Jesaja 62:7
Og tilsteder ikke, at man tier for ham, indtil han bereder, og indtil han sætter Jerusalem til Priis paa Jorden.
Og tilsteder ikke, at man tier for ham, indtil han bereder, og indtil han sætter Jerusalem til Priis paa Jorden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 O Jerusalem! jeg haver beskikket Vægtere paa dine Mure, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller den ganske Nat; I, som paaminde om Herren, I skulle ikke tie.
1 For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems Skyld vil jeg ikke være stille, indtil dens Retfærdighed udgaaer som et Skin, og dens Salighed brænder som et Blus.
8 Herren svoer ved sin høire Haand og ved sin Magts Arm: Jeg vil ikke ydermere give dine Fjender dit Korn til Spise, ei heller skulle en Udlændings Børn drikke din Most, som du haver arbeidet for.
6 Beder om Jerusalems Fred; de skulle have Rolighed, som elske dig.
7 Der skal være Fred inden din Muur, Rolighed i dine Paladser.
25 Thi David havde sagt: Herren, Israels Gud, haver skaffet sit Folk Rolighed, og det skal boe i Jerusalem Indtil evig (Tid).
11 Og de skulle boe i den, og der skal intet Band være ydermere, og Jerusalem skal beboes tryggeligen.
6 Og han byggede faste Stæder i Juda, fordi Landet hvilede, og der var ingen Krig imod ham i de Aar; thi Herren skaffede ham Rolighed.
18 Thi du haver ikke Lyst til Offer, ellers vilde jeg give (dig det); til Brændoffer haver du ikke Behagelighed.
3 Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
4 See, han skal ikke slumre og ei sove, han, som bevarer Israel.
4 jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
5 indtil jeg finder et Sted for Herren, Boliger for Jakobs Mægtige.
16 Paa den samme Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke; (til) Zion: Lad dine Hænder ikke synke.
7 Al Jorden hviler og er stille; de raabe med frydefuldt Skrig.
2 See, jeg sætter Jerusalem til en Tumleskaal for alle Folk trindt omkring, og den skal ogsaa være over Juda, naar han beleirer Jerusalem.
20 Besku Zion, vore Forsamlingers Stad; dine Øine skulle see Jerusalem, en rolig Bolig, et Paulun, som ikke skal nedtages, hvis Nagler skulle ikke uddrages evindeligen, og intet af dens Reb sønderrykkes.
2 Vore Fødder stode i dine Porte, Jerusalem!
8 Lad dig tugte, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal drages fra dig, at jeg ikke gjør dig til en Ødelæggelse, et Land, som Ingen boer udi.
3 Og det skal skee paa den Dag, naar Herren skaffer dig Rolighed af din Smerte og af din Uro og af den haarde Tjeneste, med hvilken man kom dig til at tjene,
12 O Jerusalem! priis Herren; O Zion! lov din Gud.
18 Deres Hjerte raabte til Herren: (O) Zions Datters Muur! lad Graad flyde ned som en Bæk Dag og Nat, giv dig ingen Hvile, lad din Øiesteen ikke holde stille.
35 Alle de Dage, det ligger øde, skal det hvile, derfor, at det hvilede ikke paa eders Sabbater, der I boede deri.
18 Der skal ikke ydermere høres Vold i dit Land, (eller) Ødelæggelse og Forstyrrelse i dine Landemærker, men du skal kalde dine Mure Salighed, og dine Porte Priis.
26 som stadfæster sin Tjeners Ord og skal fuldkomme sine Sendebuds Raad, som siger til Jerusalem: Du skal beboes, og til Judæ Stæder: I skulle bygges, og jeg vil opreise dens øde (Stæder),
18 Og mit Folk skal boe i Freds Bolig, og i (megen) Trygheds Boliger, og i (meget) stille rolige (Steder).
7 Ti for Herren og forvent ham; lad (din Vrede) ikke optændes over den (Mand), hvis Vei lykkes, over den Mand, som udfører (skalkagtige) Anslag.
