1 Korinterbrev 10:9
Lader os ei heller friste Christum, som og Nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
Lader os ei heller friste Christum, som og Nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Knurrer ei heller, som og Nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Fordærveren.
11 Men alle disse Ting skede dem som Forbilleder; men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne.
12 Derfor, hvo, som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.
13 Eder er ingen Fristelse paakommen, uden menneskelig; men Gud er trofast, som skal ikke lade eder fristes over eders Formue, men skal gjøre baade Fristelsen og dens Udgang saa, at I det kunne taale.
14 Derfor, mine Elskelige! flyer fra Afgudsdyrkelsen!
5 men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørkenen.
6 Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, ligesom de havde Lyst (dertil).
7 Bliver ei heller Afgudsdyrkere, som Nogle af dem, som skrevet er: Folket satte sig ned at æde og at drikke, og stod op at lege.
8 Lader os ei heller bedrive Hor, som Nogle af dem bedreve Hor og faldt paa een Dag tre og tyve tusinde.
16 I skulle ikke friste Herren eders Gud, saasom I fristede ham i Massa.
6 Da sendte Herren brændende Slanger iblandt Folket, og de bede Folket; og der døde meget Folk af Israel.
7 Da kom Folket til Mose, og de sagde: Vi have syndet, thi vi have talet imod Herren og imod dig, bed til Herren, at han vil tage de Slanger fra os; og Mose bad for Folket.
8 Da sagde Herren til Mose: Gjør dig en brændende (Slange) og sæt den paa en Stang, og det skal skee, at hver, som er bidt og seer den, han skal leve.
9 Da gjorde Mose en Kobberslange og satte den paa en Stang; og det skede, naar en Slange havde bidt Nogen, da saae han til den Kobberslange og blev ved Livet.
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.
13 Ingen sige, naar han fristes: Jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen.
14 Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjærlighed;
14 Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).
8 da forhærder ikke eders Hjerte, som (det skede) i Meriba, som paa Fristelsens Dag udi Ørken,
9 hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning.
10 Hvi friste I da nu Gud (ved) at lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære?
7 Da sagde Jesus til ham: Der er atter skrevet: Du skal ikke friste Herren din Gud.
22 Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?
12 Og Jesus svarede og sagde til ham: Der er sagt: Du skal ikke friste Herren din Gud.
22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
16 hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?
17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
7 Kom ihu, glem ikke, at du fortørnede Herren din Gud i Ørken; fra den Dag, da du udgik af Ægypti Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I været gjenstridige imod Herren.
8 Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,
5 Men jeg vil paaminde eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægypti Land, dog sidenefter ødelagde dem, som ikke troede.
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
56 Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.
15 — han, som ledte dig igjennem den store og forfærdelige Ørk, (hvor der vare) brændende Slanger og Skorpioner og Tørhed, hvor der var ikke Vand, han, som lod Vand udflyde til dig af en haard Steenklippe,
22 Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
11 Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal falde efter samme Vantroes Exempel.
16 See, disse vare (Aarsag) for Israels Børn, ved Bileams Ord, at antvorde dem til at forgribe sig imod Herren formedelst Peors Handel, hvorfor Plagen var i Herrens Menighed.
40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
9 Ikke fordi vi jo havde Magt dertil, men vi vilde give eder os selv til et Mønster at efterfølge.
1 Lader os derfor, da Forjættelse om at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af eder skulde synes at blive tilbage.
10 Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke.
9 Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjæringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;
32 Det Sidste deraf skal bide som en Slange og stikke som en Basilisk;
31 Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.
14 Og ligesom Moses ophøiede Slangen i Ørkenen, saa bør det Menneskens Søn at ophøies,
27 Og I murrede i eders Pauluner og sagde: Fordi Herren hader os, haver han udført os af Ægypti Land, at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os.
12 Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
20 thi de fordroge ikke det, som var befalet, at endog, dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde det stenes eller fældes med et Pileskud;
8 Den, som graver en Grav, skal falde i den, og hvo, som sønderriver et Gjærde, ham skal en Slange bide.