1 Mosebok 17:3
Da faldt Abram paa sit Ansigt; og Gud talede med ham og sagde:
Da faldt Abram paa sit Ansigt; og Gud talede med ham og sagde:
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og Abram var ni Aar og halvfemsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt, og vær fuldkommen.
2 Og jeg vil gjøre min Pagt imellem mig og imellem dig, og formere dig ganske Meget.
4 (Hvad) mig (anlanger), see, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Hedningers Fader.
5 Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg haver gjort dig til mange Hedningers Fader.
6 Og jeg vil gjøre dig saare meget frugtbar, og gjøre dig til Folk, og Konger skulle udkomme af dig.
7 Og jeg vil oprette min Pagt imellem mig og imellem dig, og imellem din Afkom efter dig i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være dig til en Gud, og din Afkom efter dig.
21 Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa denne bestemte Tid i det andet Aar.
22 Og han lod af at tale med ham, og Gud foer op fra Abraham.
1 Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lunde; og han sad i (sit) Pauluns Dør, der Dagen var hed.
2 Og han opløftede sine Øine og saae, og see, tre Mænd stode for ham; og der han saae dem, løb han mod dem fra (sit) Pauluns Dør, og bøiede sig til Jorden.
3 Og han sagde: Min Herre! Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, da gak ikke din Tjener forbi.
17 Da sagde Herren: Skulde jeg dølge for Abraham det jeg gjør?
18 efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.
17 Og Abraham faldt paa sit Ansigt og loe; og han sagde i sit Hjerte: Skulde mig fødes (et Barn), jeg, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde?
18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!
19 Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
1 Efterat dette var skeet, skede Herrens Ord til Abram i Synet og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.
27 Og Abraham svarede og sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren, alligevel jeg er Støv og Aske.
7 Og Herren aabenbaredes for Abram og sagde: Din Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for Herren, som aabenbaredes for ham.
1 Og det skede derefter, at Gud fristede Abraham og sagde til ham: Abraham! og han sagde: See, her er jeg.
12 Og det skede, der Solen vilde gaae ned, da faldt en dyb Søvn paa Abram, og see, der faldt Forfærdelse og stor Mørkhed over ham.
9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.
33 Og Herren gik bort, der han havde udtalet til Abraham; og Abraham vendte om til sit Sted.
11 Da raabte Herrens Engel af Himmelen til ham og sagde: Abraham, Abraham! og han sagde: See, her er jeg.
27 Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, der, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt.
1 Og Herren havde sagt til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Huus, til det Land, som jeg vil vise dig.
12 Da bøiede Abraham sig for Folket i Landet.
17 Staa op, vandre igjennem Landet i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det.
18 Saa udslog Abram Paulun, og kom og boede i Mamre Lund, som er i Hebron, og byggede der Herren et Alter.
22 Og Mændene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn.
19 Og han velsignede ham og sagde: Velsignet være Abram for den høieste Gud, som eier Himmel og Jord.
13 Og Gud foer op fra ham, fra det Sted, hvor han talede med ham.
3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
6 Og han sagde (fremdeles): Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at see paa Gud.
15 Og Gud sagde til Abraham: (Anlangende) Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.
2 Men han sagde: I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan;
7 Da stod Abraham op og bøiede sig for Folket i Landet, for Heths Børn.
13 Og see, Herren stod ovenpaa den og sagde: Jeg er Herren, din Faders Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Sæd.
24 Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.
15 Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang af Himmelen.