13 Jeg, jeg opvækker ham i Retfærdighed, og vil gjøre alle hans Veie rette; han, han skal bygge min Stad og lade mine Bortførte fare, ikke for (Penges) Værd, ei heller for Skjenk, sagde den Herre Zebaoth.
6 Min Tunge hænge ved min Gane, om jeg ikke kommer dig ihu, om jeg ikke ophøier Jerusalem over min høieste Glæde!
7 Herre! kom Edoms Børn ihu paa Jerusalems (Hjemsøgelses) Dag, de, som sagde: Gjører bart, gjører bart indtil Grundvolden i den!
4 Han skal ikke vansmægte, ei heller blive afmattet, indtil han faaer skikket Ret paa Jorden, og Øer skulle vente paa hans Lov.
14 Denne er min Rolighed stedse og altid, her vil jeg boe, thi jeg begjærede (den).
3 Og jeg sagde til dem: Jerusalems Porte skulle ikke oplades, førend Solen bliver hed, og medens de (endnu) staae (derhos), da skulle de tillukke Dørene og holde dem (lukkede), og man skal beskikke Vagter af Jerusalems Indbyggere, hver paa sin Vagt, og hver tvært over for sit Huus.
27 Der er ingen Træt eller Skrøbelig af det (samme Folk), der skal Ingen slumre ei heller sove, og Ingens Bælte skal løses fra hans Lænder, og Ingens Skotvinge skal sønderrives.
32 Endnu (bliver man) staaende en Dag i Nob; (saa) skal han røre sin Haand imod Zions Huses Bjerg, Jerusalems Høi.
31 Thi det Overblevne skal udgaae af Jerusalem, og det Undkomne af Zions Bjerg; Herrens Zebaoths Nidkjærhed skal gjøre det.
17 Hedningerne skulle opvækkes og fare op til Josaphats Dal; thi der vil jeg sidde at dømme alle Hedningerne trindt omkring.
19 Thi Folket i Zion skal boe i Jerusalem; du skal jo ikke græde saare, han skal vist benaade dig, naar (han hører) dit Raabs Røst; han skal svare dig, naar han hører det.
18 Men glæder eder og fryder eder indtil evig (Tid ved det), som jeg skaber; thi see, jeg skaber Jerusalem til Fryd, og dens Folk til Glæde.
17 Vaagn op, vaagn op, staa op, Jerusalem! du, som haver drukket af Herrens Haand, af hans Grumheds Bæger; du haver drukket, (ja) udkrystet det Bægers Bærme, (hvoraf) man raver.
11 Og dine Porte skulle de altid holde aabne Dag og Nat, de skulle ikke tillukkes, for at lade Hedningernes Magt komme til dig, og deres Konger skulle føres (hertil).
7 Dette Fyrstendømmes og Freds Storhed (skal være) uden Ende over Davids Throne og over hans Rige, til at befæste det og til at opholde det med Ret og Retfærdighed; fra nu og indtil evig (Tid) skal den Herre Zebaoths Nidkjærhed gjøre dette.
6 Og jeg vil give Fred i Landet, at I maae hvile (i Ro), og Ingen skal forfærde eder; og jeg vil borttage de onde Dyr af Landet, og Sværdet skal ikke gaae igjennem eders Land.
15 Istedetfor at du var forladt og forhadt, saa at der gik Ingen igjennem, saa vil jeg sætte dig til en evig Herlighed, til Fryd fra Slægt til Slægt.
9 Raaber (med Fryd), synger (med Fryd) tilhobe, Jerusalems øde Steder! thi Herren haver trøstet sit Folk, han haver igjenløst Jerusalem.
12 til hvilke han sagde: Denne er Roligheden, lader den Trætte hvile, og denne er Vederqvægelsen; men de vilde ikke høre.
16 Lader det ihukommes iblandt Hedningerne, see, lader det høres imod Jerusalem, at der komme Vogtere af et langt fraliggende Land; og de skulle udgive deres Røst over Judæ Stæder.
3 (Det er) et fast Forsæt: Du skal bevare Fred, (ja) Fred; thi man haver forladt sig paa dig.
5 Herren skal velsigne dig af Zion, og du skal see Jerusalems Gode alle dit Livs Dage.