Sakarja 4:14
Da sagde han: Disse ere de to Oliebørn, som staae hos al Jordens Herre.
Da sagde han: Disse ere de to Oliebørn, som staae hos al Jordens Herre.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Fremdeles svarede jeg og sagde til ham: Hvad ere disse tvende Olietræer ved Lysestagens høire og ved dens venstre Side?
12Og jeg svarede anden Gang og sagde til ham: Hvad ere de tvende Olietræers Grene, som ere ved Siden af de to Guldkrukker, som udgyde Guldet oven af sig?
13Og han sagde til mig, sigende: Veed du ikke, hvad disse (Ting ere); og jeg sagde: Nei, min Herre!
1Og Engelen, som talede med mig, kom igjen og opvakte mig som en Mand, der opvækkes af sin Søvn.
2Og han sagde til mig: Hvad seer du? og jeg sagde: Jeg seer, og see, en Lysestage, ganske af Guld, og et Oliekar er ovenpaa den, og dens syv Lamper ere paa den, Lamperne have hver syv Piber, som ere ovenpaa den.
3Og tvende Olietræer staae derhos, eet paa den høire Side af Oliekarret, og eet ved dets venstre Side.
4Og jeg svarede og sagde til Engelen, som talede med mig, og sagde: Hvad ere disse Ting, min Herre?
5Og Engelen, som talede med mig, svarede og sagde til mig: Veed du ikke, hvad disse Ting ere? og jeg sagde: Nei, min Herre!
4Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som staae for Jordens Gud.
9Og jeg sagde: Hvad ere disse, min Herre? og Engelen, som talede med mig, sagde til mig: Jeg, jeg vil lade dig see, hvad disse ere.
10Ja, den Mand, som holdt stille iblandt de Myrtetræer, svarede og sagde: Disse ere de, som Herren haver sendt til at vandre igjennem Landet.
11Men de svarede Herrens Engel, som holdt stille iblandt de Myrtetræer, og sagde: Vi have vandret igjennem Landet, og see, alt Landet sidder og er stille.
4Og jeg svarede og sagde til Engelen, som talede med mig: Hvad ere disse Ting, min Herre?
5Og Engelen svarede og sagde til mig: Disse er de fire Veir under Himmelen, som udgaae fra hvor de stode for al Jordens Herre.
14Ere de ikke alle tjenende Aander, udsendte til Tjeneste for dem, som skulle arve Salighed?
2Og jeg sagde til Engelen, den, som talede med mig: Hvad ere disse? og han sagde til mig: Disse ere de Horn, som adspredte Juda, Israel og Jerusalem.
3Og Herren lod mig see fire Smede.
1Og der kom Mænd til mig af Israels Ældste, og satte sig for mit Ansigt.
2Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
19Og han sagde: Hør derfor Herrens Ord: Jeg saae Herren sidde paa sin Throne, og al Himmelens Hær staaende hos ham ved hans høire og ved hans venstre Side.
18Og han sagde: Hører derfor Herrens Ord: Jeg saae Herren sidde paa sin Throne, og al Himmelens Hær staaende ved hans høire og ved hans venstre Side.
4Og hans Fødder skulle paa den samme Dag staae paa Oliebjerget, som er lige for Jerusalem mod Østen, og Oliebjerget skal revne midt ad fra Østen og til Vesten, (at der skal blive) en saare stor Dal, og Halvdelen af Bjerget skal vige mod Norden, og den (anden) halve Deel deraf mod Sønden.
13Og En af de Ældste talede og sagde til mig: Disse, som ere iførte de lange hvide Kjortler, hvo ere de? og hvorfra ere de komne?
14Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: Disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres lange Kjortler, og have gjort dem hvide i Lammets Blod.
15Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem.
16Jeg gik frem til En af dem, som stode (der), og spurgte ham (om noget) Vist om alt dette; og han sagde mig det og kundgjorde mig Udtydningen paa de Ting.
17Disse store Dyr, som ere fire, (er, at) fire Konger skulle opstaae af Jorden.
1Og jeg saae, og see, Lammet stod paa Bjerget Zion, og med det hundrede fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Faders Navn skrevet i deres Pander.
8Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
2Jordens Konger fremstille sig, og Fyrsterne raadslaae tilsammen imod Herren og imod hans Salvede, (sigende):
14Og han sagde til mig: Indtil to tusinde og tre hundrede Aftener (og) Morgener, saa skal Helligdommen retfærdiggjøres.
14Og Elisa sagde: (Saa vist som) den Herre Zebaoth lever, for hvis Ansigt jeg staaer, dersom jeg ikke ansaae Josaphats, Judæ Konges, Person, da vilde jeg ikke see om til dig eller ansee dig.
17Og din Tjenerinde sagde: Min Herre Kongens Ord skal dog være mig til Trøst; thi som en Guds Engel er, saa er min Herre Kongen til at høre det Gode og det Onde, og Herren din Gud skal være med dig.
2(Ja) i Guds Syner førte han mig til Israels Land, og satte mig ned paa et saare høit Bjerg, og derpaa var der som en bygget Stad mod Sønden.
2I, som staae i Herrens Huus, i vor Guds Huses Forgaarde!
11Og alle Englene stode omkring Thronen og om de Ældste og om de fire Dyr, og faldt ned for Thronen paa deres Ansigt, og tilbade Gud og sagde:
4Og trindt omkring Thronen vare fire og tyve Throner; og paa de Throner saae jeg fire og tyve Ældste sidde, iførte hvide Klæder, og de havde Guldkroner paa deres Hoveder.
5Og jeg, Daniel, jeg saae, og see, der stode to Andre, den Ene ved denne (Side) paa Bredden af Floden, og den Anden ved den (anden Side) paa Bredden af Floden.
13Jeg saae i Synerne i mit Hoved paa mit Leie, og see, en Vægter, det er en Hellig, foer ned af Himmelen,
10De, som trætte med Herren, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem, Herren skal dømme Jordens Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøie sin Salvedes Horn.
5da opløftede jeg mine Øine og saae, og see (der stod) en Mand, iført i (linnede) Klæder, og hans Lænder vare ombundne med kosteligt Guld af Uphas.
4Og see, der var Israels Guds Herlighed efter den Skikkelse, som jeg havde seet i Dalen.
4Men de frygtede saare meget og sagde: See, de to Konger bestode ikke for hans Ansigt, hvorledes ville vi da bestaae?
14Og jeg saae, og see, en hvid Sky, og En sad paa Skyen, lig et Menneskes Søn, som havde en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Segel i sin Haand.
16Og see, En, (som var) efter et Menneskes Sønners Lignelse, rørte ved mine Læber, og jeg oplod min Mund og talede og sagde til den, som stod tvært over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere mine Piner vendte over mig, og jeg formaaer ikke Noget med (min) Kraft.