Apostlenes gjerninger 1:18
Denne altsaa forhvervede en Ager ved Uretfærdigheds Løn; og der han styrtede ned, brast han itu, og alle hans Indvolde udvæltede.
Denne altsaa forhvervede en Ager ved Uretfærdigheds Løn; og der han styrtede ned, brast han itu, og alle hans Indvolde udvæltede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Og det er bleven vitterligt for alle dem, som boe i Jerusalem, saa at den Ager kaldes paa deres eget Maal Hakeldama, det er Blodager.
20Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: Hans Bolig blive øde, og Ingen være, som boer derudi, og en Anden annamme hans Embede!
3Der Judas, som ham forraadte, da saae, at han var fordømt, angrede det ham, og han bar de tredive Sølvpenninge til de Ypperstepræster og Ældste igjen og sagde:
4Jeg haver syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: Hvad kommer det os ved? see du dertil.
5Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og hengte sig.
6Men de Ypperstepræster toge Sølvpenningene og sagde: Det er ikke tilladt at kaste dem i Templets Kiste, thi det er Blodpenge.
7Men de holdt Raad og kjøbte en Pottemagers Ager derfor, til at jorde Fremmede udi.
8Derfor blev den samme Ager kaldet Blodager indtil denne Dag.
9Da blev det fuldkommet, som er sagt ved Propheten Jeremias, der han siger: Og de toge de tredive Sølvpenninge, den Vurderedes Verdi, hvilken de kjøbte af Israels Børn;
10og de have givet dem for en Pottemagers Ager, som Herren befoel mig.
16I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig-Aand havde forud talet ved Davids Mund om Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesum.
17Thi han var regnet med os og havde annammet dette Embedes Lod.
7Men de samme Viingaardsmænd sagde til hverandre: Denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel, saa bliver Arven vores.
8Og de toge og sloge ham ihjel, og kastede ham ud udenfor Viingaarden.
25til at annamme denne Tjenestes og Apostel-Embedes Lod, som Judas veg fra, for at gaae hen til sit eget Sted.
1Men en Mand, ved Navn Ananias, med Saphira, sin Hustru, solgte sit Gods,
2og forbeholdt sig selv med sin Hustrues Vidende Noget af Værdien, og bragte een Deel frem og lagde den for Apostlernes Fødder.
3Men Petrus sagde: Ananias, hvorfor haver Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig-Aand og forbeholde dig Noget af Agerens Værdi?
4Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi haver du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du haver ikke løiet for Menneskene, men for Gud.
5Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.
6Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.
38Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: Denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv.
39Og de toge ham, og stødte ham ud udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel.
20Men Petrus sagde til ham: Dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.
21Du haver ikke Deel eller Lod i denne Lære; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.
15See, han undfanger Uret, og er frugtsommelig med Møie og føder Løgn.
19Og han kjøbte det Stykke Ager, paa hvilket han havde slaget sit Paulun, af Hemors Sønners Haand, (som var) Sichems Fader, for hundrede Penninge.
35Men de, som havde korsfæstet ham, skiftede hans Klæder og kastede Lod om dem, at det skulde fuldkommes, som er sagt af Propheten: De skiftede mine Klæder mellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.
11Men der de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde beleiligen forraade ham.
45og han kaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han havde været længe død; og der han fik det at vide af Høvedsmanden, skjenkede han Joseph Legemet.
46Og denne kjøbte et fiint Linklæde og tog ham ned og svøbte ham i det fine Linklæde, og lagde ham i en Grav, som var udhuggen i en Klippe, og væltede en Steen for Døren paa Graven.
5Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
24Og der de havde korsfæstet ham, skiftede de hans Klæder og kastede Lod om dem, hvad hver skulde tage.
14Men der Viingaardsmændene saae ham, tænkte de ved sig selv og sagde: Denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vor.
15Og de stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. Hvad skal da Viingaardens Herre gjøre ved dem?
15Han opslugte Gods, men han skal udspye det; Gud skal fordrive det af hans Bug.
14Da gik En bort af de Tolv, som hedte Judas Ischarioth, til de Ypperstepræster,
15og sagde: Hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade eder ham? Men de gave ham tredive Sølvpenninge.
16Men han talede (i) en Lignelse til dem og sagde: Der var et rigt Menneske, hvis Land havde baaret vel.
5Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet Fattige?
6Men dette sagde han, ikke fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen, og bar, hvad derudi blev lagt.
29Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.
9at han vil give mig den Hule, som hører til Macpela, som er hans, som er i Enden paa hans Ager; han give mig den for fuld Værdi, midt iblandt eder, til en Begravelses Eiendom.
29Og de stode op og stødte ham ud udenfor Staden, og førte ham op paa det Høieste af Bjerget, paa hvilket deres Stad var bygget, for at styrte ham ned.
23Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.
20Og det gik ham saa; thi Folket nedtraadte ham i Porten, at han døde.
17Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arve Velsignelsen, blev forskudt. Thi han erholdt ingen Forandring i Beslutningen, alligevel han søgte efter den med Graad.
23Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.
35Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden sloge de ihjel, en anden stenede de.