1 Timoteusbrev 5:6
men den vellystige er levende død.
men den vellystige er levende død.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Men den, som er en ret Enke og forladt, haver sat sit Haab til Gud og bliver ved i Bønner og Paakaldelser Nat og Dag;
5 I levede kræseligen paa Jorden og vare vellystige; I gjorde eders Hjerter tilgode som paa en Slagtedag.
7 Forkynd og dette, paa det at de maae være ustraffelige.
9 En Enke bør ikke udnævnes, naar hun er yngre end tredsindstyve Aar; (hun bør) have været een Mands Hustru
10 og have Vidnesbyrd for gode Gjerninger, at hun haver opfødt Børn, at hun haver gjerne laant Huus, at hun haver toet de Helliges Fødder, at hun haver forsørget de Betrængte, at hun haver lagt sig efter al god Gjerning.
11 Men undslaa dig for unge Enker; thi naar de af Kaadhed opsætte sig imod Christum, ville de giftes,
18 thi hendes Huus bøier sig til Døden, og hendes Veie til Dødninger;
19 alle de, som gaae ind til hende, skulle ikke komme tilbage og ikke naae til Livsens Stier;
7 Saameget som hun haver ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saameget giver hende af Pine og Sorrig. Fordi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorrig skal jeg ingenlunde see,
25 Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.
26 Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.
16 Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vei, skal hvile i Dødningers Forsamling.
17 Den, som elsker Glæde, skal have Mangel, hvo, som elsker Viin og Olie, skal ikke blive rig.
4 Men det Sidste af hende er beskt som Malurten, hvast som et tveegget Sværd.
5 Hendes Fødder gaae ned til Døden, hendes Gange Holde fast ved Helvede.
6 Paa det du ikke skal overveie Livets Sti, (da) ere hendes Veie ustadige, at du ikke kan kjende (dem).
26 Og jeg fandt (en Ting) beskere end Døden, en Qvinde, hvis Hjerte var (som) Jægergarn og (som) Fiskergarn, (og) hvis Hænder vare (som) Baand; den, som er god for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende.
7 thi hvo, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.
27 Hendes Huus er Veie til Helvede, som fare ned til Dødens (inderste) Kammere.
9 Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjæringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;
16 Dersom nogen troende Mand eller Qvinde haver Enker, da forsørge de dem, og lad ikke Menigheden besværes, at den kan forsørge de rette Enker.
8 Saa hør nu dette, du Vellystige! som boer tryggeligen, som siger i sit Hjerte: Jeg (er det), og Ingen ydermere uden mig; jeg skal ikke sidde som Enke, og ei vide, (hvad det er) at vorde barnløs.
3 Hædre de Enker, som ere rette Enker.
13 Tilmed lære de ørkesløse at løbe omkring i Husene, dog ikke alene ørkesløse, men ogsaa med Sqvalder og (dem) uvedkommende Ting, idet de tale, hvad ikke sømmer sig.
14 Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale.
2 Da prisede jeg de Døde, som vare allerede døde, mere end de Levende, som endnu ere levende.
10 Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.
15 Ladhed lader en dyb Søvn falde (paa En), og en svigefuld Sjæl skal hungre.
16 Hvo, som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl, (men) hvo, der foragter sine Veie, skal dødes.
27 Hun seer, hvorledes det gaaer til i hendes Huus, og æder ikke Brød med Ladhed.
2 Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.
3 Derfor skal hun kaldes en Hore, om hun, medens Manden lever, bliver en anden Mands; men dersom Manden er død, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Hore, om hun bliver en anden Mands.
17 Forkynd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke skulle hovmode sig, ei heller sætte Haab til den uvisse Rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigeligen alle Ting at nyde,
32 (men du var som) en Horkone, der tager Fremmede i sin Mands Sted.
15 derefter, naar Begjærligheden haver undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.
2 Det være langt fra! Vi, som ere afdøde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?
5 thi de Levende vide, at de skulle døe, men de Døde vide ikke Noget, og de have ingen Løn ydermere, men deres Ihukommelse er glemt.
32 hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, — at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe — dog ikke alene gjøre det, men have endog Velbehag i dem, som det gjøre.
2 saa at I den øvrige Tid i Kjødet ikke fremdeles skulle leve efter menneskelige Lyster, men efter Guds Villie.
39 En Hustru er bunden ved Loven, saa lang Tid hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene (at det skeer) i Herren.
9 See til, du lever med en Hustru, som du elsker, alle din Forfængeligheds Livsdage, som (Gud) haver givet dig under Solen alle din Forfængeligheds Dage; thi det er din Deel i Livet og i dit Arbeide, som du arbeider under Solen.
27 Men sidst af dem alle døde og Qvinden.
12 Altsaa herske da ikke Synden i eders dødelige Legeme, saa at I ere den lydige i dets Begjæringer.
2 Den slagtede sit Slagtefæ, blandede sin Viin og tilberedte sit Bord.
31 og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer.
25 Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
10 Thi det, at han døde, døde han een Gang for Synden; men det, at han lever, det lever han for Gud.
11 Hun larmer og er gjenstridig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Huus.
6 Derfor lader os ikke sove, ligesom og de Andre, men lader os vaage og være ædrue.
30 Yndelighed er Bedragelighed, og Deilighed er Forfængelighed, (men) en Qvinde, (i hvilken der er) Herrens Frygt, hun skal roses.