Salmenes bok 104:4
Han gjør sine Engle til Aander, sine Tjenere til gloende Ild.
Han gjør sine Engle til Aander, sine Tjenere til gloende Ild.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Og om Englene siger han: Han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Gardin.
3 Han hvælver sine Sale i Vandene, han gjør de tykke Skyer (til) sin Vogn, han, som vandrer paa Veirets Vinger.
19 Herren haver befæstet sin Throne i Himmelen, og hans Rige hersker over Alting.
20 Lover Herren, I hans Engle! I Vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst.
21 Lover Herren, alle hans Hære! I hans Tjenere, som gjøre hans Villie.
13 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
14 Ere de ikke alle tjenende Aander, udsendte til Tjeneste for dem, som skulle arve Salighed?
3 Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
4 Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
10 Thi der er skrevet: Han skal befale sine Engle angaaende dig, at bevare dig,
11 og at de skulle bære dig paa Hænderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.
49 Han sendte sin grumme Vrede paa dem, Grumhed og Vrede og Angest, som sendtes ved onde Tings Bud.
2 Lover ham, alle hans Engle, lover ham, alle hans Hærskarer!
18 See, han kan ikke troe sine Tjenere, og han maa lægge Daarlighed paa sine Engle;
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
15 Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,
11 Thi han skal befale sine Engle om dig, at bevare dig paa alle dine Veie.
10 Og han bøiede Himmelen og foer ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
11 Og han foer paa Cherub og fløi; og han fløi (hasteligen) paa Veirets Vinger.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
13 Af Skinnet, (som var) for ham, fore hans Skyer frem, (ja) Hagel og gloende Kul.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
11 Og han foer paa Cherub og fløi; og han blev seet over Veirets Vinger.
12 Og han satte Mørkhed til Pauluner trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling (og) tykke Skyer.
13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
7 Herrens Røst udhugger Ildsluer.
29 Thi og vor Gud er en fortærende Ild.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
7 Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
18 Han sender sit Ord og smelter dem, han lader sit Veir blæse, saa flyde Vandene hen.
5 Han grundfæstede Jorden paa sine Grundvolde, at den ikke skal ryste evindelig og altid.
5 Og Engelen svarede og sagde til mig: Disse er de fire Veir under Himmelen, som udgaae fra hvor de stode for al Jordens Herre.
13 Ved hans Aand ere Himlene deilige, hans Haand haver beredt Stangslangen.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
17 Hvorfor springe I op, I Bjerge (fulde) med Høie? dette Bjerg havde Gud Lyst til, at boe derpaa; ja, Herren skal boe (derpaa) evindelig.
5 Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
5 Og af Thronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv antændte Lamper brændte foran Thronen, hvilke ere de syv Guds Aander.
13 Og (anlangende) Dyrenes Lignelse, (da) var deres Skikkelse som Ildens gloende Kul, som brænde, som Blus ere af Skikkelse; den samme (Ild) den foer imellem Dyrene, og Ilden skinnede, og der udgik Lyn af Ilden.
32 (Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.
13 Thi see, (han) danner Bjergene, og skaber Veiret, og kundgjør et Menneske, hvad hans Tanke er, han gjør Morgenrøden (og) Mørket, og træder paa Jordens Høie; den Herre Zebaoths Gud er hans Navn.
25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
1 Og jeg saae en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og en Regnbue var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.
6 Himlene ere gjorte ved Herrens Ord, og al deres Hær ved hans Munds Aand.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
4 Thi dersom Gud ikke sparede de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem til Helvede og overantvordede dem i Mørkets Lænker, at forvares til Dommen,
15 Thi see, Herren skal komme i Ilden, og hans Vogne være som Hvirvelvinden, at vende sin Vrede (til dem) med Grumhed, og sin Trudsel med Ildslue.
24 Thi Herren din Gud, han er en fortærende Ild, en nidkjær Gud.
15 Han sender sin Tale paa Jorden, hans Ord løber saare hasteligen.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.