Verse 13

Da sagde han til Abram: Du skal visseligen vide, at din Afkom skal være fremmed i et Land, som ikke er deres, og de skulle tjene de Fremmede, og disse skulle plage dem, fire hundrede Aar.

Referenced Verses

  • Apg 7:6-7 : 6 Men Gud sagde saaledes, at hans Afkom skulde boe som Udlendinge udi et fremmed Land, og de skulde gjøre den til Trælle og handle ilde med den i fire hundrede Aar. 7 Og det Folk, under hvilket de skulde trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.
  • Gal 3:17 : 17 Men dette siger jeg: Den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christo, kan Loven, som blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rygge, saa at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.
  • Sal 105:23-25 : 23 Siden kom Israel i Ægypten, og Jakob blev fremmed i Chams Land. 24 Og han gjorde sit Folk saare frugtbart, og gjorde det mægtigere end dets Modstandere. 25 Han omvendte deres Hjerte, at de hadede hans Folk, at de handlede trædskeligen mod hans Tjenere.
  • Apg 7:17 : 17 Men der den Forjættelses Tid nærmede sig, som Gud havde tilsvoret Abraham, tog Folket til og formeredes i Ægypten,
  • 2 Mos 1:11 : 11 Saa satte de Skattens Betjente over det, at de skulde plage det med deres Byrder; og man byggede (da) Pharao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses.
  • 2 Mos 5:1-9 : 1 Og derefter kom Mose og Aron ind og sagde til Pharao: Saa siger Herren, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Høitid i Ørken. 2 Og Pharao sagde: Hvo er den Herre, hvis Røst jeg skal adlyde, at lade Israel fare; jeg kjender ikke den Herre, jeg vil heller ikke lade Israel fare. 3 Og de sagde: De Ebræers Gud mødte os; Kjære, lad os gaae tre Dages Reise i Ørken og gjøre Herren vor Gud Offer, at han ikke skal møde os med Pestilentse eller med Sværdet. 4 Da sagde Kongen af Ægypten til dem: (Du) Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gjerninger? gaaer hen til eders Byrder. 5 Og Pharao sagde ydermere: See, Folket er nu meget i Landet, og I ville komme dem til at høre op fra deres Byrder. 6 Og Pharao befoel samme Dag Plagerne iblandt Folket og dets Fogeder, og sagde: 7 I skulle ikke ydermere give Folket Halm at brænde Tegl med, som tilforn; lader dem selv gaae at sanke sig Halm. 8 Og lægger dem (alligevel) paa (at gjøre) det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; formindsker Intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaae hen, vi ville offre til vor Gud. 9 Lader Trældommen blive svar over Mændene, at de have at gjøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord. 10 Da udgik Folkets Plagere og dets Fogeder, og sagde til Folket, sigende: Saa siger Pharao: Jeg giver eder ikke Halm. 11 Gaaer selv, tager eder Halm, hvor I kunne finde; men der skal Intet formindskes af eders Trældom. 12 Da adspredte Folket sig over alt Ægypti Land, at sanke Halmstubbe for Halm. 13 Og Plagerne dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gjerning, (hver) Dags Forretning paa sin Dag, ligesom da I havde Halm. 14 Og Israels Børns Fogeder bleve slagne, hvilke Pharaos Plagere havde sat over dem, og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gjerning, at gjøre Tegl, som tilforn, saa og igaar og idag? 15 Da kom Israels Børns Fogeder, og raabte til Pharao og sagde: Hvi gjør du saa med dine Tjenere? 16 Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gjører Tegl; og see, dine Tjenere faae Hug, dog dit Folk haver Skyld deri. 17 Og han sagde: I ere efterladne, ja efterladne, derfor sige I: Vi ville gaae hen, vi ville offre til Herren. 18 Og nu, gaaer, arbeider, og ingen Halm skal eder gives; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene. 19 Da saae Israels Børns Fogeder, at de vare ilde deran, idet der sagdes: I skulle Intet formindske af eders Tegl, af (hver) Dags Forretning paa sin Dag. 20 Og de gik Mose og Aron imøde og stode imod dem, der de gik ud fra Pharao. 21 Og de sagde til dem: Herren skal see paa eder og dømme, at I have gjort os ildelugtende for Pharao og for hans Tjenere, at give Sværdet i deres Haand til at ihjelslaae os. 22 Og Mose vendte sig til Herren igjen og sagde: Herre, hvi gjør du ilde imod dette Folk? hvi sendte du mig? 23 Thi fra den Tid, da jeg kom til Pharao, at tale i dit Navn, haver han gjort ilde imod dette Folk; og du haver ingenlunde friet dit Folk.
  • 2 Mos 12:40-41 : 40 Og Israels Børn havde boet udi Ægypten i fire hundrede Aar og tredive Aar. 41 Og det skede, der fire hundrede Aar og tredive Aar vare tilende, ja det skede lige paa denne samme Dag, da udgik alle Herrens Hære af Ægypti Land.
  • 2 Mos 22:21 : 21 Og du skal ikke plage en Fremmed og ikke undertrykke ham, thi I have været fremmede i Ægypti Land.
  • 2 Mos 23:9 : 9 Og du skal ikke fortrykke den Fremmede; thi I selv kjende den Fremmedes Sjæl, thi I vare fremmede i Ægypti Land.
  • 3 Mos 19:34 : 34 Den Fremmede, som er fremmed hos eder, skal være eder som en Indfødt af eder, og du skal elske ham som dig selv, thi I have været fremmede i Ægypti Land; jeg er Herren eders Gud
  • 5 Mos 10:19 : 19 Derfor skulle I elske den Fremmede; thi I have været fremmede i Ægypti Land.
  • Sal 105:11-12 : 11 sigende: Dig vil jeg give Canaans Land, eders Arvs Snor; 12 der de vare en liden (Hob) Folk, ja faa og fremmede deri.
  • 1 Mos 17:8 : 8 Og jeg vil give dig og din Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det ganske Canaans Land, til en evig Eiendom; og jeg vil være dem til en Gud.
  • 2 Mos 1:1-2 : 1 Og disse ere Israels Sønners Navne, de, som kom ind i Ægypten; med Jakob kom de ind, hver med sit Huus: 2 Ruben, Simeon, Levi og Juda;
  • Hebr 11:8-9 : 8 Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom. 9 Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land, som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse; 10 thi han forventede den Stad, som haver Grundvold, hvis Bygmester og Forarbeider er Gud. 11 Formedelst Tro fik og selv Sara Kraft til at undfange og fødte over hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det. 12 Derfor avledes og af Een, og det en Udlevet, som Stjerner paa Himmelen i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, der er utalligt. 13 I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise, og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjæster og Udlændinge paa Jorden.