Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs.
31Og den tredie tog hende, og saaledes alle Syv; de efterlode ikke Børn og døde.
32Men sidst af dem alle døde ogsaa Qvinden.
33I Opstandelsen altsaa, hvis Hustru af disse skal hun da være? thi de Syv havde hende (alle) til Hustru.
34Og Jesus svarede og sagde til dem: Denne Verdens Børn tage tilægte og bortgiftes;
35men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken tilægte eller bortgiftes;
20Nu har der været syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde, og efterlod ikke Afkom;
21og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke heller Afkom, og den tredie ligesaa.
22Og de toge hende de Syv, og efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og Qvinden.
23Derfor, i Opstandelsen, naar de ere opstandne, hvis Hustru af dem skal hun være? thi de Syv have havt hende til Hustru.
28Hvis Hustru af disse Syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende.
24Mester! Moses haver sagt: Naar Nogen døer og haver ikke Børn, da skal hans Broder, som nærmeste Slægtning, tage hans Hustru tilægte, og opreise sin Broder Afkom.
25Men nu har der været hos os syv Brødre, og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Broder sin Hustru.
26Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende.
10Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.
2Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.
3Derfor skal hun kaldes en Hore, om hun, medens Manden lever, bliver en anden Mands; men dersom Manden er død, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Hore, om hun bliver en anden Mands.
31Men have I ikke læst om de Dødes Opstandelse det, eder er sagt af Gud, som siger:
26Den sidste Fjende, som tilintetgjøres, er Døden.
39En Hustru er bunden ved Loven, saa lang Tid hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene (at det skeer) i Herren.
21Thi efterdi Døden kom ved et Menneske, er og de Dødes Opstandelse kommen ved et Menneske.
22Thi ligesom Alle døe i Adam, saa skulle og Alle levendegjøres i Christo.
5Da døde ogsaa de begge, Mahlon og Chiljon, og Qvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand.
15Hans Overblevne skulle begraves i Døden, og hans Enker skulle ikke græde.
22Om en Mand findes, at han ligger hos en Qvinde, som er en Mands Ægtehustru, da skulle de ogsaa begge døe, Manden, som laae hos Qvinden, og Qvinden; og du skal borttage den Onde af Israel.
21Saa qvaltes alt Kjød, som krøb paa Jorden, af Fugle og af Qvæg og af (vilde) Dyr og af al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og hvert Menneske.
22Alt det, som havde Livs Aands Aande i sin Næse, af alt det, som var paa det Tørre, døde.
3og den samme anden Mand faaer Had til hende, og skriver hende et Skilsmissebrev, og giver i hendes Haand, og lader hende fare af sit Huus, eller om den anden Mand døer, som tog sig hende til Hustru,
27Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,
17Og Job døde, gammel og mæt af Dage.
26Der Urias Hustru hørte, at Uria, hendes Mand, var død, da sørgede hun over sin Herre.
22Og Gud Herren byggede af det Ribbeen, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde, og ledede hende til Adam.
23Da sagde Adam: Denne Gang er det Been af mine Been, og Kjød af mit Kjød; denne, hun skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
6men den vellystige er levende død.
25Thi naar de ere opstandne fra de Døde, da hverken gifte de sig, ei heller giftes; men de ere som Engle, der ere i Himlene.
52Men de græd alle og holdt Veeklage over hende; men han sagde: Græder ikke; hun er ikke død, men hun sover.
53Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død.
11Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.
22Og den anden Qvinde sagde: Det er ikke saa, thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede (saa) for Kongens Ansigt.
17Og nu, slaaer alt Mandkjøn ihjel iblandt smaae Børn, og slaaer hver Qvinde ihjel, som haver kjendt Mand, at ligge hos Mandkjøn.
26Og jeg fandt (en Ting) beskere end Døden, en Qvinde, hvis Hjerte var (som) Jægergarn og (som) Fiskergarn, (og) hvis Hænder vare (som) Baand; den, som er god for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende.
18thi hendes Huus bøier sig til Døden, og hendes Veie til Dødninger;
19Og denne Qvindes Søn døde om Natten; thi hun laae paa ham.
27Og Methuselahs ganske Alder blev ni hundrede Aar og ni og tredsindstyve Aar; og han døde.
20Og Jareds ganske Alder blev nihundrede Aar og to og tredsindstyve Aar; og han døde.
6Og Joseph døde, og alle hans Brødre, og al den samme Slægt.
5Men de andre Døde bleve ikke levende igjen, indtil de tusinde Aar fuldendtes. Denne er den første Opstandelse.