Hebreerne 1:14
Ere de ikke alle tjenende Aander, udsendte til Tjeneste for dem, som skulle arve Salighed?
Ere de ikke alle tjenende Aander, udsendte til Tjeneste for dem, som skulle arve Salighed?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 hvem han haver sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og haver gjort Verden,
3 (og) som, efterdi han er Herlighedens Afglands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, gjorde ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;
4 og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han haver arvet et herligere Navn fremfor dem.
5 Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: Du er min Søn, jeg fødte dig idag? og atter: Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
6 Men atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.
7 Og om Englene siger han: Han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.
8 Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
13 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
11 idet de randsagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidnede om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed;
12 thi det var dem aabenbaret, at de tjente ikke sig selv, men os i dette, som nu er blevet eder kundgjort af dem, der have forkyndt eder Evangelium formedelst den Hellig-Aand, som blev sendt af Himmelen; hvilke Ting Englene begjære at gjennemskue.
4 Han gjør sine Engle til Aander, sine Tjenere til gloende Ild.
20 Lover Herren, I hans Engle! I Vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst.
21 Lover Herren, alle hans Hære! I hans Tjenere, som gjøre hans Villie.
5 Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
10 Thi der er skrevet: Han skal befale sine Engle angaaende dig, at bevare dig,
11 og at de skulle bære dig paa Hænderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.
11 Thi han skal befale sine Engle om dig, at bevare dig paa alle dine Veie.
12 De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa en Steen.
14 Da sagde han: Disse ere de to Oliebørn, som staae hos al Jordens Herre.
22 men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes mange Tusinde,
23 til de Førstefødtes Forsamling og Menighed, som ere opskrevne i Himlene, og til Gud, Alles Dommer, og til de fuldkommede Retfærdiges Aander,
22 som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og Magterne og Kræfterne ere ham underlagte.
10 Ja, den Mand, som holdt stille iblandt de Myrtetræer, svarede og sagde: Disse ere de, som Herren haver sendt til at vandre igjennem Landet.
2 Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn,
15 Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem.
2 Lover ham, alle hans Engle, lover ham, alle hans Hærskarer!
2 Glemmer ikke Gjæstfrihed; thi ved den have Nogle, uden at vide det, herbergeret Engle.
11 Da forlod Djævelen ham; og see, Englene gik til ham og tjente ham.
5 Og Engelen svarede og sagde til mig: Disse er de fire Veir under Himmelen, som udgaae fra hvor de stode for al Jordens Herre.
11 da dog Englene, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottelig Dom imod dem for Herren.
9 Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesum, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.
10 Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting (ere), og ved hvem alle Ting (ere), ham, som fører de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Fyrste.
11 Thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
8 hvi skulde da ikke Aandens Tjeneste end mere være i Herlighed?
11 Og alle Englene stode omkring Thronen og om de Ældste og om de fire Dyr, og faldt ned for Thronen paa deres Ansigt, og tilbade Gud og sagde:
4 Thi dersom Gud ikke sparede de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem til Helvede og overantvordede dem i Mørkets Lænker, at forvares til Dommen,
15 og befrie dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livs Tid.
16 Thi ingensteds antager han sig Englene, men Abrahams Afkom antager han sig.
7 Denne Elendige raabte, og Herren hørte, og frelste ham af alle hans Angester.
14 Thi saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn.
6 Og Englene, som ikke bevarede deres oprindelige Værdighed, men forlode deres egen Bolig, holder han forvarede i evige Lænker under Mørket til den store Dags Dom.
7 Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
4 til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder,
5 hvilke ved Guds Magt bevares formedelst Troen til den Frelse, som er rede til at aabenbares i den sidste Tid,
6 Thi af samme Aarsag betale I dem og Skat; thi de ere Guds Tjenere, som just skulle stadigen tage vare paa dette.
5 (da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
13 Og strax var der hos Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:
2 som er Helligdommens Tjener og det sande Tabernakels, hvilket Herren haver opreist og ikke et Menneske.
14 som er os Pant paa vor Arv, til Eiendomsfolkets Forløsning, hans Herlighed til Priis.