1 Korinterbrev 10:22
Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?
Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Hvad siger jeg da? at en Afgud er Noget? eller at Afguders Offer er Noget?
20 Nei! men, at hvad Hedningerne offre, offre de Djævlene og ikke Gud; men jeg vil ikke, at I skulle have Samfund med Djævlene.
21 I kunne ikke drikke Herrens Kalk og Djævlenes Kalk, I kunne ikke være deelagtige i Herrens Bord og Djævlenes Bord.
26 Lader os ikke have Lyst til forfængelig Ære, saa at vi trodse hverandre og bære Avind imod hverandre.
23 Alt er mig vel tilladt, men ikke Alt er nyttigt; Alt er mig vel tilladt, men ikke Alt opbygger.
12 Thi vi tør ikke regne os iblandt eller ligne os med Somme, der prise sig selv; men de forstaae ikke, at de maale sig med sig selv og ligne sig med sig selv.
13 Men vi rose os ikke af det, der ikke er (os) tilmaalt, men deraf, at vi efter det bestemte Maal, hvilket Maal Gud haver tildeelt os, ere komne ogsaa til eder.
9 Lader os ei heller friste Christum, som og Nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
11 Dersom vi have saaet for eder de aandelige Ting, er det noget Stort, om vi høste eders timelige Ting?
12 Dersom Andre have den Ret over eder, skulde da ikke vi meget mere? Men vi brugte ikke denne Ret, men taale Alt, for at vi ikke skulle gjøre Christi Evangelium nogen Forhindring.
10 Vi ere Daarer for Christi Skyld, men I ere kloge i Christo; vi skrøbelige, men I stærke; I herlige, men vi foragtede.
7 See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv stoler paa, at han hører Christum til, han slutte igjen fra sig selv, at, ligesom han hører Christum til, saa høre og vi Christum til.
8 Thi dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskjæmmet.
5 Eller mene I, at Skriften taler forgjæves? Den Aand, som boer i os, begjærer den Avind? Tværtimod, den giver større Naade.
19 Men jeg siger: Mon Israel ikke haver vidst det? — Først siger Moses: Jeg vil gjøre eder nidkjære over dem, som ikke ere et Folk, jeg vil vække eder til Vrede over et uforstandigt Folk.
10 Hvi friste I da nu Gud (ved) at lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære?
1 O at I vilde holde mig en liden Daarlighed tilgode! dog, jeg veed, at I holde mig den tilgode.
2 Thi jeg er nidkjær over eder med Guds Nidkjærhed; thi jeg haver trolovet eder med en Mand, for at fremstille Christo en reen Jomfru.
14 Derfor, mine Elskelige! flyer fra Afgudsdyrkelsen!
15 Jeg taler som til Forstandige; dømmer I det, jeg siger:
16 Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? det Brød, som vi bryde, er det ikke Christi Legemes Samfund?
16 De have gjort ham nidkjær ved Fremmede; med Vederstyggeligheder have de opirret ham.
29 Hvo er skrøbelig, uden at jeg og er skrøbelig? hvo bliver forarget, uden at det brænder i mig?
8 Men Mad gjør os ikke behagelige for Gud; thi hverken blive vi bedre, om vi æde, ei heller ringere, om vi ikke æde.
31 Hvad heller I derfor æde eller drikke, eller hvad I gjøre, da gjører Alt til Guds Ære.
32 Værer uden Forargelse baade for Jøder og Græker og for Guds Menighed;
19 Mene I atter, at vi forsvare os for eder? Vi tale i Christo for Guds Aasyn; men alt dette, I Elskelige! til eders Opbyggelse.
4 Have vi ikke Ret til at æde og drikke?
22 Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
6 Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
21 De, de have gjort mig nidkjær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres Forfængeligheder; og jeg, jeg vil gjøre dem nidkjære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.
6 Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, ligesom de havde Lyst (dertil).
7 Bliver ei heller Afgudsdyrkere, som Nogle af dem, som skrevet er: Folket satte sig ned at æde og at drikke, og stod op at lege.
19 Monne de, de gjøre mig Fortræd (dermed)? siger Herren, monne de ikke (gjøre) sig (selv Fortræd) til deres Ansigters Blusel?
10 Vi have et Alter, af hvilket de ikke have Ret at æde, som tjene ved Tabernaklet.
24 og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntre hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger,
9 Ikke fordi vi jo havde Magt dertil, men vi vilde give eder os selv til et Mønster at efterfølge.
21 Til Skam siger jeg dette, at vi (deri) vare svage; men det hvoraf Nogen er dristig, — jeg taler i Daarlighed — er og jeg dristig af.
22 Thi have I ikke Huse til at æde og drikke udi? eller foragte I Guds Menighed og beskjæmme dem, som Intet have? Hvad skal jeg sige eder? skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
12 Thi vi prise os ikke atter selv for eder, men give eder Anledning til at rose eder af os, paa det I kunne have Noget mod dem, som rose sig af udvortes Anseelse og ikke af Hjertet.
13 Thi dersom vi gaae for vidt (i vor Ros), da er det for Gud, eller vi ere beskedne, er det for eder.
1 Men vi, som formaae det, ere skyldige at bære over med de Svages Skrøbeligheder og ikke behage os selv.
14 Thi du skal ikke tilbede for en anden Gud; thi Herren hedder nidkjær, han er en nidkjær Gud;
9 Hvad da? have vi Fortrin? Aldeles ikke; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under Synd,
32 Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
15 thi Herren din Gud er en nidkjær Gud midt iblandt dig; at Herrens din Guds Vrede ikke skal optændes imod dig, og han skal lade dig udslette fra at være paa Jordens Kreds.
5 Jeg mener dog, at jeg er ikke ringere end de saare høie Apostler.
6 at Ingen skal forurette eller bedrage sin Broder i nogen Handel; thi Herren er Hevner over alt Saadant, som vi og forud have sagt og vidnet for eder.
11 Thi see, just dette, at I bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i eder! ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! i Alt beviste I, at I vare rene i Henseende til den Gjerning.
30 Thi vi kjende den, som haver sagt: Mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren; og atter: Herren skal dømme sit Folk.